Afinstalleret

Jeg har været på arbejde efter ni dages ferie, og det føltes som enormt lang tid. Jeg var åbenbart kommet til at afinstallere arbejdshjernen, nulstille systemet og slette app’en.

På ni dage kan man nå virkelig meget. Man kan også lade være. Jeg blandede kortene grundigt og gjorde lidt af hvert.

Jeg havde bartjans på Paletten, da Northern Assembly gæstede byen. Musikken var god, og alle gæster fik udsøgt betjening.

Så var jeg til gallafest, hvor jeg tyede til min venindes klædeskab. Igen. Hver gang, Morten er i smoking, låner jeg tøj af Marianne. Med tak. Denne gang så vi sådan her ud.

Så var der nogle dage med rekreation og en spæd start på udeliv og havearbejde, inden jeg hoppede på en Flixbus mod København for at besøge Laura.

Det var dejligt og hyggeligt med et par dage sammen med ældstebarnet. Det var lige i de allerkoldeste dage og en temmelig blæsende fornøjelse at være udendørs turist, så vi toppede den del op med nogle fine indendørs oplevelser. Et kig indenfor i Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, middag på morens regning i anledning af barnets nyerhvervede kørekort, en hel dag på Glyptoteket – vi så ALT – og klumpet sammen side om side hjemme i sengen med film og fælles dyne over benene.

Derefter installerede jeg mig i bussen mod Jylland og var hjemme i tide til påskelamsgæster. Det var en meget privilegeret hjemkomst, for Morten havde stået for alt indkøb og madlavning. Her er et billede af en fantastisk marengslagkage med karamelliseret appelsin. Tænk sprød sødme og syrlig velsmag og gang det med 100.

Så fulgte et par dage, hvor jeg stort set intet lavede. Hvis jeg gjorde, fortoner det sig i glemslen. Decideret driverliv, decideret dejligt. Nå jo, jeg skar vinterens vissenheder væk i rækkehushaven, som nu er trimmet og lige så klar til forårsfrodighed, som da vi rykkede ind på matriklen for præcist et år siden.

Og jeg har fået yngste søn godt hjem fra to oplevelsesrige uger i Thailand, hvor han besøgte sin kæreste, som sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien. Han har været savnet herhjemme, og nu er han helt sikkert savnet derude.

I går, på den sidste påskeferiedag, besøgte vi min mor og inviterede hende på krofrokost i anledning af både påsken og hendes 92 års fødselsdag på fredag. Vejret var virkelig vellykket og efter frokosten gik vi en lille tur i et stykke nordfynsk skov. Mor er ukuelig og skyder raketfart med rollatoren, og det var godt for hende – og os – at komme lidt ud.

Det var den ferie. Den gik godt.

I morgen møder jeg på arbejde med geninstalleret Hjerne version 5.8.

Og om to uger har jeg faktisk ferie igen.

Hviledag for Heel 7

Selskabsskoene ligger, hvor de blev trådt ud af, da vi kom hjem fra fest i aftes. I dag er hviledag for festaber og selskabspapegøjer, fødder og fodtøj.

Jeg er godt tilpas med, at skoene holdt til hele aftenen. Eller rettere sagt, at mine fødder holdt til at have skoene på hele aftenen. Det er fortrinligt. Fortrinligt, fik I den?

Sagen er den, at mine italienske stiletter, købt i Rom for flere år siden, fra starten var et halvt nummer for små (butikken havde ikke modellen det halve nummer større, og så må man lide), og af den grund har stiletfester tit været lidt plagsomme for mine fødder. Tit har det været noget med ’okay, nu er der gået tre timer af denne her fest, og I har alle sammen set mine flotte sko, ikke? … så skifter jeg!’

Men mirakuløst er mine fødder åbenbart blevet mindre, og nu kan jeg spare skifteskoene.

Det er en ret rar tanke på denne dag, hvor vi hviler fødderne og resten af os. Det vildeste der skal ske i dag er, at bilen skal hentes inde i byen, brænde skal hentes ind fra brændeskuret, ugens nullermænd skal hentes ind i støvsugeren, og sommertid og søvn skal indhentes.

Og jeg har påskeferie.

Alt er godt.

Stockholmske påskepluk

I mange uger har vi haft påskeferie i Stockholm som et forventningsfyldt fikspunkt langt ude i fremtiden. Og nu er vi pludselig på den anden side af den. Men det var godt, mens det var. Både forventningen og selve ferien.

Allerede for lang tid siden flashede jeg et facadebillede af huset i Vikingagatan i Vasastan, hvor vi havde booket en airbnb-lejlighed, og funderede over, hvor sjovt det var at kunne sidde i Viborg og kigge op og ned ad gaden med Googles streetview. Det var så bare ikke det hus. Af en eller anden grund optræder der et forkert husnummer et sted i hjemmesidens data. På den baggrund var forvirringen helt forståelig, da jeg skrev til værten, at “Vi står nedenfor nu”, og han glanede ud af vinduet og svarede “Jag ser er inte…”. Det løste sig, vi trak trolleyerne ned for enden af gaden, og lige her er det.

Stockholm1

En fin lejlighed i et godt, centralt kvarter med mange hyggelige restauranter, ikke langt fra hvor Laura bor. Vi havde ikke lagt faste planer hjemmefra, men der var foreslået Vasamuseet, Fotografiska Museet og en sejltur, og så ellers at gå rundt og indsnuse svensk hovedstad. Og det var faktisk præcis det, vi gjorde. Det hele, bortset fra byvandringer, var noget Laura heller ikke havde udforsket endnu, så på den måde indtog vi nyt land sammen.

Vasamuseet var godt lavet med gode udstillinger, og jeg kan klart anbefale det, hvis man er til den slags. Historien er kort, at kong Gustav II Adolf i 1625 igangsatte bygningen af fire skibe, heraf Vasa, som var tænkt som det mægtigste krigsskib, verden havde set, så Sverige retmæssigt kunne hyldes som en overmægtig søfartsnation. Kongen hyrede den tids mest anerkendte hollandske skibsbygger og befalede, hvilke mål skibene skulle have. Og det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at få flikket de skuder sammen. I foråret 1628 drog Vasa ud på sin jomfrurejse – og nåede 1300 meter ud i havneudløbet, inden en svag kastevind væltede skibet om på siden, og det sank. Skibet var for højt og for smalt og havde ikke ballast nok om bord, og det er ikke helt ved siden af at kalde det en eklatant søfartsfiasko. Godt 300 år senere blev skibet bjærget og kan nu ses på museet. Det rigtige – store – og i lille bemalet model.

Stockholm2

Fotografiska Museet var også en god oplevelse. Fine udstillinger, masser af tankevækkende fotografier og en rigtig fin café og restaurant på toppen, som også er et besøg værd.

Det er næsten 30 år siden, jeg var i Stockholm sidst, og jeg kunne ikke huske ret meget fra dengang. Egentlig bare at det er en smuk by, og det fik jeg bekræftet. Som man kalder Rom for Den gyldne by, kan man kalde Stockholm for den gule by, for næsten alle huse og bygninger har en nuance af gul, beige og lysebrun. Det ser knaldgodt ud. Her er ældsten og yngsten i solskin og solbriller på Riksbron lige ved Riksdagshuset. De er glade, fordi de snart skal ud og sejle, og fordi de kan være sammen om at drille deres mor.

Stockholm3

Vi bookede os ind på en tretimers skærgårdssejltur, og det var godt givet ud på den vejrmæssigt bedste af dagene. Solskin, solskin, vand, vand, øer, øer. Vi sad i læ på dækket på agterstavnen på udturen og nød solen og dagen. Der er over 30.000 øer i den Stockholmske skærgård, nogle er store og beboede, andre er bare små skær, og nogle er bare små skær OG beboede. Det er et fedt område, og det var en fed tur. På hjemvejen var det køligere, og et par af os trak ned i båden og fik en kop kaffe. Det var også et fedt sted med mange, mange lag fernis og maling på alle overflader.

Stockholm4Stockholm5Stockholm6

Det var godt at se og mærke, at Laura befinder sig godt i sin by, og jeg er tilpas med, at det var lige den, hun valgte at tilbringe sit udenlandssemester i. Og vi kan sagtens finde på at komme igen på egen hånd.

Tak for denne gang, Stockholm, du var et godt bekendtskab!

Den velanbragte påske

Det er ikke alle lande, hvor påsken bringer så mange fridage med sig. Skærtorsdag, for eksempel, er det vist kun os og spanierne, der holder hellig. Til gengæld skal spanierne på arbejde den mandag, vi holder andenpåskedagsfri, og det skal man også i en række andre lande sydpå.

Men hos os får man en god stribe fridage foræret, medmindre man er butiksansat og skal være på stikkerne om lørdagen, hvor alle skal ud og købe monsterstort ind for ikke at dø af sult i resten af påskedagene. Hvis man så oven i købet har feriedage til gode og kan få det kringlet med sin arbejdsplads, kan bare tre feriedage oveni udløse en ferie på hele ti dage. TI! 10! Det er mange.

Jeg er ikke butiksansat, jeg har feriedage til gode, og jeg har kringlet det med min arbejdsplads, og tre feriedage oveni har således udløst en ferie på hele ti dage. Som starter i morgen eftermiddag. Århh, det bliver godt for mig.

Jeg kan lide udsigten til lange dage, hvor jeg ikke skal tidligt op (mest dét! – Jeg er ikke bygget til at stå op klokken nul-fem-noget, det er jeg altså ikke), og hvor der er luft til at være spontan, til fordybelse og til at være den dovneste, jeg kender.

Der er allerede skrevet middagsaftale, fastelavnsfest, besøg af store søn, besøg hos min mor og en Stockholmsrejse på balkortet, så dagene skal såmænd nok gå hurtigt, men lige nu, med en enkelt arbejdsdag tilbage, er udsigten fantastisk. Jeg er fan af påske. Og af forårsjævndøgn og fuldmåne, der får den til at falde lige om lidt.

Hvide tirsdag

Dagen i dag hedder tilsyneladende hvide tirsdag. Den er den tredje dag i påskeugens “stille uge” eller “dimmeluge”. Det startede med palmesøndag, i går var blå mandag, i morgen askeonsdag, og så kender vi skærtorsdag og langfredag, hvorefter skidenlørdag kommer og derefter påskesøndag.

På hvide tirsdag spiste man varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller (“bollemælk”). Herfra betegnelsen hvide.

Jeg siger hvid for hvidvin. På altanen. Fordi solen skinner. Fordi jeg har fået påskeferie.

hivdetirsdag