Ten Years After. About Time.
Det er ikke kun ti år senere, det er snarere tolv eller fjorten. Og det er på tide.
Jeg har kigget et par kasser med godt halvandet hundrede lp’er igennem. Det er lydsporet til mine 80’ere og 90’ere. Siden har jeg bragt de to tunge kasser med på min vej og flyttet dem fra den ene skunk til det andet pulterkammer, for da var cd-afspilleren kommet og havde taget grammofonens plads. Og jeg har ikke savnet dem, så nu er det på tide, at vores veje skilles.
Ten Years After-pladen er en af dem. Der er en god blanding af egenkøbte plader, daværende partners indkøb og tilfældige lodtrækningsbunker på hans arbejdsplads, som hvert år til jul fordelte årets indkomne anmeldereksemplarer af bøger og plader mellem medarbejderne. Noget af det er ringe, andet er guld, og alt hvad der er guld har jeg digitalt. Jeg har heller ikke længere nogen pladespiller, og derfor behøver lp’erne og jeg ikke at følges mere.
Det gav mange minder og en glad og nostalgisk følelse i maven, da jeg så dem igennem. Mange fester, mange hverdage, megen skrålen med, mange steder vi ikke måtte hoppe når vi dansede, for så hoppede pickuppen også, og vi kendte hvert et hak, der alligevel var kommet i vinylen, og vidste hvornår nålen ville fortsætte i samme rille, indtil vi gad gå hen og flytte den.
Det her var en af mine yndlingsplader. Graceland. Som Paul Simon gav i fuld længde i Jyske Bank Boxen sidste sommer til en fantastisk koncert, hvor selv vokalgruppen Ladysmith Black Mambazo var hentet hertil.
Mange minder, ja, men det er ikke tungt at skille mig af med pladerne nu. Slet ikke. De har haft deres tid, og den ligger langt tilbage. Kan jeg ikke finde nogen, der vil have dem, ryger de i Småt brændbart.
Det her er en af de plader, jeg købte i 1985, da jeg var på sprogskole i Volgograd. Jeg tror, det er læreren, som har skrevet sin adresse på coveret til afskedsfesten – fordi det lige var, hvad vi havde at skrive på. Jeg har ikke hørt pladen meget, og jeg har aldrig skrevet til adressen.
Hov, forresten: Sidder der blandt læserne nogen, som er gået retro med vinylplader og gerne vil udvide samlingen, kan I få en fortegnelse over indholdet af kasserne. Skriv jeres mailadresse i kommentarfeltet eller send en mail til bjaerge(at)hotmail(dot)com.
Jeg har ikke noget med Poul Krebs eller Michael Falch. Men Gnags og Jethro Tull og Miles Davis. Meget blandet.
