hep

Der er kun mysli til én …

Nytårsaften kom der sandheder frem.

Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?

For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.

Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.

Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.

Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”

Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.

Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.

Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.

 

Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.

Øllebrød

oellebroed

Det er mange år siden, jeg har spist øllebrød. I dag fik jeg det på arbejde. Forhistorien er, at der var blevet pisket alt for meget flødeskum i går, da en kollega gav varm chokolade og lune boller, fordi han havde fået ny ovn derhjemme og havde forbagt sig. En anden kollega havde så sagt, at hun havde øllebrød hjemme i sin fryser (hvordan egentlig?), og skulle vi så ikke..? Det havde der været stor opbakning til, forstod jeg.

Jeg hørte først om det i dag og var sådan set ikke helt oppe at ringe over det. Nogle synes, øllebrød er dessertdelikat; jeg synes bare, det er noget, som folk på landet har spist til morgenmad de sidste femhundrede år. For eksempel tror jeg ikke, der har været mange dage i min mors 90-årige liv, hvor hun ikke har fået øllebrød om morgenen. Hun spiser stadig øllebrød hver morgen ved 7-tiden, og hun laver det selv. I virkeligheden er øllebrød nok hendes tilværelses lim, det der holder hende i live og i gang, det der gør at hun stadig kan huske at betjene komfurets knapper, det der cementerer hendes daglige rutiner, for hver aften, inden hun går i seng, er det en fast rutine at ’sætte i blød til øllebrød’, og så koger hun det om morgenen. Jeg er vokset op med øllebrød som det vigtige morgenmåltid til det arbejdende folk.

Så jeg ved jo nok.

Det gør de fleste af mine kolleger også, viste det sig, da vi sad med den dampende gryde og de dybe tallerkener, flødeskummet og mælken i formiddags i kaffepausen.

Det er bare noget andet, de ved.

Faktisk er der utrolig mange forskellige måder at servere øllebrød på, lød det til. En har fået det som aftensmad som dreng – med ostemadder til! En anden plejede at spise det med pisket æg og sukker hældt ud over i stedet for mælk – hun spiste ikke noget i dag, fordi der ikke var æggesnaps. Nogen mente, der var for lidt sukker i. Og nogen synes, der hører snaps til.

For mit eget vedkommende var der det fuldstændigt forkerte ved dagens øllebrød, at det var lavet af fuldkornsrugbrød. Kerner i øllebrød!?! Det er jo skrupforkert, øllebrød er renset og støvsuget for kerner. Det er lavet af mørkt rugbrød, og færdig med det. Og hvor kommer flødeskumsforestillingen fra? Øllebrød spises med sødmælk, og hvis det går højt, piskefløde. Så meget ved jeg da.

Men man skal jo ikke sige ad til mad uden at have smagt det, så jeg tog også en portion. Bagom kerner og skum smagte det helt godt. Men det ER altså stadig bare morgenmad.

Budapest kulinarisk

Skal I lige følge med på en tur rundt i Budapest i vores kulinariske fodspor? Jeg lover, det bliver hurtigt. Måske kommer I selv til byen engang og vil gerne puffes i retning af gode oplevelser.

Kom, så går vi.

Morgenmaden.
Den første morgen insisterede Laura på, at vi skulle spise morgenmad på, hvad hun kaldte verdens bedste bagelsted. I sommer havde hun spist en fantastisk bagel med gedeost fra Budapest Bägel, Baross utca 4, og den oplevelse skulle jeg også have. Desværre havde de ikke gedeost den dag, men bagelen med parmaskinke var supergod. Og det var lunt nok til, at vi kunne sidde på bænken udenfor og spise. Det er nemlig mest et take away-sted.

Anden dag gik vi hen på Csiga Cafe, Vásár utca 2. Det var lørdag, og de lokale mødtes til halvsen brunch. Der var god stemning og et rart miljø. Lækre omeletter og friskpresset juice.

Csiga

Sidste morgenmad spiste vi på Spinoza i Dob utca 15 i det jødiske kvarter, hvor vi boede. Billigt, hyggeligt, godt. Scrambled egg til mig, french toast til min ledsager.

Spinoza

Frokosten.
Lækkerlækker hummus og falaffel spiste vi på Hummus Bar, som findes flere steder i byen, denne her var på Wesselényi utca 14 i det jødiske kvarter.

HummusBar

Kagerne.
Den første dag kom vi til at spise kage til aftensmad. Det var fordi vi havde spist hummus og falaffel så sent på eftermiddagen, at vi ikke nåede at blive rigtigt sultne igen. Kun en lillebitte smule lækkersultne. Og så gik vi lige forbi Veryberry i Zrínyi utca 12. Og så gik vi tilbage og gik ind. Jeg fik et stykke Dobostorta, som enhver ungarsk kageudbyder har på kortet. Den er opfundet af en østrigsk konditor, Josef Dobos, og består af ni ekstra tynde lagkagelag lagt sammen med chokoladesmørcreme og en hård karamelglasur på toppen. Jeg kan ikke huske, hvad Laura fik, kun at det vist var lyserødt.

Man skal også huske at gå på et af de gamle berømte konditorier. Vi nappede Gerbeaud, Vörösmarty tér 7-8. Flotte lysekroner, draperede gardiner og spektakulære kager. Vi valgte en Emil Gerbeaud’s Legacy og en Royal Chocolate. De kostede begge en god ’halvtreller’, så man skal være både nærig og kalorieforskrækket for ikke at unde sig selv den oplevelse. Ellers kan man bare nappe et stort glas hjemmelavet limonade til for lige at pifte det op med noget sundt.

Gerbeaud

Aftensmaden.
Laura og Simon var på Véndiák Étterem på Egyetem tér 5 i sommer, og hun syntes, at hun og jeg skulle spise der. Det var en god ide. Dejlig and.

Véndiák

Og så var der clou’et. Det som vi hjemmefra havde været stensikre på, at vi ville gøre. Spise på en Michelinrestaurant. Der er tre restauranter i Budapest, som har opnået en Michelinstjerne. Onyx er den fineste og dyreste, Costes er den midt i mellem og den første som fik en stjerne, og Borkonyha er den afslappede og den billigste af dem. Adressen er Sas utca 3, og det var den vi valgte. Laura ringede onsdag aften og bestilte bord til lørdag, altså bare tre dage før. Klokken 18 skulle vi være der, og 19.45 skulle vi være ude igen. Men det gik fint med tiden, vi lod bare tjenerskabet styre, at vi nåede det hele. Og det var ganske enkelt supergodt. Der var a la carte, og så var der dagens retter på tavlen: to forretter, en suppe og fire hovedretter. Vi valgte begge to perlehøne med linser til forret og kanin med græskar til hovedret, og så lod vi tjeneren vælge den rigtige henholdsvis hvid- og rødvin til begge retter, et glas til hver. Til desserten valgte vi forskelligt, og der er kun ét at sige om det hele: Det. Smagte. Fantastisk. Og så kostede det bare 388 kroner for hver af os. Alt inklusiv. Så det siger sig selv, det er forbudt at lade være med at spise sådan et sted, hvis man er i Budapest.

Borkonyha

Men ellers er der ingen tvang. Og nu er turen slut. Velbekomme.

Nåjo. Download den app, der hedder Budapest. Den fungerer offline med kort og beskrivelser af snart sagt alt. Den brugte vi virkelig meget.

app

Glad gevinst

 

Dalsgaard5

Sommetider dumper der uventede oplevelser ned i ens hænder. Karen Dalsgaard, som driver en Bed&Breakfast i Skivholme mellem Silkeborg og Aarhus og skriver bloggen Dalsgaard i Skivholme, lavede i anledning af blogindlæg nummer 1000 en konkurrence og udloddede en overnatning med morgenmad på sin B&B. Jeg læser fast med og smed et par lodder i puljen. Selv om jeg bor kun 50 km fra Skivholme og arbejder ti km derfra, kunne det jo sagtens være en eksotisk oplevelse alligevel.

Og hep, så vandt jeg!

I fredags indløste vi præmien. Da jeg fik fri fra arbejde, kørte jeg til Dalsgaard og checkede ind. Eller… det lyder så hotelagtigt formelt. I virkeligheden var det bare at køre ind og sige goddag til Karen, bese herlighederne, lige få gennemgået faciliteterne og aftale, hvornår vi gerne ville have morgenmad næste dag. Det var sjovt. Et strejf af mærkeligt. Som når man kender nogen uden at kende dem. Som når man plejer at køre i bus med nogen og pludselig møder dem et helt andet sted. Jeg kender Karen fra hendes blog. Pludselig var hun tredimensionel og virkelig. Og det samme var jeg. Måske havde hun det på samme måde med min fremtoning.

Derefter kørte jeg til Aarhus, hvor Morten arbejder i disse sommeruger. Vi drev rundt og turistede den, drak øl ved åen, var i det nyindviede DOKK1 ved Europaplads, der huser bibliotek og borgerservice og en masse andre faciliteter. Det er et virkelig spændende sted, som jeg varmt kan anbefale at besøge. Hvis jeg boede i byen, ville jeg være der tit, læse avis, læse bøger, skrive en bog selv, måske.

Vi spiste os trimlemætte i moules marinières på Restaurant Latin i Klostergade. Det kan jeg også anbefale. Og så kørte vi mod Skivholme. Vi var trætte efter en lang arbejdsuge, men gik en lille tur ud og kiggede på de nære og kønne omgivelser. Bare ned til bækken, altså, inden vi drak et glas rødvin og væltede i seng i det rosa værelse.

Vi sov.

Og sov.

Og sov.

Godt og længe, lige til Karen vækkede os og sagde, at der var morgenmad. Vi havde intet hørt. Men der var dækket op i stuen med kaffe og juice, tre slags hjemmebagte boller, hjemmelavet marmelade og lækre oste. Og så sad vi i hjørnet og kiggede ud over haven og markerne og nød solens spil i træernes løv.

Dalsgaard2

Karen kom over, og vi snakkede længe. For det er en del af oplevelsen. Bed and breakfast, når det er bedst, er som at bo på hotel i private omgivelser. Vi fik stedets historie, værternes historie, snak om fortid og nutid, omgivelserne. Det var hyggeligt.

Dalsgaard3

Inden vi tjekkede ud, kiggede vi på staudehaven og gik en tur op på den stejle mark ovenfor gården, som de kalder Østrig. Herfra ser man viden om, og nedenfor ligger Dalsgaard og luner sig mellem vejsving og bakker, parat til at tage imod gæster.

Dalsgaard4

B&B’en ligger i en af længerne i en ombygget kostald med to værelser, det rosa og det blå, og en fælles stue fyldt med mormormøbler og loppefund. Det er så fint, og jeg er rigtig glad for, at det var mit navn, der blev trukket op af hatten.

Sådan et ophold på Dalsgaard, dét kan jeg godt anbefale.

Morgenfryd

morgenavis

Jeg elsker det her. Kaffe, avis, langsom morgenmad, solindfald, ro, fordybelse, samtale. Det er den væsentlige grund til, at jeg beholder mit helligdagspapirPolitikenabonnement. Søndagsavis og længesidden ved spisebordet er en grundlæggende del af mig, af mit system, af hvad jeg synes jeg har ret til. Ikke at jeg hver søndag får læst avisen grundigt, men jeg har muligheden, og jeg gør det, hvis omstændighederne flasker sig, og den skal være der. I dag er den en ekstra torsdagsgave.

Nu skal jeg lige have en kop kaffe og et par siders tryksværte mere, og så skal jeg ud og grave i kolonihaven, med lydbog i ørerne.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg rammer direkte ned i et let definerbart befolkningssegment.