hep

Uagtsom vits

Sommetider får hjernen vredet et elegant ordspil sammen, uden at den ved det. I går faldt snakken på netop det, og jeg kom i tanker en græskopgave, jeg skrev i gymnasiet.

Jeg var klassisksproglig student, derfor græsk.

Til den slags afleveringer havde vi både en original græsk tekst og den officielle danske oversættelse til rådighed, og en af delopgaverne var at gøre rede for, hvorfor oversætteren havde oversat netop sådan, selv om der ikke ordret stod det samme i originalteksten.

I den specifikke opgave, jeg tænker på her, stod der i den græske originaltekst blot noget med “Han vandt første gang … (i et eller andet hestevæddeløb)”, mens der i oversættelsen stod, at “Han høstede sine første laurbær ved …”.

Jeg kunne have svaret, at det var for at gøre teksten mere blomstrende og floromvunden, at det var for at sætte kolorit på. Men det jeg skrev var, at oversætteren havde ønsket at sætte mere krydderi på teksten.

Da jeg fik opgaven tilbage, havde min lærer sat et udråbstegn netop dér og noteret, at “En sådan vits fornøjer enhver, der sidder og retter opgaver!”. Først forstod jeg overhovedet ingenting af, hvad han mente. Vits? Hvad?

Men så: Aaaahh…! Laurbær. Krydderi.

Tøhø. Den er en lurendrejer, den hjerne.

Ordspil

Jeg er kommet i gang med at spille Wordfeud igen. Det kan godt være, det kun bliver for en kort tid, for der er egentlig ikke plads til flere tidsrøvere i min aktuelle verden. Ikke fordi mit liv som sådan er for kort eller jeg er for vigtig og betydningsfuld til tidsrøvere, men jeg har en anden vældig en i forvejen, som stjæler. I Candy Crush er jeg efterhånden nået til den absurd svimlende høje bane 935, og jeg ved ikke, om spillet nogensinde får ende; jeg kan i hvert fald ikke se den.

Men gode, gamle Wordfeud. Jeg havde helt glemt glæden ved at lægge velvalgte og elegante ord på strategiske placeringer og skovle point hjem. Og fornøjelsen ved at lade appen finde en dygtig modspiller, som giver igen med samme våben. Held er en stor del af det, – at få nogle gode bogstaver, som fungerer indbyrdes, og en spilleplade, der giver mulighed for at lægge dem, men udfordringen fra en modstander, der giver sig tid til at overveje og lægge brikkerne optimalt, udgør den anden del af fornøjelsen.

Jeg husker tydeligt, hvornår jeg downloadede Wordfeud første gang. Ved den traditionsrige julefrokost i gamle Silkeborgvenners lag anden juledag for fire år siden kom vi til at snakke om det der nye spil. Jeg havde nyanskaffet iPad i tasken og nyscoret kæreste i Viborg, og jeg vidste han var ordnørd som jeg, så jeg downloadede og udfordrede med det samme. Han var med på den og så spillede vi ord. Men ligegyldigt hvor meget jeg lagde bogstaver den aften, var der ikke én i selskabet, der spurgte, hvem jeg havde så travlt med at krydse ord med. Det ville jeg ellers rigtig gerne have fortalt om.

Krydsordsappen har hvilet nogle år nu. Den blev udkonkurreret af andre ting, men af en eller anden grund kom en af os – mig, tror jeg nok – til at genoptage den for nogle uger siden. Og nu er det sjovt et stykke tid. Morten vil ikke spille ord med mig mere, han gider ikke have bank, men random opponents er der heldigvis nok af.

Og 104 gode brikker at flytte med. Og tiden går helt af sig selv.

wordfeud

Ordtennis

Dem der laver informationstavlerne i Randers Regnskov har en fest. De formidler fakta om dyrene og jonglerer overskrifterne op til trætophøjder.

Regnskoven

Lyles flyvende hunde er nogle værre banditter. Man ser det i overskriften på lang afstand. Slemme dem. Man må hen og læse.

HUN VIL HA’ EN HÅNDVÆRKER. Rubrikken lokker til at læse om væverfuglene, hvor der stilles store krav til hannens evner til at bygge en holdbar rede.

HÆNG UD MED NATHOLDET. Her kan man kigge ind i den hule, hvor nataberne sover.

Det er sjovt. Jeg gad godt have været med på tekstholdet