Syv år

I aften er det syv år siden min far døde, og derfor er 28. februar – den sidste vinterdag – altid en dag, hvor jeg mindes og sender ham tanker. Hvor end han er. Jeg er ikke religiøs på den måde. Jeg har ikke brug for at tro på, at hans sjæl er et sted. Minderne om ham findes der, hvor jeg er. Min mors minder om ham er hos hende, og sådan lever han videre hos dem, der kendte ham og holdt af ham.

Billedet her er fra den sidste juleaften, han var med. Man kan godt se, han er gammel og lidt afpillet, men man kan også se, han stadig har sit gode lune, drikker øl og er ved at fyre et eller andet vittigt af til mor, måske noget om at være et par gamle nisser, der skal hænge fast på det billede. To måneder senere døde han, uden at der forud havde været særlige tegn på, at det skulle være lige dén dag. Han havde været en gammel mand længe, de sidste halvandet år kunne han ikke så forfærdelig meget og havde hjemmehjælp fire-fem gange om dagen, – til at komme i seng og komme op igen, blive vasket, få skiftet kateder og den slags, som hverken kunne eller skulle belaste mor. Men han læste avis, så nyheder, fulgte med i verdens gang og var for det meste klar i hovedet.

Han var næsten 94, og den aften i februar gav organismen ganske enkelt op. Det var en mandag, og jeg havde været hos dem i weekenden, hvor jeg tilbragte en del tid med at organisere en masse ting på deres loft, som de ikke skulle have med, når de flyttede i en mindre bolig kort efter. Far nåede ikke at flytte med, og det var nok meget godt, for den gamle landmand var egentlig ikke meget for at skulle rykkes væk fra udsigten over de marker, han havde dyrket og levet på i næsten tres år. Måske er der en højere sammenhæng dér, måske valgte han selv at lukke ned, jeg ved det ikke.

At jeg var der den weekend har givet mig en dyb ro og en følelse af at have fået sagt ordentlig farvel. Jeg vidste jo ikke, det var sidste gang vi sås, men jeg er ikke efterladt med noget, jeg ikke fik sagt til ham, eller ærgrelse over, at jeg ikke fik besøgt ham nok. Jeg har en grundfølelse af, at alt faldt på plads på den rigtige måde i rette tid, og jeg er dybt taknemmelig for det.

På dette billede er far noget friskere at se på. Han er også kun 86 her. De gode fynske gener.

På den sidste vinterdag

… købte jeg sovende påskeliljer. Det tager dem ikke lang tid at vågne. Allerede efter et par timer i vand og stuetemperatur slår de kronbladene ud og står og vipper og misser mod lyset.

… tænker jeg på forår, som efter kalenderen starter i morgen. Allerede i et stykke tid har det været mere lyst end mørkt, når jeg kører hjemmefra om morgenen, og jeg ser de flotteste himmeltegninger i den rosenfingrede dagning, som salig Christian Wilster kaldte den tid på døgnet i sin oversættelse af Iliaden.

… glæder jeg mig over, at der kun er en måned, til vi overtager vores hus. Bankens hus? Vores hus! Det er lidt vildt, og hvor bliver det godt.

… sender jeg en tanke til min far, som døde i dag for seks år siden, på den sidste vinterdag. Jeg er stadig glad for, at jeg så ham netop dagen før. Jeg besøgte mine forældre, og ganske vist havde far været syg længe, men der var intet som helst, der antydede, at det var ved at slutte. Vi sagde farvel med knus og ’Vi ses snart’. Dagen efter havde han det skidt, og om aftenen døde han. Næsten 94 år gammel. Han fik et langt og godt liv, og der er intet, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde kunnet, intet jeg ikke fik sagt. Det er en god tanke.