Sådan bliver man glad for en fartbøde

fartbode

Mikrobil, makrofart.

Her kommer jeg. Klokken er 8.44, og jeg er på vej til Fyn for at besøge min mor. Men vanen og fortabelse i tanker har fået mig til at køre samme vej ud af byen som hver morgen, når jeg skal på arbejde. Men denne dag skal jeg en anden vej. Så jeg drejer fra og kører ad veje, hvor jeg sjældent kommer ellers, for at ramme opkørslen til hovedvejen sydpå. Pludselig får jeg en fotovognsblitz lige i synet – hvor unfair at stille en vogn lige dér mellem skolen og bageren. Jeg kaster et hurtigt blik på speedometeret og konstaterer, at det ikke er voldsomt meget for meget, jeg har kørt. Men det er jo byzone, og jeg ved fra tidligere, at det er procenter, der tæller, og så er der offerfonden, og rækker overskridelsen til et klip (mere) i kørekortet, og hvad er bødetaksterne egentlig? Udregninger og overvejelser og ærgrelse fylder rigtigt meget på resten af køreturen.

To ting bidrog væsentligt til ærgrelserne: For det første sætter jeg altid en makshastighed på bilens indbyggede fartkontrol, når jeg kører ude på landevejene, men har kun sjældent gjort det i byzone. Men det skal jeg da til! For det andet kom jeg kun på det sted den morgen, fordi jeg kørte forkert. Det var dumt.

I morges fik jeg besked, om at Rigspolitiet havde lagt noget i min eboks. Usportsligt hurtigt, tre dage efter forseelsen. Sigtelse, et link til fotoet, hvis jeg gerne ville se det, bødeforlæg, at betale på en angivet konto inden tredive dage.

Hvordan kan man blive glad for dét? Fordi bøden kun er på tusind kroner og ikke femtenhundrede, som jeg havde forventet. Optur! Og ikke en klink til offerfonden og intet klip i kortet.

Og hvis der gemte sig mere bitterhed i episoden, har jeg nu blogget det sidste væk.

Kulturclash

kulturclash

En mælkekasse i bagagerummet på min nye bil? Det er jo ikke særlig classy, men det var det mest praktiske at transportere høsten hjem fra kolonihaven i. Den stod i havehuset, og jeg havde brug for noget stabilt, så hindbærrene ikke behøvede at smaskes i en plasticpose, men kunne stå i den stanniolform, der også var i huset.

Mælkekassen har en fin størrelse. En almindelig klapkasse er faktisk for stor til sådan en mikrobils mikrobagagerum.

Så jeg tror da, den grønne mælkekasse kommer fast bag i bilen. Og HVIS den lille hvide så tror, den er en knallert på havnen, kan den i det mindste føle sig stor i forhold til de andre knallerter.