Politimesteren, altså!

Nå.

I morges kringlede jeg mig muligvis en fartbøde. Igen. Jeg er ellers så omhyggelig med at holde mig inden for fartgrænserne på landevejene. Der er jeg faktisk en mønsterbilist, men jeg er herredårlig til bykørsel. De der 50 kilometer i timen. Det er dem, der får mig i fælden. Jeg er nemlig så nok muligvis lidt mere generøs med højre fod. Det røde blink i morges var placeret ganske kort før 60 km-tavlen. Måske kørte jeg også mere. Lidt. Det gjorde jeg nok. Måske kan der godt blive tale om det der med mere end tredive procent for hurtigt. Det kan godt blive en af de lidt større udskrivninger denne gang. Og saksen-som-ikke-må-nævnes.

Netop i dag får jeg så sponsorerede indlæg i mit Facebook-feed om et eller andet, jeg bør installere i min bil, og med den fængende indledning Træt af fartbøder?

Hvem har lækket? Jeg har ikke googlet noget og kun nævnt det to gange i dag, fordi alle ved, at man godt kan tie noget ihjel.

Jeg har altså ikke engang fået den digitale rudekuvert fra Rigspolitiet endnu, og helt ærligt: Jeg synes godt, at politimesteren kunne have sagt det til mig selv, så vi lige kunne aftale et beløb, før han begynder at sladre med hele internettet om det…!

Jeg har ikke gjort noget!

Kender du det, at du bliver lettet over at få at vide, at du ikke har gjort noget, selv om du godt vidste det i forvejen?

Pling, sagde det, da der røg en mail ind i boksen. “Du har fået ny post fra Rigspolitiet” stod der i emnelinjen. Nå?!? Min første tanke var “Hvornår er jeg blevet blitzet?”, for det plejer at være fartbøder, når Rigspolitiet skriver til mig. Jeg havde allerede glemt, at jeg to timer forinden havde rekvireret en digital straffeattest, og at det måtte være den, der kom.

Jeg holdt vejret igen, da jeg åbnede pdf’en. Jeg var da så godt som stort set næsten 100 procent sikker på, at jeg ikke er straffet – udover de føromtalte bøder, de hele tiden sender til mig, men jeg har aldrig haft brug for at se min straffeattest før, så jeg var helt blank i forhold til, hvad politimesteren kan finde på at sidde og doodle i lovlydige borgeres karakterbøger.

Det er ligesom, når man ser en politibil i bakspejlet og lige gennemgår med sig selv, om man har dårlig samvittighed over noget.

Jeg kunne puste ud.

Jeg er ren.

Julehilsen fra Rigspolitiet

Rigspolitiet har sendt ny digital post, stod der i en sms i morges.

Så ved man jo godt, at der nok ikke er tale om et omsorgsfuldt Glædelig jul og godt nytår, og at den røde lampe, der blinkede så øjenskærende sidste fredag morgen, da jeg passerede byggepladsen ved sygehuset, nok ikke var Rudolfs røde tud.

Når Rigspolitiet sender breve, er det rudekuverter. Digitale rudekuverter. Indholdet i denne her kalder de en indfordring. Vedrørende vedlagte bødeforlæg bla-bla, noget om et samlet skyldigt beløb, fordi jeg ifølge færdselslovens bla-bla den 19. december 2016 kl. 07.16 som registreret ejer af personbil bla-bla har været ansvarlig for, at køretøjet blev ført ad bla-blavej med mindst 56 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t bla-bla. Og så er der to sider med hvis og hvis og bla-bla, og her er der fotos, hvis du vil se, hvordan du ser ud på vej til arbejde en mørk decembermorgen,  og betal inden bla-bla.

Et rødt blink en tidlig morgen gør ikke noget godt for mit udseende, kan man tydeligt se. Jeg ser vild ud. En tydelig fartdjævel. Lige så tydeligt ser man den bule, bilen har bag højre bagdør. Dén gør det pludelige lys heller ikke noget godt for.

Vi havde gerne været den hilsen foruden, Lille Hviden og jeg.

Heldigvis var det kun tusind kroner. Det er jeg på en måde nødt til at være glad for. Sådan bliver man igen glad for en fartbøde.

hurtigt

Sådan bliver man glad for en fartbøde

fartbode

Mikrobil, makrofart.

Her kommer jeg. Klokken er 8.44, og jeg er på vej til Fyn for at besøge min mor. Men vanen og fortabelse i tanker har fået mig til at køre samme vej ud af byen som hver morgen, når jeg skal på arbejde. Men denne dag skal jeg en anden vej. Så jeg drejer fra og kører ad veje, hvor jeg sjældent kommer ellers, for at ramme opkørslen til hovedvejen sydpå. Pludselig får jeg en fotovognsblitz lige i synet – hvor unfair at stille en vogn lige dér mellem skolen og bageren. Jeg kaster et hurtigt blik på speedometeret og konstaterer, at det ikke er voldsomt meget for meget, jeg har kørt. Men det er jo byzone, og jeg ved fra tidligere, at det er procenter, der tæller, og så er der offerfonden, og rækker overskridelsen til et klip (mere) i kørekortet, og hvad er bødetaksterne egentlig? Udregninger og overvejelser og ærgrelse fylder rigtigt meget på resten af køreturen.

To ting bidrog væsentligt til ærgrelserne: For det første sætter jeg altid en makshastighed på bilens indbyggede fartkontrol, når jeg kører ude på landevejene, men har kun sjældent gjort det i byzone. Men det skal jeg da til! For det andet kom jeg kun på det sted den morgen, fordi jeg kørte forkert. Det var dumt.

I morges fik jeg besked, om at Rigspolitiet havde lagt noget i min eboks. Usportsligt hurtigt, tre dage efter forseelsen. Sigtelse, et link til fotoet, hvis jeg gerne ville se det, bødeforlæg, at betale på en angivet konto inden tredive dage.

Hvordan kan man blive glad for dét? Fordi bøden kun er på tusind kroner og ikke femtenhundrede, som jeg havde forventet. Optur! Og ikke en klink til offerfonden og intet klip i kortet.

Og hvis der gemte sig mere bitterhed i episoden, har jeg nu blogget det sidste væk.