Intet er så godt, at det ikke er galt for noget

I løbet af november lykkes det hvert år min mor at få flettet noget med vinterdæk ind i vores telefonsamtaler. Det kommer op på det tidspunkt, hvor meteorologerne begynder at varsle om den første nattefrost og glatte morgenveje. Enten spørger hun, om jeg har fået vinterdæk på bilen, eller også har hun opgivet på forhånd og afslutter alle snakke om folk, der har skiftet til vinterdæk, med “… men dét har du jo ikke!”.

I år tværede jeg den ud fra starten. Troede jeg.

Da talen faldt på vejrudsigten, og jeg kunne høre, hun tog luft ind til det velkendte tema, kom jeg i hende i forkøbet og fortalte, at jeg aldrig har fået skiftet til sommerdæk i år, så det er ikke noget problem denne gang.

Svaret var: “Det har de altså ikke godt af!”

Tænk mig om

I et par dage har min mor kredset meget om at få nye læsebriller, og jeg har talt hendes iværksætteri ned.

Historien om min mors syn er lang og fyldt med begreber som bygningsfejl, AMD, reststær, slørede pletter og dobbeltsyn. En tålmodig optiker har lavet briller og lavet dem om. Hun er blevet udstyret med ekstra læsebriller, som ikke er blevet brugt, fordi det alligevel ikke var godt med dem. Alle instanser har gjort, hvad der kunne gøres, efter bedste evne, men helt godt er det ikke blevet, og det bliver næppe bedre på grund af de forskellige fejl og mangler, hendes øjne har. Hun læser avis og løser krydsogtværs med de briller, der blev det seneste resultat af alle tilpasningerne, og er desuden nødt til at alliere sig med lup og stærkt lys. Jævnligt nævner hun, at hun ikke kan forstå, de briller ikke kan laves bedre. Og vi børn er sikre på, at optikeren er dygtig og har gjort det bedst mulige. At få dem lavet om så hurtigt igen er penge ud af vinduet.

Synet er den sans, hun har det sværest ved udsigten til at miste, fordi det i givet fald vil stoppe læsning af avis og løsning af krydsord, og det vil gøre livet trist. Og det vil være svært at klare sig i eget hjem. Hun er 90, og synet bliver ringere og ringere, det er et uafviseligt faktum. Men det går endnu med at læse og løse med luppens og lysets hjælp.

Hele tiden har de ekstra læsebriller ligget ubrugte og uaccepterede på køkkenhylden, men i de seneste dage har de været på tale igen. Mor ville tage dem med hen til den lokale brillemand – som ikke er den optiker, der har hele hendes historik i sin database – og forhøre sig om nogle stærkere briller, og hun ville gøre det mandag, så snart butikken åbnede. Og jeg var der straks med alle mine argumenter. Hvad hun troede, han kunne stille op, når den anden ikke kunne? Hvorfor hun ikke ville til den sædvanlige? At så kunne den nye tjene penge på at foretage alle målingerne igen. At hvis hun gik derhen, skulle hun i det mindste bare få nogle enkeltstyrkebriller med hjem, så hun kunne afprøve dem i det rigtige miljø, i stedet for straks at købe dyre nye. Jeg er strid og formodentlig ofte urimelig, når det kommer til mors utallige idéer.

I morges, da jeg ringede, sagde hun: “Du kan være ganske rolig, jeg går ingen steder”. Hun havde sovet dårligt igen og var svimmel og træt og skulle bare være hjemme. Og så kunne det med læsebrillerne i øvrigt sagtens vente, til hun har været til kontrol hos øjenlægen i næste uge, syntes hun i dag.

Jeg tror stadig ikke, det gør nogen forskel, og jeg tvivler på, at brilleløsningen kan blive bedre, end den er nu. Men jeg er alligevel ærgerlig over, at jeg igen tog den diskussion i går. For jeg bliver trist, når hun er modløs og initiativforladt i dag.

Jeg kunne bare tage og bakke op om de fikse idéer og glæde mig over, at hun stadig har energi og initiativ til at ville gøre noget for at forbedre sine vilkår. Men jeg ved også, at dét, at jeg tager diskussionen og lægger øre til, gør, at hun får luft for alle de tanker og frustrationer – ja, og også glæder, hun ellers går alene med. Vi gør jo alle sammen det, vi mener er bedst. Både hun og jeg. Og optikeren.

Gi’ mig et Æ – om store bogstaver i skråskrift. Og quiz

Hvordan ser egentlig det store Æ ud i skråskrift? Hvad var det, den der Cisilia-sang hed? Og ved vi overhovedet noget om SKAM?

Vi kommer langt omkring i emnerne på sådan en dagstur til Nordfyn, yngsten og jeg. På vejen derover hørte vi Musikquizzen med Kenneth K på P3. Lasse er temmelig god, og jeg husker musik og navne som en si, men det var råhyggeligt at sidde sådan og samquizze ned gennem landet, hvor vi kørte fra finregn til solskin.

skraaskrift

Ovre hos min mor kom vi til at snakke så meget om skråskrift over frokosten, at mor helt glemte at spise sin æggemad. Årsagen var ordet Eddikesyre på hendes indkøbshuskerulle – det store E og resten af krusedullerne kunne lige så godt være arabisk i Lasses øjne. Skråskrift var ikke vægtet højt i pensum i hans skoletid. Vi fik mor til at skrive alle skråskriftens store bogstaver, som hun har lært dem og fortsat skriver dem. Æ bruger hun åbenbart ikke ofte, for her gik hun i stå. Hvordan i alverden er det, et stort Æ i skråskrift ser ud?? Jeg ved det heller ikke, selv om jeg også har lært skråskrift i min skoletid. Det er vel en sammenskrivning af A og E som alle andre æer, men hvordan? Ingen af mine googlinger kunne give mig et Æ, der vandt genklang i min erindring. Så hvordan? Giv mig et Æ, nogen.

På hjemvejen var det endnu mere råhyggeligt. Vi hørte to Quiztopolis-podcasts. Det er min datter Laura, der sammen med Kristoffer laver quiz på Aarhus Studenterradio, hvor de har skiftende quizzende gæster i studiet. Det bliver sendt på Aarhus Studenterradio mandag aften kl. 22, og alle tidligere udsendelser ligger som podcasts. Jeg anbefaler at like Facebooksiden Quiztopolis, hvorfra man kan lytte til alle programmerne. Lasse og jeg hørte Quiztopolis #7 (et statskundskabsstuderende kærestepar) og Quiztopolis #2 (to filmeksperter) på vejen hjem gennem aftenmørket, hvor vi kørte fra tørvejr til sneslud. I øvrigt er min ældste søn Niels gæst i Quiztopolis #4, hvor de to værter har inviteret hver sin lillebror ind til at dyste mod hinanden.

Det var en fabelagtigt hyggelig hjemtur, vi havde i dag. Vi elsker quiz, og to timer går hurtigt i godt selskab.

Svarene på spørgsmålene øverst er: Ingen ved det. Vi To Datid Nu. Nej.

quiztopolis

Da vi fejrede mor

Lørdag var en god dag på en gammel kro ved en vestfynsk landevej. En landevej som engang var alfarvej, og som senere – så at sige – blev overhalet af den nye hovedvej, der igen blev overtrumfet af motorvejen. Der er ikke ret meget trafik på Rugårdsvej længere. Der er heller ikke ret god mobildækning.

Men der var godt at være, da vi fejrede min mors 90 års fødselsdag. Det var godt at se størstedelen af familien samlet. Mors efterkommere, en kusine og en svigerinde. Den yngste var 18 år og de to ældste 90 år. Vi spiste, snakkede, grinede, opdaterede os på hinandens tilværelser, gik småture i de idylliske omgivelser og lod os fotografere i forskellige grupperinger, alle med mor som centrum, hvilket hun ikke var udpræget begejstret for. Hun bryder sig overhovedet ikke om at være midtpunkt, og af samme grund var der hverken sange, taler eller andre indslag. Det skulle være ligesom når vi er hjemme hos hende, men hvor vi bare fik maden serveret, og der levede kroen fuldstændigt op til hendes ønsker.

Her er vi alle sammen. Mor, kusinen, svigerinden, mine brødre og jeg og vores partnere, næsten alle børnebørn og deres kærester. Det er mor i midten med rollatoren. Engang var hun og jeg lige høje, det er sært at tænke på nu. Bag os står mors kusine. De var slyngveninder, da de var unge, de fnisede og gik til bal sammen, og det var hjemme hos hende, min mor mødte min far, der var forvalter på deres gård. Hun er heller ikke ret høj. Til gengæld fyldte hun 90 sidste år og kom selv kørende til festen i egen bil. Respekt for hende. Det er sådan set en ret sej familie.

90aar90aar_3