Kend hende på knækket
De nye bukser der. Dem som det lykkedes mig at købe trods min aversion mod svedende at stå og prøve tøj i butikkers prøverum. En aversion der trods alt er mindre end min uvilje til at købe tøj online og have besvær med at sende upassende stykker tøj retur. SELV om det åbenbart bare er aldrende dinosaurer som mig, der har det sådan. Jeg har forstået, at det er så uforskammet enkelt og omkostningsfrit at købe tyve stykker tøj og returnere de nitten, at man nærmest skal skamme sig, hvis man ikke benytter sig af det. Og dermed slipper for at skumsvede i nødtørftigt tildækkede prøverum.
Men altså, dén del overlevede jeg så og kom hjem med en grå og en sort buks i noget stræææækmateriale.
Den grå variant kan jeg ikke sige noget om, men den sorte har jeg taget i brug. Og dét, der sker, er, at der foregår en form for forrykkelse i skridtsømmen, når jeg går. Ikke noget der kan mærkes som sådan, men noget der kan høres.
Flop. Gå. Flop. Gå. Flop. Gå. Flop. Gå. Flop …
Dét er faktisk ret irriterende. Det lyder, som om jeg går og prutter for hver andet skridt. Men det gør jeg altså ikke.
Faktisk ville jeg hellere have gummisneakers, der piber slubrende ved hvert skridt, som et par af mine kolleger har, så jeg tydeligt kan høre, hvem der kommer gående hen ad midtergangen på kontoret, selv om jeg sidder med ryggen til.
Måske tænker de også sådan om mig? Der kommer Birgitte, hun døjer vist tit med lidt luft i maven …?
Men hør engang, tag godt imod mig, jeg døjer kun med små smæld af uheldigt strækstof!
