Vækstvogter

Det er mig. Jeg holder øje med, hvordan det gror i haven. Og det er dygtigt derude for tiden. Se bare, hvor ambitiøs babyagurkeplanten er i år: MANGE på vej på én gang. Truuut, se hvad jeg kan, siger den med en koloni af gule trompetblomster. Uden for vinduet står skvalderkålens hvide skærmblomster. Dem vogter jeg også lidt på. Mere har jeg ikke nået.

babyagurk

Alle seks kammerater i plantekasserne gør det godt. Fra venstre: Bøftomat, almindelig tomat, blommetomat (den sidste har muligvis ikke så gode odds for stor avl, for den har ikke rigtig nogen top længere. Det var ikke mig!). Så kommer almindelig slangeagurk, babyagurk og peberfrugt (den sidste har lus. Som den indtil videre holder for sig selv. Nu må vi se, hvad den kan).

drivhus

Det her er stukket af fra mig. Der er ingen grænser for vækst. Lørdag aften, da damerne og jeg festede i kolonihaven, fik vi besøg af nogle unge drenge. De gik forbi ude på vejen, vi råbte dem an, og de kom ind (Det var heller ikke mig!). De syntes, det var en labyrint at finde ned til huset der i nattemørket. Det er ikke en labyrint. Det er en lang, lige havegang, men jeg vil godt indrømme, at gangen er blevet noget smal nu med alle de blomster, der vælter ind over fra begge sider. Det stak som sagt af fra mig. Men det er også pænt. Iris, fredløs, lupin og marguerit, I må godt være der, så længe I ser sådan ud.

havegang

In spe

Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.

Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.

Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.

kartofler

Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.

blaabaer

På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.

peberfrugt