De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”

Aftenmadssnak i sportsstjernernes tegn

Det sker tit. Samtalen stikker af i helt uforudsigelige retninger ved aftensmaden. I aften blev det om sport.

Idrætsmærker i folkeskolen i 1960-70’erne. Man opnåede dem ved at opfylde specifikke krav i kast, spring og løb. Jo bedre resultater, jo højere karat. Jeg har stadig de mærker, som jeg løb, sprang og kastede mig til som letfodet skolepige: bronze, sølv, gulv og sølv med emalje. Så nåede jeg ikke flere, fordi mine arme var for vattede til at kaste langt nok, og min rumpe blev for tung at få med over overliggeren i højdespring. Guld med emalje og den eftertragtede guldfakkel var og forblev uopnåelige. Men de andre fire sætter jeg pris på. Når jeg kommer i tanker om dem. I aften blev de fremvist.

Højdespring, Jesper Tørring og Fosbury Flop. Vi kom til at snakke om en af atletikdisciplinerne, højdespring, og om saksespring, væltespring og andre springteknikker og fandt et næsten fem minutter langt klip fra 1968, hvor Hans Grønfeldt interviewer en ung Jesper Tørring, der er gået i gang med at træne det nye Fosbury Flop og har opnået bemærkelsesværdige resultater. Fem minutter! Senere opfandt man de hurtige klip. Og for nu at være ordentligt orienteret, så vi lige en gennemgang af højdespringets udvikling gennem historien. Den kan man også lige snuppe.

Det var mest dét, vi snakkede om.

Samtalekøkken

Bare lige for at illustrere, hvor langt vi ofte når omkring, når vi spiser aftensmad, lister jeg op, hvad vi kom forbi i aftes. Altså bare de emner, jeg kan huske.

Ballon d’Or. Vi kom uheldigvis til at kalde til skafning lige på det tidspunkt, hvor kåringen fandt sted. Lasse tog det pænt.

Ricky Gervais. Noget med en aktuel udtalelse, han havde fået høvl for. Jeg var ikke helt med her.

Apocalypto og The Passion of the Christ. Film instrueret af Mel Gibson. Jeg var heller ikke helt med her.

En masse mere filmstof. Jeg var stadig ikke helt med.

Far til fire-film. Hvor mange der er lavet, hvilke skuespillere der har spillet Far og Onkel Anders, hvilke af filmene Morten har været med til at markedsføre for Scanbox. Jeg begyndte at være med, især da vi nåede til

Giacomo Campeotto, som har instrueret de to seneste Far til fire-film. Og han er jo søn af Ghita Nørby og Dario Campeotto.

Børn af kendispar som for eksempel Susse Wold og Erik Mørk. Og Lone Hertz og Stig Lommer. Jeg var stærk her.

Gennemgang af ting jeg er f****** ringe til. Det gælder film- og musikstof. Den del af samtalen var jeg med i.

Referat af Musikquizzen på P3, som jeg hørte sammen Laura søndag formiddag i bilen. Hun havde 10 rigtige, og jeg var f****** ringe.

Per Arnoldi. Hvem han er, hvad han har lavet og hvor selvtilfreds han er. Vi så klip fra Natholdet. Det her. Og det her.

Derefter sagde vi tak for mad og ryddede af.

Ting jeg ikke forudså ville blive sagt under julemiddagen

“Hvordan får man egentlig viklet plastik hele vejen rundt om de store læs halm på marken?

“Hvis jeg skulle være dranker, og jeg kun måtte vælge én ting, så ville jeg nok vælge gin-tonic”.

mandelgave2015

Årets mandelgave var blød og ikke-spiselig. Man kan derfor ikke sige, at ’mandelgaven er i Lene’, men man kan sige, at ’Lene er i mandelgaven’.

Tre vinkler på Carmina Burana

En aften før jul kom vi af en eller anden grund, som har fortonet sig i en uvis fortid, til at snakke om Carmina Burana over aftensmaden. Det havde vi tre fuldstændigt forskellige indgangsvinkler til.

Det var Morten som bragte emnet på bane, og jeg kan ikke huske hvorfor, men det var noget med en koncert med Carl Orffs store musikalske værk. Jeg gav mig straks i kast med en lang beretning om den romerske digter, som var den oprindelige forfatter af de latinske tekster (Den del går jeg let hen over her, for i dag har jeg googlet og fundet absolut intet, der underbygger min teori. De middelalderlatinske tekster er derimod samlet i Tyskland i 1200-tallet. Men jeg bidrog trods alt med en portion generel information om klassisk romersk digtning).

Mortens vinkel var som sagt det vældige orkesterværk, så han fandt det frem og begyndte at spille det for os andre. Lasse udbrød efter få toner: “Hey, det er X Factor!”

Og således blev vi alle tre beriget og lærte noget nyt den aften over maden.