Jul på Vesterbo #2

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,

Jul på Vesterbo

Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.

På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.

Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.

Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.

Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.

Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.

Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.

Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.

Intet er så godt, at det ikke er galt for noget

I løbet af november lykkes det hvert år min mor at få flettet noget med vinterdæk ind i vores telefonsamtaler. Det kommer op på det tidspunkt, hvor meteorologerne begynder at varsle om den første nattefrost og glatte morgenveje. Enten spørger hun, om jeg har fået vinterdæk på bilen, eller også har hun opgivet på forhånd og afslutter alle snakke om folk, der har skiftet til vinterdæk, med “… men dét har du jo ikke!”.

I år tværede jeg den ud fra starten. Troede jeg.

Da talen faldt på vejrudsigten, og jeg kunne høre, hun tog luft ind til det velkendte tema, kom jeg i hende i forkøbet og fortalte, at jeg aldrig har fået skiftet til sommerdæk i år, så det er ikke noget problem denne gang.

Svaret var: “Det har de altså ikke godt af!”

Tænk mig om

I et par dage har min mor kredset meget om at få nye læsebriller, og jeg har talt hendes iværksætteri ned.

Historien om min mors syn er lang og fyldt med begreber som bygningsfejl, AMD, reststær, slørede pletter og dobbeltsyn. En tålmodig optiker har lavet briller og lavet dem om. Hun er blevet udstyret med ekstra læsebriller, som ikke er blevet brugt, fordi det alligevel ikke var godt med dem. Alle instanser har gjort, hvad der kunne gøres, efter bedste evne, men helt godt er det ikke blevet, og det bliver næppe bedre på grund af de forskellige fejl og mangler, hendes øjne har. Hun læser avis og løser krydsogtværs med de briller, der blev det seneste resultat af alle tilpasningerne, og er desuden nødt til at alliere sig med lup og stærkt lys. Jævnligt nævner hun, at hun ikke kan forstå, de briller ikke kan laves bedre. Og vi børn er sikre på, at optikeren er dygtig og har gjort det bedst mulige. At få dem lavet om så hurtigt igen er penge ud af vinduet.

Synet er den sans, hun har det sværest ved udsigten til at miste, fordi det i givet fald vil stoppe læsning af avis og løsning af krydsord, og det vil gøre livet trist. Og det vil være svært at klare sig i eget hjem. Hun er 90, og synet bliver ringere og ringere, det er et uafviseligt faktum. Men det går endnu med at læse og løse med luppens og lysets hjælp.

Hele tiden har de ekstra læsebriller ligget ubrugte og uaccepterede på køkkenhylden, men i de seneste dage har de været på tale igen. Mor ville tage dem med hen til den lokale brillemand – som ikke er den optiker, der har hele hendes historik i sin database – og forhøre sig om nogle stærkere briller, og hun ville gøre det mandag, så snart butikken åbnede. Og jeg var der straks med alle mine argumenter. Hvad hun troede, han kunne stille op, når den anden ikke kunne? Hvorfor hun ikke ville til den sædvanlige? At så kunne den nye tjene penge på at foretage alle målingerne igen. At hvis hun gik derhen, skulle hun i det mindste bare få nogle enkeltstyrkebriller med hjem, så hun kunne afprøve dem i det rigtige miljø, i stedet for straks at købe dyre nye. Jeg er strid og formodentlig ofte urimelig, når det kommer til mors utallige idéer.

I morges, da jeg ringede, sagde hun: “Du kan være ganske rolig, jeg går ingen steder”. Hun havde sovet dårligt igen og var svimmel og træt og skulle bare være hjemme. Og så kunne det med læsebrillerne i øvrigt sagtens vente, til hun har været til kontrol hos øjenlægen i næste uge, syntes hun i dag.

Jeg tror stadig ikke, det gør nogen forskel, og jeg tvivler på, at brilleløsningen kan blive bedre, end den er nu. Men jeg er alligevel ærgerlig over, at jeg igen tog den diskussion i går. For jeg bliver trist, når hun er modløs og initiativforladt i dag.

Jeg kunne bare tage og bakke op om de fikse idéer og glæde mig over, at hun stadig har energi og initiativ til at ville gøre noget for at forbedre sine vilkår. Men jeg ved også, at dét, at jeg tager diskussionen og lægger øre til, gør, at hun får luft for alle de tanker og frustrationer – ja, og også glæder, hun ellers går alene med. Vi gør jo alle sammen det, vi mener er bedst. Både hun og jeg. Og optikeren.

Gi’ mig et Æ – om store bogstaver i skråskrift. Og quiz

Hvordan ser egentlig det store Æ ud i skråskrift? Hvad var det, den der Cisilia-sang hed? Og ved vi overhovedet noget om SKAM?

Vi kommer langt omkring i emnerne på sådan en dagstur til Nordfyn, yngsten og jeg. På vejen derover hørte vi Musikquizzen med Kenneth K på P3. Lasse er temmelig god, og jeg husker musik og navne som en si, men det var råhyggeligt at sidde sådan og samquizze ned gennem landet, hvor vi kørte fra finregn til solskin.

skraaskrift

Ovre hos min mor kom vi til at snakke så meget om skråskrift over frokosten, at mor helt glemte at spise sin æggemad. Årsagen var ordet Eddikesyre på hendes indkøbshuskerulle – det store E og resten af krusedullerne kunne lige så godt være arabisk i Lasses øjne. Skråskrift var ikke vægtet højt i pensum i hans skoletid. Vi fik mor til at skrive alle skråskriftens store bogstaver, som hun har lært dem og fortsat skriver dem. Æ bruger hun åbenbart ikke ofte, for her gik hun i stå. Hvordan i alverden er det, et stort Æ i skråskrift ser ud?? Jeg ved det heller ikke, selv om jeg også har lært skråskrift i min skoletid. Det er vel en sammenskrivning af A og E som alle andre æer, men hvordan? Ingen af mine googlinger kunne give mig et Æ, der vandt genklang i min erindring. Så hvordan? Giv mig et Æ, nogen.

På hjemvejen var det endnu mere råhyggeligt. Vi hørte to Quiztopolis-podcasts. Det er min datter Laura, der sammen med Kristoffer laver quiz på Aarhus Studenterradio, hvor de har skiftende quizzende gæster i studiet. Det bliver sendt på Aarhus Studenterradio mandag aften kl. 22, og alle tidligere udsendelser ligger som podcasts. Jeg anbefaler at like Facebooksiden Quiztopolis, hvorfra man kan lytte til alle programmerne. Lasse og jeg hørte Quiztopolis #7 (et statskundskabsstuderende kærestepar) og Quiztopolis #2 (to filmeksperter) på vejen hjem gennem aftenmørket, hvor vi kørte fra tørvejr til sneslud. I øvrigt er min ældste søn Niels gæst i Quiztopolis #4, hvor de to værter har inviteret hver sin lillebror ind til at dyste mod hinanden.

Det var en fabelagtigt hyggelig hjemtur, vi havde i dag. Vi elsker quiz, og to timer går hurtigt i godt selskab.

Svarene på spørgsmålene øverst er: Ingen ved det. Vi To Datid Nu. Nej.

quiztopolis