Stener

Vi har været oppe så tidligt, at det føles, som om klokken nu er fire, selv om den kun er et. Vi har været oppe så tidligt, ikke fordi vi skulle noget, men fordi vi vågnede.

Det er en søndag lige efter mit hoved lige i dag. Lige ned midt i en lang række weekender fyldt med planer og aftaler faldt denne her som et blankt stykke papir. Vi skal ingenting andet end det, vi spontant finder på. I dag er det oplagte valg sofaen. Den har også længtes efter os, kan jeg mærke.

Vi har indrettet os, så vi ikke behøver at rejse os unødigt. Vi har computere, telefoner, head sets, aviser, kaffe og te, fjernbetjeninger, tæpper og hinanden inden for rækkevidde. Radioen er tændt, måske hører vi efter, måske gør vi ikke. Vi sidder i hver sin lille verden i bevidstheden om, at der er kort til lyt og nærvær, hvis vi siger noget.

Alt er godt.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Jeg – en uldpakke

slumresofa

Nå, men den her oktoberkølighed er formodentlig kommet for at blive, uagtet jeg ikke er tilfreds med det. Så kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.

Jeg har tykke trøjer og varmt tøj, som jeg slet ikke er utilfreds med at hive frem fra skabet igen. Der ligger også et ubenyttet hvidt uldtæppe over en stoleryg, som det er rart at pakke om mig. Lige nu har jeg ingen andre planer end at brede mig i sofaen og lave ingenting, udover at kaste blikke på fjernsynet, mine gadgets og ud i luften. Og kaste med mit nyklippede hår, nu med lige kant og helt uden slidte spidser. Frisøren og jeg er holdt op med at snakke om, at mit hår er tyndt og pjevset, nu taler vi om, hvilken flot og trendy farve det har. Unge piger betaler formuer for at få deres hår farvet gråt, siger frisøren. Hvor heldig er man ikke lige, når det (nu) er ens naturlige hårfarve. Der er al mulig grund til at kaste koket med det.

Her er også tændte stearinlys, og det er smaskhyggeligt.

Det knapt så gode er, at her er så lunt og koseligt under mit tæppe, at jeg næsten ikke o.r.k.e.r at pakke mig ud for at gå på toilettet.

Nede med flaget, nej, oppe

Når jeg er så træt efter den første arbejdsdag efter færdig ferie, kan jeg næsten godt se det positive i, at jeg først igen har en første arbejdsdag efter færdig ferie lige i starten af 2017.

Jeg er alene hjemme. Helt. Det sker sjældent, og jeg nyder at tilbringe aftenen i sofaen med computer og iPad, en kande te, et fjernsyn der summer med madprogrammer, slumretæppe og blødt tøj, måske et glas vin senere, og helt sikkert skal jeg tidligt i seng. Tænker jeg i hvert fald nu.

I morges stod jeg op klokken 05.55. Som er det, jeg gør til hverdag, men som jeg kun har gjort én gang i de forløbne tre uger, nemlig den morgen vi stod endnu tidligere op og kørte til Strasbourg. Jeg er slet ikke lavet til den slags. Mit system vil sove sent og vågne sent. Sådan er det bare. Jeg kender det system, for jeg har levet i det i 57 år. Næsten.

Det er min fødselsdag i morgen. Når jeg står op klokken 05.55, siger jeg tillykke til mig og glæder mig til, at vi senere på dagen – altså efter arbejde – samles for at fejre både mig og min datter, som fylder 24 i morgen.

Skulle jeg i morgensløvheden glemme det, skal jeg bare tage og åbne øjnene helt. Nogen har kompenseret for ikke at være til stede selv.

flag2016

Så har jeg ikke fundet flere.

Næstformand for Sofaforbundet

Vi er i slipstrømmen af fest, alkohol og sent i seng. Det var sjovt, hyggeligt og højtlydt i går og i nat.

I dag er også fin. Jeg har været oppe i otte timer. De seks har jeg tilbragt i sofahjørnet stort set uden at flytte mig. Jeg har gjort mig rigtig umage med at lave ingenting. Det er gået godt. Jeg har performet til en placering i toppen. Lige nu ser det ud til, at jeg lander på en andenplads. Guldet må gå til en, der ikke satte vigtige points til ved at læse en hel søndagsavis og en lang række blogs, tale i telefon med både mor og store søn, gennemføre otte niveauer i Candy Crush og følge Facebookfeedet i realtid.

Sølv er sejt. Jeg skal nok blive til noget.sofaforbundet

Blå stue

maleblog18_blaaDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Blaastue

Skulle jeg have haft vanskeligheder ved at finde emnet til ugens farvede indlæg, kunne jeg bare åbne mine (blå) øjne og se mig omkring i eget hjem. Blåt har bemægtiget sig overherredømmet. Blåt er så meget sidste år. De sidste seksten år, faktisk. Og blåt kører på sidste sæson.

Det begyndte med, at familien voksede. Barn tre udløste behovet for en sofa mere, og vi afsøgte brugtmarkedet – ja… det var Den Blå Avis – og fandt sofa og lænestol. De har fulgt mig siden.

År senere overtog jeg den blå futon fra nogle venner, hvis hund havde mere end svært ved at forstå, at futonen ikke var en stor hundekurv, når nu den var så nem at komme op på. De købte en sofa i stedet, og jeg blev futonejer. Den har fulgt mig siden. Konstruktionen er treleddet, den kan lægges fladt ned som seng, foldes som en sofa og endelig som en chaiselong som på billedet.

Om nogle måneder flytter Morten og jeg sammen, og mine polstrede blå kommer i sofahimlen. Armlæn og hynder er sønderslidte, bunden er slap, – kun en ombetrækning kan gøre dem noble igen, og den er ikke nødvendig, når en anden har en sofa at tage med. Futonen kommer med, men dens blå er tyndslidt – og det er ikke så mærkeligt, for det er 25 år siden vennerne købte den. Tiden er kommet til nyt betræk, og det bliver ikke blåt.

Man kan vel også holde blå time, selv om møblerne har en anden pigmentering.

Blaablomst