Memory Lane ligger på Mors

Morstur

Da svigermor blev 80 år i juli, fyldte gaven fra hendes børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn ikke meget på gavebordet. Til gengæld fyldte den i går en hel oktobersøndag ud, og jeg håber, den stadig fylder svigermors hoved med tanker og glæde og bliver ved med det et godt stykke tid endnu.

Jeg tror det.

Hun så i hvert fald glad – og meget træt – ud, da vi sagde farvel til hende i går.

Hun fik en udflugt i gave. En udflugt tilbage til hendes barndoms- og ungdomsland. I en stor bus med plads til hele familien, på den dag hvor flest mulige familiemedlemmer kunne deltage. Med fire børn, en stor flok børnebørn, hele otte oldebørn og tilkomne koner, mænd og kærester kan det blive til en hel del.

Barndommens land er Mors, og i går kørte bussen med svigersønnen ved rattet – han er buschauffør – over Sallingsundbroen til en rejse, hvor historier blev fortalt, minder vækket til live, tidlige oplevelser fisket frem fra glemte hjørner, spørgsmål blev besvaret, levet liv sat i perspektiv og tråde bundet sammen, mens snakken gik mellem brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner, børnebørn og bedsteforældre, svogre og svigerinder.

Hun genså steder, hvor hun havde boet, gået i skole, hvor forældre og bedsteforældre havde boet, kirken hvor hun var både døbt, konfirmeret og viet, og hvor den samme præst havde viet ni ud af ti i hendes søskendeflok, steder hvor hun havde haft sin gang. Vi lagde en gravkrans på forældrenes gravsted og kom ud i mange kroge af en tid, der ligger halvtreds-tres år og endnu længere tilbage, og også hendes fire børn fik synkroniseret og lagt nye lag på deres erindringer fra barndomsbesøg hos bedsteforældrene på Mors, og de af os der ikke genetisk delte minderne, blev klogere på mange ting.

Det var sådan en god dag. Oktober viste sig fra sin smukkeste side, det samme gjorde Sydmors, og svigermor fik ud over gensynet med hjemstavnen en dejlig dag sammen med sin flok, efterkommerne, familien, alle dem, som ikke ville have været der uden hende.

“Nu skal jeg hjem og fordøje det hele”, sagde hun, da jeg sagde farvel. Det forlyder, at hun var meget tilfreds og meget træt, da hun blev afleveret på plejehjemmet. Udover de fysiske anstrengelser ved at være af sted en hel dag som 80-årig må det virkelig også sætte mange tanker i gang at få blæst gensyn og minder i hovedet en hel dag og få vækket erindringer, som hun garanteret havde glemt. Men hvor er jeg glad for, at hun fik den oplevelse.

Når det regner på Mors. Og på mor

– Vi har aldrig nogensinde oplevet så store mængder vand. Og jeg har da været her i over 30 år.

Det siger administrende direktør Jesper Overgaard fra Blomsterparken Jesperhus på Mors, der lørdag aften blev ramt af et meget voldsomt skybrud, der satte hele parken under vand.

Sådan skriver de på TV2s Nyheder.

Narh, direktøren har nok ikke oplevet noget lignende, men engang var han tæt på, og jeg sidder på min tredjesal med et stille gys af glæde over, at jeg ikke er en af de 2500 gæster på campingpladsen, som har skullet gå i vand til knæene.

Engang flygtede jeg fra det, og meldingerne om skybruddet i går fik mig til at gå i arkiverne og finde mit masseproducerede julebrev fra 2004, hvor følgende afsnit beskriver det års sommerferie:

Sommerferien blev ikke en af dem, der går ind på succesernes top 10. Det var rigtig dårligt vejr, var det, men som bekendt skal man ikke skyde skylden for en dårlig ferie på vejret. Det var imidlertid en sætning, som var svær at holde fast i, da vi sad i teltet efter tre dage i strid blæst i Jesperhus med en vejrudsigt, der lovede nye nedbørsrekorder, koncentreret i Nordjylland. Ungerne havde en fin ferie, men jeg har nok sjældent følt mig så voksenalene, og jeg tog en principbeslutning: jeg pakkede børn og telt sammen og kørte hjem. Aldrig mere camping alene med ungerne, lovede jeg mig selv og blev bestyrket i, at min tid som teltligger var ovre, da jeg konstaterede, at jeg efter stormen stod med en flækket teltstang, en revnet pose til stænger og en bortblæst pløkpose (ja, den sidste stod jeg så ikke med…!)

Jeg fik oprejsning senere, da jeg havde repareret teltet, og jeg har haft mange lykkelige teltligninger siden, men jeg har lykkeligvis undgået en lignende flugt med 20 kg vådt telt i tagboksen. Jeg føler med campinggæsterne i Nykøbing.