Send din mor på plejehjem

Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.

Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.

Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.

Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.

Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.

Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.

Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.

“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.

Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.

Gammel i nyt

Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.

Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.

Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.

Jeg er simpelt hen så lettet.

Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.

Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.

Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…

Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.

I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.

Opbrud i ældresektoren

Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.

Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.

Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.

Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.

På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.

Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.

Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.

Udpluk #12

  • Vi har skiftet til vinterdæk på vores biler. Morten var den stærkarmede værktøjsfører, og jeg var den yndige og kompetente assistent. Donkraft, tak. Møtrikker, tak. Kobberfedt, tak. Systematiktak.
  • Jeg var i Silvan forinden for at købe kobberfedt. Jeg fandt det selv. Hurtigt, endda. Og sparede 23,98, fordi de havde Momsfri Lørdag. Jeg er fan af Momsfri Lørdag.
  • Efter hjulskift var jeg i T.Hansen og købe hjulkapsler til Lille Hviden. “14 tommer”, sagde jeg og lyste af indsigt og overskud i en butik, hvor kunderne kun var mænd. Hjemme opdagede jeg, at jeg også lyste af en oliestreg hen over næse og kind.
  • Jeg fik vinterdæk på, før min mor nåede at sukke “Ja, du har jo ikke vinterdæk…” én eneste gang. Måske er hun skuffet nu.
  • Lasse og jeg besøger min mor i morgen. “Ja, jeg gør altså ikke noget ekstra”, siger hun. Det gør hun nu nok alligevel, men hvis vi vil have rå agurk, skal vi selv tage det med.
  • “Du bryder dig jo ikke om syltede rødbeder!”, siger hun også. … ???. Jeg kan ikke mindes at have givet udtryk for, at jeg ikke bryder mig om syltede rødbeder. Gad vide, hvad mere jeg ikke bryder mig om.
  • Der er dømt bad inden afgang. Trods tiltagende dårligt syn får mor helt sikkert øje på selv de svageste spor efter maskinolie i mit ansigt.
  • Glæder mig til have yngsten som behageligt selskab på lang køretur i kedeligt vejr. Det er aldrig til at forudse, hvilke veje og afstikkere snakken tager.

Overblikslimbo

Det er lørdag formiddag. Jeg arbejder på at tømme hovedet for alt det, jeg har skullet have overblik over i den forløbne uge. Studentertraktementer, hvide nystrøgne skjorter, snøfteri over dimissionstaler, basisbagage til student der springer til Roskilde Festival, generel morbekymringsomsorg for student der springer direkte fra fest til bus mod Roskilde.

“… har skullet have overblik over…”??

Ret beset er det nok mest mig, der synes, jeg har skullet. Studenten har ikke haft det store behov for overblik. Han var kun lidt presset i går eftermiddags efter dimissionen, da han både skulle nå at aflevere bøger, pakke til festival, printe festivalbilletten og frem for alt tanke søvn, inden han tog til den sidste studenterfest, der varede lige til i morges klokken 05, hvor han kort rundede hjemmet for at bytte studenterhuen ud med den sportstaske, han havde stillet frem, og derefter hoppede på festivalbussen sammen med kammeraterne.

Han har ikke meget med. Sovepose, et tyndt liggeunderlag (som jeg købte i går, mens han afleverede bøger), tandbørste og kontaktlinser, minimalt med tøj (her har han lyttet til jævnaldrendes erfaringer, ikke til mig), mobiltelefon. Og det er vel egentlig dét. Ikke engang moderlige formaninger er han tanket fuld af. Jeg har virkelig, virkelig, virkelig forsøgt at begrænse mig.

Jeg har sovet uroligt i nat. Dels fordi der er Snapsting i Viborg, byfest med masser af musik og folk og larm i gaden, men i særdeleshed fordi jeg ikke har kunnet give helt slip på tanker om yngsten. Kom han nu af sted, tænk hvis han faldt i søvn et sted og ikke nåede bussen og alt muligt andet, jeg kunne finde på at tænke. Men tidligt i morges var tasken væk, og hans nøglebundt lå tilbage, som vi havde aftalt. Han er sammen med kammeraterne, de passer på hinanden, og det skal nok gå.

Efter en hektisk uge er det lidt tomt. Jeg har sommerferie. Der er ikke noget jeg skal have overblik over og huske.

Nåååååh jo. Morten og jeg skal til Norge. Og det er da ikke gjort med bare at pakke vandrestøvler og fjeldtøj i bilen. Vi skal da have mad med. Det ville da være dumt ikke at forberede bare nogle af dagene. For eksempel skal vi da ikke betale 400 kr. for en agurk, når de hænger i kolonihaven lige til at plukke. Og salat. Og … og …

Jeg må hellere gå i gang med at få noget overblik.