Oh gavl, oh østergavl

Overskriften er en linje fra et af Niels Hausgaards stille mesterværker, en hyldest til, ja, en gavl. Jeg har forsøgt at finde den korrekte linje i den rette sammenhæng, men det lykkedes mig ikke. Det gør ikke så meget, for teksten er bare mit stikord til at vende mig mod vores egen østgavl. Vores rækkehus har facade mod nord og mod syd, og vores gavl – for vores er det ene af de to huse i rækken, der faktisk har en gavl – vender mod øst. Det er en helt vinduesløs gavl. Skal vi kigge mod øst, må vi have hovedet helt udenfor, og det gør vi som regel først, når vi decideret skal ud af huset og af sted. Derfor er det først på det tidspunkt, vi rigtigt får lejlighed til at kigge på østhimlen. Sommetider bliver vi overvældede. Det var det, jeg blev i går morges, da jeg gik over til carporten. Sikke en himmel. Øjeblikket efter var den forandret, og senere silede regnen ned.

Og dermed kommer jeg til mit egentlige ærinde. For jeg vil såmænd bare fortælle, at selvom regnen også silede ned i lørdags, fik vi faktisk fældet de to ahorntræer i kolonihaven. Det gik overraskende hurtigt, både med fældning, opsavning og oprydning, og jeg husker ikke engang, at vi blev særligt våde. Måske var der ophold i regnen, netop mens vi savede og bar, jeg ved det ikke. Se lige i denne lille film, hvor godt og dygtigt de to venner her nedlægger træer sammen. Det var det sidste af de to træer, med forsnit, hovedsnit og vætning i den rigtige retning. Det var helt efter bogen, og den brug- og brændbare del af træet har stablet sig sammen for at vente på tørre tider.