Tankestrejf i løbet af en sygedag

Det der Singles Day, hvis ankomst hertil først blev varslet i forgårs – det var i hvert fald første gang, jeg hørte om det – er åbenbart det helt store i Kina. Den falder i dag, 11. november, og er en slags Valentinsdag for singler, hvor man i stedet kan date ting på udsalg. Det får angiveligt Black Friday til at ligne en grøntsagsbod ved vejkanten, og jeg hørte i radioen, at der allerede er omsat for seks milliarder i Kina i dag. Jeg ved ikke, om det er kroner eller dollars, men seks milliarder er temmelig meget i alle valutaer.

Går glip af ting i dag. Workshop og fest for frivilligkorpset på Paletten. Men er ufrivilligt syg.

Der er også Bogforum. Der kunne jeg også være. Men fordi syg.

Faktisk gør de også Domkirken lysflot i aften med noget, der hedder Himlen over Viborg. Men ditto.

Både Morten og jeg har meldt fra til de arrangementer, vi havde på programmet i dag. Så megen ynkelighed under ét tag.

Jeg ville ønske, det var muligt at lytte til Michael Katz Krefelds Pagten (som jeg er i gang med) samtidig med, at jeg læste Ildefonzo Falcones’ Jordens Arvinger i analog papirbog (som jeg ikke er startet på) og så DRKs Vild med Bøger-programmer (som jeg ikke har fået set endnu) på iPaden. Det kan jeg ikke, og siden jeg ikke har kunnet tage et valg, bladrer jeg bare i vores store bog om Miniatur Wunderland i Hamborg og spiller Candy Crush, når jeg får tildelt et nyt liv.

Satte gang i Wordfeud-appen og har vundet to spil. Hjernen virker.

Har talt varmekilderne op. Otte optændingspinde og syv store stykker brænde i brændekassen. Vi behøver ikke rejse udenfor til brændestablen i aften.

I Miniatur Wunderland Hamburg varer et døgn 15 minutter. På det kvarter skifter alle de tusindvis af LED-lamper til natbelysning og tilbage til dag igen. Det vil sige, at jeg i miniatyretid var derinde i fire uger, da jeg besøgte stedet i sommerferien. Ret lang sommerferie, alligevel.

Så var der ikke flere tanker.

Lørdag på en torsdag

I går havde jeg en fridag. Det var torsdag, og hele dagen føltes som lørdag.

Aftenen før var Laura, som var hjemme på efterårsferie, og Lasse ude hos farfamilien, og de kom først hjem, efter at vi var gået i seng. Jeg havde lovet at lave brunch, men havde ikke fået aftalt vækning med dem, så jeg lagde en seddel.

brunch

Det var dejligt, at de kunne begge to.

Pandekager og pølser, bacon og røræg var hyggeligt og længe siden sidst. Resten af dagen fedtede jeg rundt og lavede ingenting. Meget lørdagsagtigt. Det regnede og var ikke havevejr, så jeg sprang over. Alle mulige overspring.

Det værste ved at holde en enkelt fridag på en torsdag er, at det virker helt uoverkommeligt at skulle på arbejde om fredagen. Om aftenen var Morten og jeg til Allan Olsen-koncert på Paletten. Fuldt hus, god koncert og høj stemning. Meget lørdagsagtigt. Tre fadøl og sen hjemkomst gjorde sit til at fastholde weekendstemningen.

allanolsen

Men jeg skulle jo altså op klokken 6 og have en helt almindelig arbejdsdag i dag. Jeg gennemførte, men jeg har godt nok været træt hele dagen.

Men hallo – det fede ved at holde fri på en torsdag og føle lørdag er, at efter kun en enkelt arbejdsdag er det allerede weekend IGEN!

Birgitte har ikke været i skole, fordi …

Sådan indledtes de fleste beskeder fra min mor til skolen i den kontaktbog, som alle havde dengang, til meddelelser mellem skole og hjem. Der var egentlig ikke specielt mange beskeder, og årsagerne til mit fravær var mest de sjældne sygedage, aldrig at jeg skulle på skiferie eller efterårsferie. Vi havde en gård. Vi holdt aldrig ferie. Højst en sommerudflugt til Sydfyn med en pande med æggekage i bagagerummet til frokost undervejs.

Dette var blot en indledning for at komme ind på, at jeg muligvis har været en smule blogfraværende de seneste dage. Jeg har ikke været syg, jeg har bare været anderswo engagiert. Skal jeg kort redegøre for (i det omfang, jeg kan gøre noget kort. Jeg er jo mig…), hvad mit fravær har skyldtes, kommer det her.

Onsdag var jeg til mødregruppe – fem mødre, der i 1994 gik til efterfødselsgymnastik sammen og siden har mødtes 4-6 gange om året til snak og snacks; børnene har ikke været med til vores træf i mange år, de fyldte 22 i februar og marts og bor i Aarhus, København og Sønderjylland – og det var som altid hyggeligt.

Torsdag havde jeg frivilligtjans til Alex Vargas på Paletten. Jeg stod heldigvis i bar og kunne derfor høre musikken – i modsætning til, hvis jeg havde været i indgang eller garderobe – og det var SÅ godt. Alex Vargas kan lave fuld og hel lyd med sin stemme og noget elektronik, og han synger ganske enkelt skidegodt.

alexvargas

Fredag aften var jeg egentlig bare stegt efter at have sovet en time eller to for lidt i et par nætter i træk, så jeg gik tidligt i seng og sov som en monstertruck i ni timer. Ingen blogging den dag heller.

I går var det lørdag, og Morten og jeg startede dagen med at skulle købe gave til … nogen … i en friluftsbutik … hvor det, vi gik efter, var over vores budget, hvorefter vi kørte til en anden forretning med samme nedslående resultat, inden vi til sidst havnede i en almindelig skoforretning. Hvor vi købte en gave OG nyt fodtøj til os begge to. Det var ikke helt meningen. Men vi trængte. Bagefter gav Morten kaffe og kage på Søster Lagkage, hvor jeg aldrig havde været, men tit nok pebet over, at han havde været der uden mig. Igen. For eksempel var det tredje gang i denne uge, han var der. Kundemøder, siger han. Men nu har jeg været der og klager ikke mere, for jeg fik en forrygende brownie og en dejlig tosom stund med min kæreste. Bagefter tog jeg godt med mange lag uld og vindtæt tøj på og tog i haven. Og nu har jeg høstet og lagt den sidste spinat i fryseren. Jeg er tilfreds.

I dag er det søndag. Jeg har rodet en hel del ved computeren og fik efterhånden så meget uro i kroppen, at jeg tog løbetøjet på og løb en tur. Ja, det gjorde jeg, jeg løb, og jeg købte ind på hjemvejen. Blandt andet en stor kylling, som ikke vidste, at den skulle direkte hjem i Römertopfen. Kyllingen hedder Holger, og på den norske øldåse, jeg fandt i spisekammeret, og som vi åbenbart har haft med hjem fra Norge i sommer, stod der, at den går specielt godt til grøntsager, fisk, fjerkræ, svin og skinke (?), hvilket stort set er al slags mad, så den røg ned til Holger. Jeg er ikke sikker på, at det er på den måde, de har ment, den passede til det meste, men nu var det sådan, det blev.

norskoel

Sådan her var det: Store stykker gulerod, både af rødløg og zittauerløg, hele hvidløgsfed og skiveskårne champignons i bunden af stegesoen, kyllingen ovenpå og en norsk øl ned i det gode selskab. Ind i en kold ovn, som jeg tændte på 165°, i to en halv time. Og så et kvarter, hvor jeg tog  låget af og skruede op på 175°. Det blev godt. Men jeg tog ingen billeder. Og nu er det spist.

Nu er der Toppen af Poppen i fjernsynet og stenalderbrød i ovnen. Lasse har tre favoritter, som han synes, jeg bager ALT, ALT for sjældent, som i nærmest ALDRIG. Verdens bedste brød, knækbrød og stenalderbrød. Jeg tænker, at han måske bliver så utålmodig, at han på et tidspunkt føjer bagerskills til sine lave-mad-skills.

Men i dag kan jeg godt tage en for holdet. Det er nemt at lave. Og så kan jeg selv få stenaldermadpakke med i morgen.

Metalfestival i mit hoved

Lørdag aften og et stykke af natten tilbragte jeg på Paletten, det lokale spillested, hvor jeg er frivillig. Der var metalfestival over to dage. Altså heavy metal. Altså virkelig bombastisk megamonstertung rock. Dødsmetal. Det er ikke den slags musik, jeg normalt hører, og jeg havde kun sat kryds i den vagt på vagtønskeskemaet inden sæsonstart, fordi den hører til i gruppen af svært besættelige vagter, og dem bliver vi bedt om også at sætte et par krydser ved. Det var ikke en særlig svær eller travl tjans, det er mest, fordi den varer til et godt stykke over midnat, den er lidt tungere at få besat.

Den havde jeg altså fået, og jeg mødte ind til aftenvagten klokken nitten, hvor vi afløste dagholdet i garderobe, indgang og barer. Allerede da jeg kom, var alt anderledes, end det plejer. Udenfor stod store flokke af hår, læder og nitter og røg og hyggede sig, og inde i foyeren faldt mit blik allerførst på et kranium på en lang til lejligheden opsat bardisk (“Lemmybaren” til minde om nyligt afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead) og så i øvrigt endnu flere sortklædte med gotisk print og meget hår.

Musikken var høj. HØJ. Jeg stod i bar, og det var en af den slags vagter, der ville være utænkelig uden ørepropper. Frivillige i salen skal faktisk altid bruge ørepropper, men der er arrangementer, hvor det er mindre nødvendigt. Det her var et, hvor det var meget nødvendigt. Jeg skiftede endda til et mere beskyttende sæt undervejs. Heavy er heavy på alle måder. Bandet, som spillede, da jeg startede min vagt, var svenskere og egentlig meget gode. Tungt, ja, men de havde fløjte med, og det mindede mig lidt om Jethro Tull. Hvis nogen af mine læsere kan huske dem fra omkring 1980. Ellers var det med stort, svingende langt hår, pels, læderforklæde og et udstyr, der ledte tanken hen på en smed eller slagter fra fantasyuniverser som Game of Thrones. Det viste sig, at de var i den milde ende af metalskalaen. Bandet, der kom bagefter, blev annonceret som satanisk bøllerock og hed Horned Almighty. Herefter blev det bare værre. Jeg behøver ikke høre mere growl i et stykke tid nu. Growl er den dyriske brølesangteknik, som dødsmetal er kendt for, hvor lyden kommer helt nede fra mavemusklerne. Lærte jeg. Af søde, søde publikummer, som hang ud i baren. Alle de på ydersiden farlige, sorte og nittede er nemlige vildt søde og rare på indersiden. På den måde var sådan en lørdag på udebane berigende kontrastfyldt. En anden ting, jeg bemærkede, var, at der ikke er mange klapsalver til heavy metal. Når man skal kaste sataniske hyldesthåndtegn med den ene hånd, er det svært at klappe. Så når man udtrykker sin begejstring efter numrene, foregår det ved at løfte en knyttet højre hånd med pege- og lillefinger strakt ud – og brøle sin hyldest ud.

Det store klimaks var det polske band Vader, som skulle gå på lige før midnat, og som vi alle sammen ventede på, forstod jeg. “Og de er rigtig gode!”, forsikrede en pige mig, da hun købte en øl. Hun glædede sig i hvert fald, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke overhovedet ikke høre forskel, er jeg nødt til at tilstå. Da de gik på, var jeg også så træt i hele min krop og i mit hoved, at bandets største kvalitet for mig at se var, at de var de sidste. Undskyld, Vader, men jeg kunne jo se, at der var dedikerede fans nok til jer den aften, uden at jeg behøvede at brøle med.

Jeg kom hjem kvart i tre om natten, og jeg kan ikke helt afgøre, hvilken slags metaltræthed, det er, jeg har lidt af lige siden. Om det er den konkrete lydpåvirkning fra metalmusikken, der har sat sig som en konstant tung hovedpine hos mig, eller det er min gamle krop, der er ved at øve influenzasymptomer med svimmelhed og ømme knogler. Jeg håber mest det første. At jeg bare ikke kan tåle metalrock. Metalfestival slutter vel hurtigere end influenzafestival.

Nå, men det kan vel ikke være ret meget bedre

 Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.


Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.

Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.

Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.

De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.

Ha’ en gylden lørdag.