Billeder du ikke kan få væk

Bagagerumsmarked var indblik i en fremmed verden. Jeg sad i vores egen stand og betragtede omgivelserne. Da jeg var rundt og kigge, kunne jeg slet ikke tage ind. Jeg så en masse mennesker og ting, men jeg var ikke i stand til at se enkeltheder i den massive mængde af skrammel, så jeg ved ikke, om der var gode tilbud. Men det var der naturligvis. Der var for eksempel ham, der havde en kasse med Store plader 40 kr, små plader 15 kr, Elvis-plader 60 kr.

På pladsen lige over for vores havde det ægte trailerfolk etableret sig med to trailere og to lange borde med et skønsomt udvalg af alt skrammel i verden. Kvinden var fra kl. 7 om morgenen iført bh, shorts og sandaler. Kun. Hver gang jeg så derover, havde hun en smøg i munden. Læderhud og sparebøsse. Den kvindelige udgave af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts figurer Carsten og Helge. Selvkritikken er solgt i en god handel for år tilbage.

Det var dybt fascinerende, og det er det billede, jeg stadig har på nethinden som det stædigste indtryk fra min kræmmerdebut.

20130721_153420_pix

Undskyld, hvis jeg støder nogen, som kender hende. Jeg har forsøgt at sløre identiteten lidt.

Fru Bagagerumsmarked

På søndag træder jeg over en tærskel. Og ind på bagagerumsmarkedspladsen i Horsens.

Det er konsekvensen af noget, jeg egentlig ikke synes, jeg selv har været herre over, og det er langt, langt uden for min tryghedssfære. Jeg er slet ikke til kræmmermarkeder, hader at tinge om priser og føler mig utilpas i al den kommen ved. Forhistorien er, at Laura flytter hjemmefra, hun har cirka nul kroner, men til gengæld meget tøj, hun gerne vil sælge. “Så kan vi ikke tage på bagagerumsmarked?” “Nix! – men jeg kører dig gerne et sted hen, så kan du selv stå der.” “Jamen, der skal jo være et bagagerum…!?”

Derfra tog det ene det andet. Vi besluttede os for Silkeborg på søndag. Men der var udsolgt af stadepladser, og derefter virkede det naturligt at vende blikket mod Horsens. Jeg bookede plads og har siden haft en telefonsamtale med en kvinde, der ganske enkelt præsenterede sig med “Det er Bagagerumsmarked”. Så det hedder hun nok.

Jeg stillede en masse novicespørgsmål. Læsser man sine varer af og stiller bilen et andet sted? (Det bestemmer man selv, men de fleste har bilen ved sig, så kan man sætte sig ind, hvis der kommer en byge, ik’å. Eller hvis man ikke gi’er stå op hele dagen, ik’å). Hvor tidligt kommer man? (Det kommer an på, hvor lang tid det tager at stille dét op, man vil sælge, men senest halv ni). Kan man leje et bord? (Ja, det gør I bare, når I kommer). Er alle pladser lige gode? (Ja, det synes vi jo).

Der er også Volvo-træf på pladsen på søndag. Der er 1., 2. og 3. præmie til de fineste Volvoer, og så bliver “spanden” også kåret. Jeg beder til, at de godt kan se, min er en Toyota. Arrangøren har hyret en slagter til at stå og stege pattegris, og man kan købe helstegt gris og to slags salat til frokost for 55 kroner (Altså hvis man ikke gi’er smøre madpakke, ik’å). Chauffører af Volvoer med nummerplade får gratis mad. Lige der slår Toyotaen så ikke helt til.

Det skal nok blive sjovt, trods alt. I hvert fald anderledes. Udover eget tøj og popblade har flere venner udstyret os med varer. Vi har fået et par poser tøj fra én, en håndfuld Jumbobøger fra en anden, tre poser selvudviklingsbøger fra en, der formodentlig så er færdigudviklet, vi har smykker og tasker og et par rulleskøjter, og måske kommer der mere. Vi har byttepenge, en rulle af hver slags mønter (“For hvis vi sælger noget til tre kroner, skal vi jo kunne give tilbage på en tier, mor!”) og masser af fordomme.

Jeg har ingen fornemmelse af, hvad hun kan få ud af det. Nada. Intet. Vi møder op med åbent sind og bagagerum og ser, hvad der sker.

Så hvis I kommer forbi p-pladsen bag rådhuset i Horsens på søndag, så kom hen og hils på. Og køb! Det er os, der falder liiige lidt ved siden af i miljøet, fordi vi ikke har luret alle klunsertricksene. I kan kende os på den hvide Toyota (ikke Volvo).

IMG_4315


Et udsnit af varelageret