18. juni 2014 | den store bunke |
I forgårs luftede jeg tanken om, at noget var dødt under motorhjelmen på min bil, fordi der lugtede så råddent i kabinen. I går viste det sig pludselig, da jeg drejede nøglen i tændingen efter at have tanket op, at der var noget dødt. Det var batteriet, og nu er jeg så meget klogere, at jeg ved, at rådden lugt også kan skyldes et batteri, der er ved at klappe sammen og lækker ubehageligheder på sin deroute.
Her holder Hvide T med punkteret lunge. Og med sin 60 liters benzintank helt fuld. Øv!! Til begge dele.
Patienten er diagnosticeret. Det er ikke helt nok med et friskt batteri, og i øjeblikket holder den stille – fordi det er hvad den kan – og ved ikke, hvor tæt jeg er på at opløse sytten års registreret partnerskab. Jeg kigger på lille ny bil. Det er både spændende og sørgeligt. Og udmattende.
I aften er det mig, der er på lavt batteriniveau efter at have tænkt så mange voksentanker om biler og finansiering og afgifter og forsikring og komfort og kilometerpris og udbetaling og service og sikkerhed. Der er ikke tale om, at jeg går i tomgang. Det er lavere end det.
På den gode side er der sket det forunderlige, at jeg har gennemført niveau 266 i Candy Crush. Det har jeg bakset med i mange uger.
Så var der ikke flere opdateringer for i dag.
8. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har hentet en nysynet bil hos mekanikeren. Jeg var mest optaget af to ting: 1. Den er i orden, tak! 2. Kunne det holdes inden for den pris, du gav mig, mekaniker?
“Du kan komme med herover og se, hvad vi har lavet”, sagde han og ledte mig hen til et bord, hvor der lå en voldsom bunke rustent jern, som jeg kunne forstå havde været dele af min bil indtil for få timer siden. Nogle runde, flade nogen, nogle lange, tynde nogen, nogle skæve nogen og en stor halvflad en med én indgang og fire udgange. Eller omvendt.
“Der var bremserørene, som vi snakkede om, og så har du fået nye forbremser, for de hakkede noget, og så var udstødningen altså noget utæt, så den kunne ikke gå igennem, men vi svejsede en blablabla ind og fandt en brugt manifold, så det ikke bliver så slemt økonomisk.”
Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis, hvilke krav jeg stiller til min bil. Den skal kunne køre, den skal ikke være farlig, det må gerne være brugt, for det må gerne være billigt.
“Hvad så med det der rust, du snakkede om?”
“Ja, der var tre huller indvendigt i venstre bagskærm, og med fordøren har vi sat en plade på forneden og bygget rundt om kanten med blablabla (kan han have sagt glasfiber?? Eller padding??). Det holder ikke evigt, men den kunne synes med det.”
Igen: Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis … og så videre, se ovenfor.
Det der stykke, de har sat på fordøren, ligner at det er spartlet på; det er hvidere end resten af bilen, og der bliver ikke vundet nogen formningskonkurrence på det. Men man kan ikke se den rustrøde stribe langs hele bunden af døren længere, og bilen er synet. Jeg er tilfreds.
Jeg har også konstateret, at håndbremsen har fået sin gamle spændstighed igen. Det var ellers lykkedes mig at pine det meste væk ved en gang imellem at komme til at glemme at løsne den. Okay, jævnligt.
Jeg takkede mekanikeren, smilede kækt og sagde: “Så ses vi ikke de næste to år”. Han smilede også.
Og gik hen for at tælle sammen til en regning.
8. august 2013 | den store bunke |
Måske var jeg lige lovlig hurtig til at rose mekanikeren i går. Det var Robin. I dag kom Batman til.
Toyotaen blev løftet til vejrs, og han gik rundt og lyste og bankede og kunne ikke se, at der manglede noget som helst. Heller ikke noget kappeværk på katalysatoren. “Blablabla?“, råbte Batman til Robin. “Blablabla”, svarede Robin. “Blablabla!”, konstaterede Batman, og det betød – vistnok – at der aldrig har siddet sådan en kappe, fordi blablabla.
Så kørte vi lettede ud i regnen igen.
7. august 2013 | den store bunke |
Jeg kørte omkring min mekaniker for at få et professionelt blik på, hvad det havde efterladt eller ikke efterladt, det plonk, vi hørte fra bilens bund i går, da vi kørte på motorvejen.
Jeg ved intet om biler, ud over at jeg har en. Der, hvor andre hjerner har bilviden, har min lagret fødselsdatoer på samtlige mennesker, der er passeret igennem mit liv og har nået at fortælle mig, hvornår de er født. Alle telefonnumre, jeg nogensinde har kunnet, ligger lige ved siden af.
Mekanikeren bukkede sig ned og kiggede ind under bilen og sagde: “Vi kan ikke få den op på nogen af liftene i dag, men jeg kan da se, der mangler en metalkappe over katalysatoren. Kom ind i morgen tidlig, så kigger vi på, om der er andet.”.
Bare ved at kaste et enkelt blik derind. Jeg bukkede mig også ned og kiggede. Uden at vide, i hvilken retning jeg skulle se. Og sagde han ’kappe’? Eller var det ’dæksel’? ’Plade’? Se, jeg har allerede glemt det.
Men tænk at kunne læse en undervogn bare sådan lige!
Ligesom dem der kan kaste et blik på et skærmbillede fuldt af koder og – ja, afkode, hvad der står, som om det var en helt almindelig tekst.
Og måske også lidt ligesom når arkitekterne, vi deler kontor med, kommer hen til mig og siger, at de har bøvlet og bøvlet med et eller andet i Indesign, som de bare ikke kan få til at virke, og jeg så siger en enkelt tastaturgenvej, som løser det.
Jeg kører i hvert fald hen til mekanikeren i morgen og føler mig helt tryg. Og tænker, at man vel sagtens kan køre rundt uden sådan en kappe. Dæksel. Plade. Cover. Whatever.