Græsplænen springer i skov

Det er ikke netop sådan, at græsset gror uhæmmet for tiden. Snarere lidt hæmmet. Af overflod af varme kombineret med underflod af vand.

Alligevel klippede jeg græsplænen i rækkehushaven i dag, og det var der mange grunde til.

Jeg havde tid.

Da jeg kom hjem, var alle formummet på deres værelser, så der var ingen at snakke med.

Vejrudsigten siger regn i morgen efter fyraften.

Plænen er ved at springe i skov. Naboens træer har ihærdigt kastet frø over hegnet, og selv om modertræerne blev fældet i vinter, har de sat utallige spor inde hos os. Græsset gror ikke, men det gør alle de små træer, og de støder mit øje. Jeg VED godt, det ville være smartere at grave ondet op end bare at fjerne toppen af isbjerget (sikke jeg ka’ klicheer, hva’?!). Det gør jeg sikkert også en dag, men indtil videre vinder dovenskaben. Gravning gør store huller i plænen, for de har faktisk groet et gedigent rodnet, de små djævle.

Så jeg slog græsset. Nu er plænen pæn på overfladen.

Og som en lykkelig konsekvens deraf genfandt jeg min sorte cardigan, som jeg irriteret og forgæves ledte efter i morges. Den lå i cykelkurven på min cykel i skuret, hvor også plæneklipperen står, og hvor jeg ikke har været, siden jeg cyklede sidst.

Dobbelt win.

Jeg blev aflyst

En halv time før jeg skulle under skalpellen ringede telefonen. Akutpatienter gjorde, at man var nødt til at aflyse min operation.

Nå. Øv. Det var godt nok et kort varsel. Det passede mig ellers så godt lige i dag. Det er ganske vist et lille, harmløst indgreb, men så ville snittet have været overstået, og jeg ville have haft fin tid til at holde mig i ro.

Men farvel da, rekreationsdag i en stol i haven med sol i ansigtet og lovlig laven ingenting.

Så skulle jeg finde på noget andet at bruge dagen til. Heldigvis stod der mange spændende opgaver i kø på min huskenote.

Først støvsugede jeg to biler.

Så gik jeg i gang med at fjerne mos i rækkehusgræsplænen. Vi har sørme meget mos!

I løbet af eftermiddagen spurgte jeg mig selv flere gange, hvorfor jeg overhovedet var gået i gang. Der blev bare ved med at være mos, der kunne krattes væk.

Jeg blev ikke engang færdig med hele plænen, og så stor er den altså heller ikke. Men jeg har ni (9, nine, neuf, nove!) sorte sække med mos stående allerede.

Og jeg ved, hvad jeg skal lave i morgen. Hvor jeg heller ikke skal rekreere.

 

Blæsten kan man ikke få at se

Hvis man kunne se blæsten, hvis den for eksempel var grøn eller blå, eller hvis den var en hyrdehund, for eksempel en border collie, kunne jeg følge med i, hvordan den bar sig ad med at drive de visne blade sammen lige netop dér. Bunken har været uforanderlig det meste af vinteren. Lige netop den facon, lige netop dér i hjørnet af terrassen, lige uden for stuevinduerne har blæsten valgt, at det er et prima sted at samle alle de blade, træerne tabte i efteråret. Blæsten ved ikke, at træerne ikke vil bruge dem igen.

Jeg skal heller ikke bruge bladene, men har valgt ikke at flytte bunken endnu. Vindstrømmene flytter den bare tilbage igen.

Og så vil jeg også godt vente til foråret, så det er lidt rarere at gå udenfor. Foråret er lige om hjørnet, har jeg hørt. I næste uge, har jeg hørt. Hvor jeg har noget ferie, jeg skal have brugt inden udgangen af april.

Det her billede er taget ud af stuevinduet, og man kan se, at der er flere projekter derude. Oliventræet skal flyttes over i en ny krukke – som ikke er revnet. Jeg venter til det bliver lidt lunere.

Det kan også være, blæsten lige ordner det.