Hørekabler for tilbagestående

Der er store udfordringer forbundet med at være glad for noget, man har haft længe og er groet lidt sammen med. Især når der skal skaffes reservedele. Toyotaen er et eksempel. Jeg har været ude for, at både motorhjelm og den bageste siderude var udgået af produktion, da jeg skulle have dem skiftet, så mekanikeren måtte finde en donor.

Nu er det min Nokia, der kæmper. Polstringen er faldet af den ene ørepløk på mit headset. Den ligger enten et sted i min taske, på Kreta eller inde i mit øre. Nu er det sådan, at Nokias gamle telefoner som stort set de eneste i verden bruger microjackstik i stedet for minijack, så jeg kunne ikke bare bruge et af de andre sæt, jeg har.

IMG_5008

Så fandt jeg et til 49 kroner i en webshop. Fint. For at fragten ikke blev så voldsom en procentdel af prisen, bestilte jeg også en oplader til bilen. Desværre fik jeg kun opladeren, for det jeg egentlig gik efter, headsettet, var out of stock. Det havde jeg ikke set. Så jeg fik en oplader for 49 kroner plus 29 kroners fragt. Leverandøren kan ikke sige noget om, hvornår man kan levere. Jeg tror: Aldrig.

IMG_5004

Så kunne jeg da bare købe en microjack-han-til-minijack-hun-konverterdims. Den kostede 15 kroner og en porto på 8 og kom i en kuvert dagen efter. Der kom faktisk to. Det var sikkert en fejl, men det er underordnet, for de dur ikke. Dels er det lidt træls, at det stikker langt ud til siden, dels – og værre – at lyden er lort. Lidt som at høre udsendte journalister stå ude i en orkan ved Storebæltsbroen med en mikrofon uden pels: en slem susen hen over det, der bliver sagt.

IMG_5007

Jeg er nok bare tilbage ved én polstret og én nøgen ørepløk.

Men nu har jeg også en oplader i bilen. Den bli’r jeg glad for. Det vil jeg være. Den har kostet 101 kroner, og jeg havde egentlig ikke brug for den.

Jeg har fået tvillinger

IMG_4331

Siden min ven Nokia tog et hovedspring ned på betongulvet, har den ikke været sig selv. Efter et stykke tid, hvor den mange gange dagligt skulle mindes om, hvem den var, accepterede den efterhånden sit simkort og krævede ikke længere genstart en gang i timen. Men alle mine lydbøger og billeder var raslet ud på gulvet og lod sig ikke samle sammen. Jeg havde kontakter og beskeder intakte, men ellers var den blank, og jeg var jo begyndt at tænke hvilken smartphone, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til at bruge penge på dét lige nu.

Så skete der det, at der på min fødselsdagsmorgen var en pakke, der blev omtalt som “sådan en lidt sjov sidste-øjeblikspåfund-ekstrating”.

Jeg pakkede en Nokiaæske ud, som indeholdt…. min telefon? Jeg måtte lige hen og kigge i min taske for at se, om Morten havde nolet den og pakket ind i nattens løb, uden at jeg havde set det. Men den var der.

Hvad?!?

Så var det en, han havde fundet i en pose med brugte, aflagte mobiltelefoner (Nogen har aflagt en E66..!!) på kontoret og handlet sig til.

Fedest. En telefon, jeg kender, som ikke kostede mig noget, og som nu efterhånden er indstillet på præcis samme måde som den gamle, og som vel at mærke har forbindelse til sin hukommelse.

Heldige mig! Nu har jeg endda både ekstra batteri og hukommelseskort på mit reservedelslager.

Kunne man forestille sig, at nogen fandt en aflagt rustfri Toyota Carina stationcar model et eller andet fra midt i 90’erne i en pose et sted?

De skrøbelige gamle

Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.

Men.

Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.

Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.

Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.

Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.