På falderebet

Som man siger. Ved I, hvad et faldereb er? Det er en trappe, man hænger på ydersiden af et skib, så man kan gå om bord eller fra borde. Skibet hedder 2016, og vi er ved at sætte foden ned på kajen.

Indtil videre sidder jeg nu bare i sofaen og føler mig virkelig, virkelig voksen, fordi alt er under kontrol og kun venter på at blive eksekveret. Jeg skal i bad – var ude at løbe fem kilometer i formiddags (nævner jeg helt tilfældigt), og alt hvad vi skal have med til nytårsaften, skal bare pakkes sammen og ned i bilen. Vi har desserten med, og den har alle muligheder for at blive glamourøs. Blandt de ingredienser vi har haft mellem hænderne er en liter vodka og to rødbeder. Da jeg for lidt siden ringede og ønskede mine to ældste godt nytår, så vi ikke behøver at kæmpe med overbelastede sms-netværk i nat, og jeg beskrev desserten med så få ord jeg kunne (hvilket vil sige tyve-tredive stykker), var de begge to stille et halvt sekund, inden de sagde …wuåååw eller …hold da op! Hvis jeg husker at tage billeder i aften, kan det være jeg i morgen beriger en læserskare på kvalmestadiet med fotos og fremgangsmåde.

Her er altså fredeligt. Morten var tidligt oppe og tager nu en førfestlur. Lasse er lige stået op og dermed klar til at feste hele natten med sine venner og bagefter trimle hjem i seng her i midtbylejligheden. Vi andre kan også spadsere hjem fra vores fest. Det er i hvert fald ikke afstandens skyld, hvis vi ikke kan.

Jeg gad vide, hvordan konditionerne er om et år. Sofaen står i hvert fald et andet sted. I et hus omkring fire kilometer sydpå fra, hvor jeg sidder nu. Lasse er sandsynligvis flyttet hjemmefra og måske lige stået op i en helt anden by. Måske diskuterer vi med et 14-årigt pigebarn, der vil til nytårsfest i alt for lidt tøj sammen med nogle venner, vi ikke kender. Måske vil vi hellere sidde hjemme og åbne champagnen klokken 23 for at være sikker på at nå at få den drukket (faktisk havde jeg et af mit livs fineste nytårsaftener på den måde for tyve år siden). Måske er vi blevet helt usandsynligt rige. Eller tynde. Måske har jeg prøvet at flyve i ballon. Måske alt muligt andet, som jeg ikke kan forudse. Om et år ved vi det.

I dag hviler vi i det, vi er i netop nu. Og i aften fester vi.

Godt nytår!

2016 var også

Året hvor jeg tog form som en Kählervase. Hvis jeg tog en hvid kjole med brede guldstriber på, ville man ikke kunne se forskel på mig og jubilæumsvasen fra forrige år.
Men hey – ingen andre end jeg selv bekymrer sig tilsyneladende om min vægt, så det drejer sig egentlig bare om at anskaffe en stor nok stribet kjole.

Året hvor jeg løb 266 kilometer. Mere end sidste år, mindre end næste år.
Og hey – så rendte jeg ikke i vejen for nogen.

Året hvor jeg spildte et helt års parkeringslicens til Viborg midtby, fordi nogle tåber to uger inde i året skar mine dæk op, så jeg ikke siden har turdet parkere så meget som et sekund mere nede i parkeringskælderen. Farvel, 1250 kroner til ingen nytte.
Men hey – om tre måneder flytter vi i hus med dobbelt carport, så jeg skal end ikke overveje at købe parkering fra nu af.

Året hvor jeg indkasserede en parkeringsbøde (tyve meter fra parkeringspladser, jeg har licens til!!) og en fartbøde.
Men hey – jeg kunne sagtens have fået flere bøder, hvis jeg var blevet opdaget.

Året hvor jeg udgav 137 blogindlæg og overvejede at sætte mig for at skrive et dagligt indlæg hele næste år. Det bliver ved overvejelsen, for allerede på fredag og tre dage frem ved jeg, at jeg ikke får det gjort, fordi jeg er i Landet Uden Internet ( = hos min mor).
Og hey – alle vil hellere læse noget, jeg har lyst til at skrive, end noget jeg skal skrive.

Året hvor der skete så meget andet. Præcis som de fleste år.

Den første bid af 2016 i små bidder

Små bidder, fordi det er hvad mit system kan. Det er lidt sart i dag, mit system. Ikke fordi jeg som sådan er smadret, bare lidt brugt og lidt træt. Vi gjorde det jo godt i aftes, var både kloge, smukke og sjove. Da vi talte de tomme flasker sammen i formiddags og sammenlignede deres antal med det antal personer med licens til at drikke alkohol, vi var i aftes, virkede det rimeligt, at nogle af os knapt var så kvikke og skarpe, som før vi sov. Jeg har sovet godt, men var noget tør i munden, da jeg vågnede, så jeg gætter på, at jeg bare har ligget ubevægelig og gabt lige op i luften i seks timer.

På den måde er denne første januar meget gennemsnitlig. Alt er som det skal være, og når det er på baggrund af en kanonhyggelig og god nytårsaften i supergodt selskab, er der ikke noget at beklage sig over.

Vi er kommet hjem, har pakket ud, nurset sofaen, læst avis, set Den hundredårige som kravlede ud af vinduet og forsvandt (fortrinlig vi-stener-på-sofaen-film), hentet junkfood fra Burger King, set Bedrag på DR1, og det var i store træk dagen. Som er tæt på at være slut. Her.

Det bliver ikke i dag, jeg laver et sprudlende tilbageblik på 2015. Der er heller ingen nytårsforsætter at opremse. Det er der aldrig. Jeg synes det er tosset at plage sig selv med at ville lægge forandringerne lige præcis ved nytåret. Man kan lægge om hele året, og for mig fungerer det meget bedre med midtimartsforsætter eller oktoberforsætter. Mind mig om det midt i marts.

Noget af det bedste ved i dag er, at det er lørdag i morgen. Der har jeg tænkt mig at tænke lidt mere end i dag. Det skal nok blive godt.

Ligesom hele 2016 selvfølgelig bliver.

Godt nytår, som man siger.

Forsætligt

Jeg laver aldrig nytårsforsætter. Så enkelt er det.

Der er ingen grund til det. Man kan ændre sit liv – eller mindre ting – på et hvilket som helst andet tidspunkt af året. Midt i marts, for eksempel. Eller til pinse. Eller lige efter den nationale flagdag.

Hvis man lægger ud med en hel masse gode og mere eller mindre umulige forsætter fra starten af januar, er der større sandsynlighed for, at man er ked af det i slutningen af januar. Januar er i forvejen lang. Men tænk så at trække den endnu længere ud ved at pine sig med diæter og må-ikke og lad-være-med og en masse andre askeser. Ja, jeg gider ikke.

En enkelt gang syntes jeg, at jeg ville prøve at sætte mig noget for ved nytår. Jeg ville være mild og god. Det faldt sikkert allerede til jorden under oprydningen efter nytårsfesten. Eller få dage efter. Jeg husker det ikke, for det var ikke vigtigt.

I øvrigt skal man aldrig ændre mere end én ting ad gangen, uanset om det er januar eller juli. Ikke holde op med at ryge OG spise sundere OG motionere mere OG sætte sig ind i EU-traktaten samtidig. Det er dømt til at mislykkes. Og der er ingen grund til at invitere nederlaget indenfor med en skriftlig invitation.

Så vil jeg egentlig hellere gøre med målsætninger og livsstilsændringer, som jeg tit gør med to-do-lister: Gøre tingen først, dernæst skrive det på listen og straks sætte flueben.

Ja, det er da bare små tips til øget velvære.

Men altså, det er med vilje, ingen har hørt mig synge skønsange om alt det, jeg vil gøre. Og det er derfor, jeg ikke har været ude at løbe endnu, og derfor jeg stadig spiser Quality Street og vaniljekranse. Det skulle jo nødigt se ud, som om jeg har nytårsforsætter.

Knallerter!

Jeg har holdt mandtal, tjekket med hele min flok og med tilfredshed konstateret, at alle har alle lemmer og sanser i behold og er uden nævneværdige tømmermænd.

På torvet i nat var nogle af os tæt på at komme på tværs af noget voldsomt knaldfyrværkeri, som en gruppe unge hjernedøde knallerter kastede i vores retning. Heldigvis sprængte det nogle meter fra os – og ikke os – og efterlod os ’bare’ med ringen for ørerne og prædikatet “gamle røvhuller med rynker”, da vi forskrækkede råbte deres uansvarlighed i ansigtet på dem.

Således kan vi konstatere, at vi er kommet godt ind i et endnu et år, og at den største skade er forvoldt af nogle mere harmløse knallerter. Dem man trækker i, så det siger bang, og man får en lille kinesisk plastikdims, et ordsprog og en krone af silkepapir. Kronen lå champagnevædet natten over på et sofabord, der i langvarig mangel på sæbeskuring sukkede efter væde og lykkeligt sugede til sig. Måske bliver 2014 året, hvor bordet alligevel skal slibes ned og behandles med sæbe eller maling eller noget.

IMG_5157

Et andet bord – mit arbejdsbord – fik en uventet makeover på årets første dag. Den Dynamiske Duo trængte til at holde sig i gang og rådede bod på min flere år gamle nærighed. For tynd spånplade, for spinkle ben, for korte skruer. Længe har der drysset skruer ud, og kun det faktum, at der er hele seks ben, har holdt det stående, men bestemt ikke i ro. I dag blev det klodset op og fik længere skruer og større stabilitet. Tak, Batman og Robin.

IMG_5150

IMG_5156

Ellers sker der absolut ingenting i dag. Det er rart.