Derfor gik jeg i stå

Noget af det, jeg har planer om at få ryddet op i, er otte sorte og hvide kasser med kontorting. Da vi flyttede ind, stuvede jeg dem alle sammen ind i et skab i kontoret sammen med en forfærdelig masse andre ting, det var vigtigt at få af vejen i de hektiske flyttedage i april. Mens jeg lossede kasser ind, sagde jeg sådan cirka konstant: “Jeg LOVER at rydde op i det her, jeg LOVER, at jeg nok skal få det gjort!!”. Og jeg mener det.

Kasserne har fulgt mig i mange år, og da jeg i sin tid systematiserede dem, var det en knaldgod ide og virkelig gennemført. De kunne stå fremme og se pæne ud, og det var nemt at finde, hvad vi skulle bruge, for de var – og er stadig – forsynet med skilte, der angav indholdet. Skriveting, Gavebånd, Plastiklommer, Kort og kuverter, Printer og CDer, Diverse, Lim-Tape-Clips, Blokke-Lup-Lommeregner. Det var overskueligt, vi var glade, og jeg var stolt.

Problemet er bare, at der ikke er ryddet op i dem i årevis, og nogle af dem indeholder forældede sager, som ingen nogensinde mere vil efterspørge. CDer med forældede computerprogrammer og styresystemer, for eksempel. Det er faktisk spild af god kasseplads. Så beslutningen om dybdegående sortering er taget for længst. Men tiden til det, ikk’ å? Og lysten til det, ikk’ å?

I dag tog jeg Kort og kuverter-kassen frem. Og fandt grønlandsk brevpapir fra 80’erne, noget Carl Larsson-kort, luftpostpapir, et checkhæfte fra en bank hvor jeg ikke længere er kunde, postkort og konvolutter købt i Sovjetunionen i 1985, postkort købt i Jugoslavien i 1984, et kort jeg selv har tegnet, andre kort jeg har været med til at lave, CD-konvolutter, julekort lavet af Mund- og Fodmalende Kunstnere i startfirserne, flag og klistermærker…

Så gik jeg lidt i stå.

Jeg lagde det hele ned i Kort-og-kuverter igen og besluttede tænke på det igen en anden dag.

I morgen tager jeg måske fat i Plastiklommer.

En fest med bid

I aftes og i nat var vores nye og på ingen måde færdigindrettede hus rammen om en 2 x 20 års fødselsdag. Lasse fyldte 20 for et par uger siden, og vi havde sagt ja til, at han holdt fødselsdagsfest sammen med en kammerat, der fyldte år i forgårs. De to har gået i samme klasse gennem de første syv år i folkeskolen og igen i gymnasiet, og det var netop gymnasieklassen, der var inviteret. Dermed var festen også en reunion. Mange af dem har ikke set hinanden siden sidste sommer, hvor de blev studenter.

Selv om Lasse er mit tredje barn, har jeg faktisk ikke lagt hus til mange fester. De steder, vi har boet, har ikke rigtigt egnet sig til at samle mange mennesker. Men det gør vores nye hus. Vi har en stor stue ud i et med køkkenet og med direkte udgang til terrasse og have, og så er der to toiletter. Vigtig detalje. Derudover har vi urimeligt mange stole og borde, så vi kan snildt have plads til for eksempel 26 unge.

Så sådan blev det.

Jeg var spændt. Egentlig mest på hvordan der ville se ud bagefter. Vi havde aftalt at gå i eksil hos nogle venner nogle timer om aftenen for alle parters skyld. Vi tog af sted, da jeg havde hentet de pizzaer, Lasse havde bestilt, og så kom vi hjem igen ved 23.30-tiden og listede op i soveværelset uden at forstyrre festen, som var i fuld gang, både inde og ude med høj musik, snak, dans og åben havedør. Jeg opgav at sove, men opnåede heldigvis på det helt rigtige tidspunkt et par timers frit Candy Crush-liv, så jeg havde underholdning, indtil vært og gæster tog ind til nattelivet i byen omkring klokken 2.

Vi var spændte, da vi stod op i dag, og selvfølgelig var der tydelige festspor i stuen og i haven. Duge der sejlede i væske, vildt mange tomme flasker og dåser, glas med sjatter stillet de særeste steder, glemte effekter og beskidte, klistrede gulve overalt. En enkelt havde brækket sig ude på fortovet, og det havde tilsyneladende været svært for de fleste at ramme askebægrene på terrassen.

Men de havde gjort en ihærdig indsats for at rydde op, inden de gik, og det meste var samlet sammen i to store sække med pizzarester, engangstallerkener, flasker og dåser, og det skal de have tak for. Huset kunne have været efterladt i langt, langt værre tilstand, og mit indtryk (mens jeg sad i sengen og spillede på iPaden) var, at de hyggede sig og havde en god fest.

Fordi den 20-årige havde levet op til vores forventninger om at holde festen under kontrol, og fordi vi ellers ikke ville få gjort rent før sidst på eftermiddagen, hvis vi skulle vente, til han stod op, lavede vi et omfattende rengøringsraid i morges. Oprydning, sortering af skrald og flasker, gulvvask i hele hytten. Vi var tilfredse med, hvordan det var gået. Og han er glad, fordi vi er tilfredse, og taknemmelig, fordi vi gjorde rent.

Samlet set var der ikke de store tab. Der var gået et enkelt vinglas, og vi har to festivalstole færre i dag end i går. Men det blev en lille smule sært, da vi gjorde klar til at spise morgenmad. Jeg kiggede forundret på osten, da jeg tog den ud af køleskabet og pakkede op. Først spekulerede jeg på, om nogen havde revet ost til et eller andet og kørt hele osten op og ned ad rivejernet. Indtil det gik op for mig, at en eller anden (med et meget regelmæssigt tandsæt) simpelt hen har taget store bidder af den.

Foreholdt den skamferede ost fortalte Lasse i dag, at han havde skældt voldsomt ud over netop den episode i nat. Sådan skal ingen behandle vores ost!

Gammel i nyt

Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.

Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.

Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.

Jeg er simpelt hen så lettet.

Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.

Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.

Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…

Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.

I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.

Lagt på plads

refleksion1

Så køn en dag det har været til at lade ting falde ind på deres rette hylder. Sol fra morgen, koldt og klart. Langsomme gøremål.

I den forløbne uge har der været fokus på Lauras afrejse til Stockholm. Det har været dejligt at have hende i Viborg de seneste dage, og samtidig har det været både mærkeligt og spændende at sende hende ud på nye eventyr i udlandet. I Sverige, som jeg holder så meget af, – landet og sproget. Hun skal studere, bo på kollegium, cykle i Stockholm, tale svensk, indtage en ukendt hovedstad. I dag har hun bevæget sig op gennem et svensk landskab, der var koldt og klart og fuldt af sol. Som her. Nu er hun fremme og sikkert i fuld gang med at suge de første indtryk af sin nye by.

Herhjemme har dagen været oprydningsdag på den langsomme måde. Vi har bidraget alle tre. Sovet længe, vågnet langsomt, vasket sengetøj, gjort rent, vasket gulve, nørdet med arbejdsopgaver og overspring, bagt boller. Fået hjemmet tilbage til hverdag. Ladet ting og tanker falde på plads. Reflekteret. En forsigtig tur ud i det kolde og klare med løbesko og lydbog. Langsomt.

Sidst på eftermiddagen, i sofaen i mørkningen med nybagte boller og tændte stearinlys, har mit største problem været, hvordan jeg kunne lytte til lydbog, øjenlæse papirbog og skrive samtidig. Det kunne jeg ikke.

Men jeg kan glæde mig over alt det, der er blevet lagt på plads i dag, i skabene og i mit hoved.

refleksion2

Nat og dag i tøj

I går var den dag, jeg skiftede mellem to slags tøj. Nattøj og løbetøj. Det første havde jeg på den halve dag, mens jeg sad i køkkenet og drev den af i en solstråle. Ud på eftermiddagen tog jeg det andet på og løbegik rundt om en sø nær mig. Hjemme igen kom det over mig, at jeg ville skaffe vores kælderrum noget orden, så vi ikke længere behøvede at krabbe os sidelæns rundt om vakkelvorne kassestabler og være uden reel mulighed for at få fat i noget i det fjerneste hjørne. Morten var væk hele dagen; først på jagt og så til noget irsk stuvning, kortenspil og rom, så jeg havde en glimrende mulighed for at bestemme alting selv. Skrue fortidens ABC-reoler sammen, stille på hylder og skaffe gulvplads. Med lydbog i ørerne, værktøj i hænderne og struktur i tankerne. Og løbetøj på. Stadig.

kaelderrum


Før

Det var svært tilfredsstillende. Og faktisk hyggeligt også. Jeg er stolt over mit værk og pudser stadig glorie. Det passede lige med, at bagefter ville Morten gerne reddes fra mere rom, og da jeg nu stadig var i spandex – eller hvad mit elastiske sportstøj er lavet af – monterede jeg resten af udstyret og løb de to kilometer ud og hentede ham og bilen. At notere to træninger på samme dag var bestemt ikke mindre tilfredsstillende end at trylle kælderrum i rette vinkler. Bagefter tog jeg et bad og hældte mig i stribet pyjamas igen. Fremragende koncept.

I dag har jeg – udover en lang formiddag i nattøj – også haft almindeligt dagtøj på. Har været udenfor i almindelige ærinder flere gange. Blandt andet på biblioteket for at hente Donna Tartts Stillidsen som lydbog. Jeg har været i gang med papirudgaven ad flere omgange, men har måttet erkende, at det simpelt hen ikke går med analoge murstensromaner og mig længere. Så jeg blev så glad, da jeg opdagede, at nogen har indlæst den, og at det heldigvis ikke er Ann-Britt Mathisen, som var ved at slå min lytning af en anden Tartt-roman, Den lille ven, aldeles ihjel. Denne her oplæser hedder Mikkel Hansen, og det er ikke håndboldspilleren, hvilket jo er godt, eftersom jeg ikke rigtigt kan forestille mig at høre på ham en hel bog igennem. Mindre godt er det, at jeg ved sniglytning af bogens start hørte oplæser-Mikkel udtale dens titel som ’stillissen’ – med tryk på ’lis’. Hmm. Det kan blive 37 lange timer i hans selskab.

Men jeg er nok nødt til at glæde mig lidt alligevel.

Stillidsen