Dino og Tony. En anbefaling #3

Ingen må være i Rom uden at spise hos Dino og Tony.

Ingen.

Det har jeg sagt tre gange inden for de seneste uger til folk, der skulle til eller var i Rom. Nogle af dem ramte desværre restauranten på lukkedagen, mens andre har fulgt min inderlige anbefaling og har spist på det mest fantastiske lille spisested i min yndlingsby.

Jeg spiste der første gang for otte år siden, da jeg og to veninder var på weekendtur til Rom 30 år efter, at vi var i byen sammen sidst. Det var den enes store søn, der havde fundet Dino og Tony og anbefalede os at spise der. Det gjorde vi, og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg anbefalet stedet til alle, der bare kiggede i retning af Rom, og jeg har også haft Morten med derinde, da vi var på vores første kæresteferie.

Udefra ligner det ingenting. Der hænger kulørte lamper på facaden, og man ville ikke drømme om, at der findes en perle indenfor. Dino og Tony er brødre, den ene er tjener, den anden kok, og i 25 år har de drevet en familierestaurant, hvor også de lokale kommer og spiser, og det er i virkeligheden den bedste anbefaling, noget spisested kan få. I løbet af dagen og aftenen drysser folk ind og får mad, og man kan se, at det ikke er første gang. Alle kender alle og hilser på til højre og venstre. Et par andre gamle gutter er en del af den faste tjenerstab, den ene hedder Amadeo, han har altid helt sort tøj på, den andens navn har jeg aldrig fået opsnappet.

Der er ikke noget spisekort. Man skal ikke forvente at bestemme noget selv. Man får den mad, de laver. Når man er blevet placeret ved et bord, bliver man spurgt, om man vil have antipasti. Det siger man ja tak til, og så begynder maden at komme strømmende. Pølse, skinke, pizza, brød, noget med spinat, noget med noget andet, og bagefter går det over i hovedretter, pasta med ost, pasta carbonara, noget med kødboller, stegte artiskokker, forskelligt tilbehør. Dino eller Amadeo eller ham den tredje kommer kørende gennem lokalet med rullevognen fyldt med tallerkener og kaster dem af til begge sider hos gæster, der mangler eller ikke mangler næste ret. Der er rigeligt til alle, og ingen går sultne derfra. Der er også desserter, og de bliver delt rundt på samme måde. Det er alt sammen meget autentisk og meget underholdende. Og maden smager virkelig godt!

Et vinkort eksisterer heller ikke, og spørgsmålet er kun dette ene, om man vil have øl eller vin. Er det vin, er næste spørgsmål hvid eller rød, hvorefter man får en karaffel af den foretrukne fra hovedtankene bagest i lokalet. Al vin er ganske enkelt husets vin.

Det er et forrygende sted, og ingen jeg har sendt dertil har været utllfredse. De fleste har været overraskede, for det er stort set umuligt at beskrive præcist, hvad man kan forvente, og selv om jeg faktisk har fortalt nøjagtigt, hvordan det ville være, har ingen alligevel forestillet sig, at det var sådan. Men alle har begejstret overgivet sig til uforudsigeligheden.

Det er som sagt rigtig god italiensk mad – garantito! –, og det er ikke særlig dyrt. Det eneste, jeg er lidt betænkelig ved, nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud, er at I alle sammen begynder at overrende stedet, så der ikke er plads til mig næste gang, jeg kommer til Rom. På den anden side ved jeg ikke, hvornår jeg gør dét, så det er fint, hvis I hjælper med at holde restauranten i gang. Og i øvrigt har de en Facebookside, så helt hemmeligt er det ikke. Der kan I også se nogle bedre billeder end mine rysterier.

Adressen er Via Leone IV 60, lidt nord for Vatikanet, og husk: INGEN må være i Rom uden at spise hos Dino e Tony.

Voksen og verdensmand

LilleNiels

Det her ballonhoved fylder 22 år i dag. Da billedet blev taget, var han et halvt år gammel og havde sprængt alle kendte vækstkurver. Kusine Kirsten havde tydeligvis sit besvær med at bære hans ti kompakte kilo. Det var sådan noget, jeg havde fundet på at sige, for moderhjertet forbød mig at kalde ham direkte fed. I stedet sagde jeg, at han var “kompakt”. Det var i hvert fald ikke løgn.

I løbet af årene efter fordelte kiloene sig markant anderledes på ham, så højde og drøjde passede sammen. Sidst jeg så ham – forrige uge, kunne han nærmere kaldes tynd end kompakt. Sådan er det åbenbart at være flyttet hjemmefra, være travl med studier og studiejob og glemme at spise. Det skal han altså holde op med at glemme. Lige nu spiser han formodentlig og forhåbentlig både pizza, pasta og is, for han og kæresten er i Rom på lang weekend, og jeg håber, de begge to forkæler ham.

Det er altså bare næsten ikke til at forstå, at mine børn bliver så store hele tiden. Voksne og på egne ben. Toogtyve år!! Tillykke, Niels. Det er godt gjort.

Dengang jeg så paven

Ofte kommer vi meget langt omkring i samtalen, når vi sidder ved aftensmaden. I dag var ingen undtagelse, selv om vi bare var Lasse og mig.

Af en eller anden grund, jeg ikke længere kan huske, havde vi en meget lang snak om paver, saliggørelse og helgenkåring. Jeg steg mange grader i Lasses agtelse, da jeg fortalte, at jeg engang har set Johannes Paul II i Peterskirken. “Det er jo den gode pave! Han var populær. Har du set ham!?!”

Det har jeg nemlig. I oktober 1979, da Johannes Paul II var forholdsvis ny pave, var jeg på studietur i Rom med gymnasiet. Med tog. Det var en vild tur, som den slags gymnasieekskursioner tit er. Men også med kulturelt og studierelateret indhold, og blandt andet overværede vi en pavelig velsignelse i den propfyldte kirke. Det kan oven i købet dokumenteres med et ukristeligt dårligt foto og tyveårige Birgittes kommentar skrevet med historiens mest klattende kuglepen.

Se selv:

paven

Det forbyttede gen

Lige siden jeg købte mine italienske stiletter i Rom for fem år siden, har de egentlig været et halvt nummer for små. De er så flotte og jeg har tit høstet komplimenter for dem. Men de har altså også gjort lidt ondt på mig sommetider. Tre timer maksimalt, og så er det rart at skifte fodtøj. Af den grund er jeg tit taget til selskab i mine næstfineste fine sko.

Det kunne være rart med et par nye festligste sko.

Jeg mangler bare skoshoppegenet. Faktisk mangler jeg alle shoppegener. Jeg hader at prøve sko og tøj. Hader at stå og svede og prøve og vurdere. Og efterfølgende betale. For noget som måske alligevel er for stort eller for småt eller for grimt eller forkert.

Alligevel vovede jeg mig ud i dag og gennemtrawlede samtlige byens skobutikker. Scannede hen over størrelse 39-hylderne i stiletreolerne, frasorterede grimsakkerne og stod tilbage med ingenting. I en enkelt butik undervejs prøvede jeg den sko, som mest lignede den forestilling, jeg havde i hovedet. 39 var for lang, 38 klemte forfoden. Mine fødder er faktisk ikke bygget til sko. De er beregnet til at blive svøbt i skind i stenalderen. Brede og sunde med god plads mellem tæerne.

I den allersidste forretning, jeg var inde i, stod jeg og vaklede mellem – ikke vaklede PÅ – to par. Og jeg kom hjem med det ene par. Måske er det de rigtige. Måske bliver jeg glad for dem. Det virker, som om jeg kan holde ud at have dem på i mere end tre timer. Jeg tester i aften.

De gener dér: Kvindeshoppegenet mangler jeg. Men jeg har fået et mandegen i stedet for: jeg ejer ikke evnen til at multitaske.

Så går det vel lige op. Op på stiletterne.