På denne dag #2

I dag synes jeg godt, jeg kunne have været mere specifik med min facebookopdatering for otte år siden. Var jeg måske lidt kæk over, at jeg to dage før havde holdt en gevaldig 50 års fødselsdagfest og ikke havde onde tømmermænd længere?

Og for syv år siden. Historien gentager sig. Der er 24 timers løb i den kommende weekend. Forskellen er bare, at dengang underspillede jeg jo for vildt. Jeg VAR i god form og løb skidegodt. Nu må jeg kompensere ved at flytte fokus fra urimeligt dårlig form til farvekoordineret neglelak og købe aflad ved at bage muffins til holdet.

Nåårrhhh! Fem år med den æggegule mastodont! Kæft, vi har bagt mange boller sammen.

Historien gentager sig fortsat. Det ER jo ved denne tid. Og selv om gamle dage var hurtigere, er det stadig en fest.

Årh ja, altså. Dét gentager sig også. Køkkenhaven er ALTID tilgroet i starten af august, og jeg slider.

Hvad er nu det? Den der har jeg ikke set i år. Hvorfor? Hvad? Hvorhenne? Død?

Det var en god ferie! Og jeg har alt det samme stadig: jakke, skjorte, hår, rygsæk, solbriller, smil.

Har jeg sagt, at jeg synes, Facebooks feature På denne dag er sjov?

Sandheden skal man høre fra …

Det er ti år siden, jeg fik mit første digitalkamera. Så var det slut med få fremkaldt film og sirligt sætte billeder i album. Sådan noget fik jeg nemlig gjort. Men billeder fra de seneste ti år ligger på forskellige drev i den orden og kronologi, som kameraoverførslerne har foretaget af sig selv, og i de første år systematiserede jeg også filerne i emnemapper. Det sidste har jeg forsømt i de senere år, så nu er det eneste system kronologien.

Under en digital oprydning for nylig stødte jeg på de gamle filer igen. For ti år siden var børnene altså små. Der sker store forandringer med menneskers fysiske fremtoning, fra de er 10, 13 og 15 år, til de er ti år ældre. Også med deres stemmer, kan man høre på de videooptagelser, der er i mapperne. Naturligvis især drengenes stemmer.

I mit eget tilfælde er der også sket forandringer i udseendet, selv om det ikke netop skyldes overgangen fra barn/teenager til voksen. Jeg er klar over det, og min datter slog det fast i går, da vi sammen kiggede i de tidligste mapper: “Der så du godt ud, mor! Du var sådan tynd…!”. Ja ja, det er ti år og ti kilo siden. Jeg er blevet rundere og mageligere. Kageform frem for springform, kan man måske kalde det.

Hun skyndte sig at trøste mig: “Det er godt, du skal til at cykle igen”.

Denne dag

Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.

Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.

Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.

dennedag1

For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.

dennedag2

For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.

dennedag3

Senere samme dag:

dennedag4

… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?

Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.

dennedag5

Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.

dennedag6

Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.

Åh, Svinkløv, altså

Selv om jeg hverken er nordjyde eller en hyppig badehotelgæst, er jeg ked af det i dag. Jeg synes, det er så trist, at Svinkløv Badehotel brændte ned i nat. Det er trist på linje med andre kulturinstitutioner og gamle perler og flagskibe, der af den ene eller den anden grund forsvinder uigenkaldeligt. Nogle har haft deres tid og hænger sammen med en æra, der også er ovre. Og så skal der somme tider forandring til.

Men Svinkløv var ikke færdig med at være. Det var en mastodont gennem næsten et århundrede, og det var både for alle og for de få, også i nutiden. Og helt, helt særligt af mange grunde.

Jeg har været der to gange. Jeg har venner med sommerhus i Torup Strand tyve minutters kørsel derfra, og begge gange har det været i forbindelse med besøg hos dem.

Første gang var et efterår eller en vinter for et par og tyve år siden. Vi kom to familier med et par små piger på halvandet og to år. Vi gik tur i klitterne og spiste bagefter frokost på badehotellet. Vi så godt skiltet med, at ting tager den tid, de tager, også i køkkenet. Slow food, med andre ord. Men vi havde to sultne piger, så vi tænkte, at det bedste og hurtigste var at få puttet noget rugbrød og leverpostej i dem, og så gjorde det ikke så meget, at det tog lidt længere tid at få maden til de voksne. Så det bestilte vi. Vi havde bare ikke helt regnet ud, at køkkenet først skulle bage leverpostejen, og da den endelig kom, havde der tårnet sig små bunker af sand fra gummistøvlerne og rugbrød pillet i mikrosmulder af små fingre op nede under bordet, og vi var småsvedte af at have holdt krudtuglerne i ro, så de øvrige gæster ikke følte sig generede. Vi nød stedets storhed, vi kunne godt lige at være der, men jeg er ikke helt sikker på, at omgivelserne godt kunne lide, at vi var der.

Det var en anden sag ved mit andet besøg for fem år siden. Der opførte vi os eksemplarisk, fem voksne og fire halvvoksne til kaffe og kage i Den Gule Stue på en solrig julieftermiddag. Jeg fik den legendariske valnøddelagkage, og i dag er jeg glad for de billeder, jeg har derfra. Jeg ville gerne have vist det fine lys i den gule stue, men jeg kan ikke gøre det uden at vise ansigter på mennesker, jeg ikke har spurgt om lov, så jeg viser kun udsigten derfra.

Det var en dejlig solbeskinnet eftermiddag med gode mennesker på et enestående sted, der pludselig ikke findes mere.

svink1svink2

Mit navn det står med lopper

Man kan hævde, jeg er sent ude med et gækkebrev, det er jo flere uger siden, det var påske. Men her er et, jeg var tidligt ude med.

gaek1

Fordi jeg nu er sådan en, der gemmer ting, og fordi jeg havde en mormor af samme slags – og en mor – har jeg i mit gods dette gamle gækkebrev fra mig til min mormor. Jeg gik åbenbart ikke så meget op i at klippe noget kunstfærdigt som i at skrive og tegne lopper. Og så har jeg sikkert plukket en vintergæk i haven på vejen hen til mormor og morfar og lagt ved.

Mormor har tydeligvis gættet, at det var fra mig. Det har nok heller ikke været så svært, eftersom det blev overbragt personligt. Det har helt sikkert ikke udløst påskeæg hverken den ene eller den anden vej, men jeg er nok blevet budt et brø’sukker (brystsukker, bolsche) fra dåsen i skuffen – enten Flødetabletter eller Schweizerdrops fra Evers.

Vi børn fik ikke særligt tegnepapir, men måtte tegne på brugte konvolutter og kasseret papir fra papirkurven under fars skrivebord. Dette gækkebrev er også skrevet på noget, jeg har fundet der. Mon ikke mormor har smilet lidt skævt, da hun vendte det om.

gaek2

Og mon ikke far har godkendt regningens rigtighed, siden rykkeren er havnet i papirkurven. Jeg er overbevist om, at der har været tale om en forglemmelse med betalingen.

Men tænk alligevel, at apoteket har været så vant til at skulle gøre opmærksom på ubetalte regninger, at de har haft fortrykte rykkere.