Ja tak
“Har vi lyst til at grille mine jatak-kongerejer med nye kartofler til?”, spurgte jeg Morten i en sms midt på eftermiddagen. Det er cirka det tidspunkt, vi ofte får vendt, hvem der tager ansvar for aftensmaden. Lige så tit er der radiotavshed, og så må vi improvisere, når vi begge er kommet hjem. Vi er aldrig blevet sådan helt gode til at få taget madplaner alvorligt.
I dag følte jeg lidt, det var min tur, for i går modtog jeg ved samme tid en besked med ordlyden “Jeg skal nok fikse maden i dag”, og den førte til lækker squashsuppe med rødspætteruller. Jeg var ikke presset i forhold til, at det skulle være lækkert, bare at det skulle være.
Svaret på det indledende spørgsmål var selvfølgelig … ja tak.
For nogle uger siden sprang jeg på et af de tilbud, hvor en butik på sin Facebookside udbyder et begrænset parti et-eller-andet til en favorabel pris. Man skriver ja tak i en kommentar og angiver, hvor mange man gerne vil hente i butikken – og det gør man så. Hvis det for eksempel er en stor pose store rejer, og man er mig, smider man dem i fryseren til en passende lejlighed.
I dag.
Omkring kolonihaven og grave en passende mængde kartofler op, og så lige røre en dip af creme fraiche, mayonnaise, hvidløg, salt og peber, lidt Dijonnaise og citronsaft, sætte en anden til at grille, – så er aftensmaden fikset.
Så fejrede vi med et glas vin, at vi kunne spise på terrassen. Det må man gerne på en tirsdag aften, der er den anden vellykkede arbejdsdag efter sommerferien.
Ja tak til det.
