Skindluehiking

Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.

Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.

Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra

Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.

Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.

Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.

Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.

Der er både pænt og vådt omkring Viborg.

Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.

Da havde skindluen også gjort det godt.