Udpluk #15

• Jeg er vild med at være så tæt på ferie, at det giver mening at tjekke vejrudsigtens langtidsprognose. Den ser fornuftig ud for Fjone, Nissedal, Telemark, Norge i næste uge. Og den holder jo!! Yr er en norsk vejrtjeneste, og de må vide det.

• Jeg glæder mig allerede til Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade.

• Postevand hedder springvand på norsk. En god ting at huske, så misforståelser undgås, hvis nogen skal sendes på tur med en drikkedunk. “Tag springvand med!”. Gad vide, hvad springvand så hedder.

• Kommer pludselig i tanker om, at jeg engang svor, at jeg ville høre mere Johnny Cash. Det har jeg glemt!

• Jeg tabte min telefon ud af tasken, mens jeg cyklede på arbejde i morges. Klask, ned i asfalten, rutsje, rutsje, øv! Jeg har kun tabt en mobiltelefon én gang før. Det er tre år siden, og det havde så slemme konsekvenser, at jeg måtte have en ny. Den var fin udenpå efter faldet, men mistede forstanden. Denne gang er det en sårbar smartphone, men den slap tilsyneladende med hudafskrabninger. Forfængeligheden er selvfølgelig skrammet – jeg har kun haft telefonen i to måneder, men jeg håber på et fortsat intakt indre.

• Morgensol og aftensol. Haven holder sig selv, stauderne har lukket sig over skvalderkålen i bedene, og jeg kommer sjældent længere ud end terrassen, bortset fra, når græsset skal slås, og i den periode vi havde feriehund og var rundt og samle lorte ind på daglig basis. Den er pæn, rækkehushaven!

Jeg har fået tvillinger

IMG_4331

Siden min ven Nokia tog et hovedspring ned på betongulvet, har den ikke været sig selv. Efter et stykke tid, hvor den mange gange dagligt skulle mindes om, hvem den var, accepterede den efterhånden sit simkort og krævede ikke længere genstart en gang i timen. Men alle mine lydbøger og billeder var raslet ud på gulvet og lod sig ikke samle sammen. Jeg havde kontakter og beskeder intakte, men ellers var den blank, og jeg var jo begyndt at tænke hvilken smartphone, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til at bruge penge på dét lige nu.

Så skete der det, at der på min fødselsdagsmorgen var en pakke, der blev omtalt som “sådan en lidt sjov sidste-øjeblikspåfund-ekstrating”.

Jeg pakkede en Nokiaæske ud, som indeholdt…. min telefon? Jeg måtte lige hen og kigge i min taske for at se, om Morten havde nolet den og pakket ind i nattens løb, uden at jeg havde set det. Men den var der.

Hvad?!?

Så var det en, han havde fundet i en pose med brugte, aflagte mobiltelefoner (Nogen har aflagt en E66..!!) på kontoret og handlet sig til.

Fedest. En telefon, jeg kender, som ikke kostede mig noget, og som nu efterhånden er indstillet på præcis samme måde som den gamle, og som vel at mærke har forbindelse til sin hukommelse.

Heldige mig! Nu har jeg endda både ekstra batteri og hukommelseskort på mit reservedelslager.

Kunne man forestille sig, at nogen fandt en aflagt rustfri Toyota Carina stationcar model et eller andet fra midt i 90’erne i en pose et sted?

De skrøbelige gamle

Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.

Men.

Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.

Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.

Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.

Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.