Syv litterære yndlinge

Jeg fik en opfordring til i syv dage at lægge et billede af en yndlingsbog på Facebook.

Normalt går jeg langt uden om digitale kædebreve, og barndommens kædebrevstrusler om, at ’denne-kæde-startede-i-Spanien-for-12-år-siden-og-er-ikke-siden-blevet-brudt,-og-hvis-du-bryder-den,-vil-slemme-ting-overgå-dig’ har jeg vovet at tilsidesætte. Uden at der skete noget.

Den eneste gang, jeg deltog i et kædebrev og møjsommeligt kopierede brevet og sendte det med posten til fem nye, mens jeg købte og sendte et viskelæder til det første navn på listen, fordi jeg så selv ville modtage 264 viskelædere inden for to uger, skete der det, at jeg modtog … 1 viskelæder. Så nogen har altså brudt kæden. Måske fordi ingen rigtigt gider have 264 viskelædere.

Altså kædebreve, nej tak. Men denne udfordring syntes jeg alligevel var lidt sjov, og jeg har kigget tilbage gennem hele mit bogbagkatalog.

I Facebookprojektet skulle man samtidig udfordre en ny person til at gøre det samme – hver dag lægge en bog op og udfordre en anden. Det har jeg gjort, og med varierende held. Halvdelen af mine udfordrede har taget handsken op, resten ikke. De gider ikke, og ved I hvad? Jeg kan sagtens forstå dem. Men tak til dem, der er gået med og tænker egne yndlinge frem fra fortiden.

Her er mine.

Jeg fik Da skoene løb med Laura i gave, da jeg var omkring syv år. Det er en knaldgod historie om en pige, hvis nye sko løber af sted med hende, og hun oplever alt muligt spændende undervejs. Måske var det en drøm, måske ikke. Jeg har læst den mange, mange gange. Og tegnet lidt på den.

Denne dag et liv er Jens Andersens blændende biografi om Astrid Lindgren. Imponerende, uforglemmelig og velskrevet om fine, kloge Astrid.

Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser om en blind fransk pige og en tysk dreng under 2. Verdenskrig kryber helt ind under huden med sine mange lag og indbyggede historier. Den er glædelig og sørgelig og godt fortalt i et veldrejet sprog, der gjorde mig hjerteglad.

Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket gik som tegneserie i Ekstra-Bladet i 80’erne og blev løbende udgivet i hardback-albums. Jeg ønskede mig dem efterhånden og elskede hvert eneste nye bind. Værket er ufuldendt, idet tegneren gik hen og døde midt i bind 9, netop da vikingetiden var slut.

En mand der hedder Ove. Behøver jeg at sige mere? Fredrik Backmanns rørende fortælling om en irriterende, pedantisk og livstræt mand, der har alle mulige grunde til at være, som han er.

Anne-Marie Løn udgav Prinsesserne i 1996. Om to nordjyske søstre, der er født til storhed og velstand, og som det slet ikke går, som de er udset til. Hovmod, kriser, økonomisk fejlslag, forfængelighed, forkerte valg – jeg husker den som en bevægende roman om bondelandets kultur hen over en hel generation.

Tænk, jeg havde aldrig læst noget af Erik Valeur, da jeg blev opmærksom på Det syvende barn. Den handler om bortadopterede børn fra et nordsjællandsk børnehjem i 50’erne og 60’erne og deres skæbner. Det er krimi, spænding og politisk samtidsskildring på højt psykologisk niveau.

Det var de syv, jeg valgte. Har du yndlinge?

e-bog på iPad

Mens fodboldentusiaster langsomt bereder sig på at holde med Island under EM til sommer, fordi den eneste spiller i verden, som alle nævner udelukkende med hans fornavn, bare er bedst, har jeg vendt skuffelsen over, at eReolen kun kunne tilbyde Denne dag, et liv som e-bog og ikke som lydbog, til noget rart og komfi.

Med benene oppe og tilbagelænet i sofaen læser jeg for første gang i lang tid med øjnene. Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi på min iPad. Det fungerer.

Samme app, men forskellige apparater. Lydbøger på telefon, ebøger på tablet. Alsidig berigelse. Point til mig, og jeg er videre i turneringen.

ebog

Knausgård og autofiktionsovervejelser

knausgaard

Vi læste første bind af Min Kamp af Karl Ove Knausgård i min læseklub for et par år siden, og siden er jeg fortsat med de efterfølgende bøger.

Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg læser for tiden, og jeg svarede, at jeg er i gang med femte bind af Min Kamp. “Du må godt nok være fan!”, var kommentaren, og jeg fik ikke spurgt, hvad der lå i dét. Et opgivet forsøg?

Det er en speciel genre, men jeg er fascineret af Knausgårds blændende sprog og fanges af fortællingen og fortælleren. Jeg har læst bøgerne med gode pauser imellem; det synes jeg er nødvendigt for ikke at blive rendt over ende af al den autofiktion.

Egentlig er det mere auto end fiktion. Tror jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om der overhovedet er nogen fiktion. Men det er altså sådan, genren betegnes. Knausgård beskriver sit liv, sine mennesker, sine følelser. Til tider både intimt og udleverende, synes jeg, både af sig selv og navngivne mennesker omkring ham. Hans værk har vakt opsigt og har både fået mange priser og været stærkt omdiskuteret. Kan man gå så tæt på mennesker i sit liv og gøre dem offentlige på godt og ondt, uden at de selv har valgt det? Forældre og bedsteforældre, ekskærester, ægtefæller, børn, venner, bekendte. Nogle personer i galleriet skildres ikke specielt flatterende, i særdeleshed faderen, som han hele sit liv er bange for. Paradoksalt nok er faderen den eneste i persongalleriet, hvis fornavn aldrig bliver nævnt. Der bliver kun sagt for eksempel “… de råbte min fars navn”, mens bror, mor, onkler og tanter, kusiner og fætre, venner, kærester og alle andre nævnes ved deres rigtige navne. Og de findes altså. De er levende mennesker, som har almindelige liv, og som ikke nødvendigvis længes efter at være offentligt kendte.

Med de verserende debatter in mente om, hvorvidt man udleverer sine børn, når man lægger billeder af dem op på Facebook, virker Min Kamp særlig stærkt. Det bliver seriøst sært, når jeg finder storebroren på Facebook og via hans venneliste går videre til de personer, som er nævnt i bøgerne og ser profilbilleder af moderen, niecen og nevøen, forfatterkammeraten, barndomsvennen, ungdomskæresten, den første kone, den nuværende kone.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Selv om de havde fået andre navne og derved ikke kunne findes på eksempelvis sociale medier af en nyfigen kreativ googler i fjerne Viborg, ville de selv og alle i deres kreds alligevel vide, hvem de var, og forholde sig til det, der er skrevet om dem.

Men sådan er det måske bare med biografier. Det ved jeg ikke. Jeg skal til at læse nogle flere biografier og blive klogere, tror jeg.

Men først skal jeg være færdig med årene i Bergen.

Jeg har en bred smag

I en uge havde jeg ikke indtaget litteratur i nævneværdige mængder. I går var jeg hele bredspektret rundt. I kolonihaven hørte jeg først Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel færdig. Derefter startede jeg på at lytte til Jo Nesbøs Sønnen, og jeg nåede at sidde på altanen og læse de sidste sider i Helen Fieldings Bridget Jones – vild med ham, inden den skulle afleveres på biblioteket i dag.

Jeg synes godt, vi kan sige, at jeg favner bredt.

Til gengæld skal jeg arbejde på at være rummelig i forhold til navne på fiktive drabsefterforskere. Jeg har læst tre bøger i Lotte og Søren Hammers serie, hvor hovedpersonen hedder Konrad Simonsen og bliver kaldt Simon. Jo Nesbø introducerer i Sønnen en ny politimand. Som hedder Simon. Jeg skal lige vænne mig til, at det er et helt andet univers.

Tredje påskedag

morgenmad

Jeg trækker påskeferien med en fridag mere. Feriedagskontoen skal tømmes inden første maj. Det er en god fornemmelse. Jeg har alligevel været tidligt oppe, for der var en, der skulle vækkes til en skoledag. Og til gaver og tillykker. Flaget skyldes nemlig, at min yngste dreng i dag går ind i det sidste år, hvor det er mig der bestemmer.

Han er for længst gået i skole. Med flødeboller og nye sko.

allstars

Bagefter nød jeg morgenmad med litteratur. Kaffe. Overvejer, hvad der skal fyldes i dagen. Vask af det sidste vindue, jeg ikke gad i går? Biblioteket? En tur i haven? Til bageren efter kage (“Hvad kunne du tænke dig?” “Jamen, jeg kender ingen kager… noget chokoladekage, så.”) til når han hjem fra skolen går.

I aften går vi på restaurant. Hvem der kommer med som gæst skal ikke regne med dejlig chokolade og kager til. Fødselsdagsbarnet har endvidere betinget sig, at der ikke synges. Den slags tøjeri vil han gerne være fri for.

Det bliver en god tredje påskedag.