Mere højde på

Vi kan tilsyneladende ikke få højde nok på vores færden. Og så passede det helt fint ind i dét koncept, at svigermor havde opgivet at holde styr på alle sine børns, svigerbørns, børnebørns, svigerbørnebørns og oldebørns fødselsdage og i stedet besluttet at invitere til fælles oplevelser, en dag hvor hun kunne nyde at være sammen med alle de nævnte, og som indbød til nærvær, snak og familiefællesskab.

Valget var faldet på bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro og en naturvejlederstund for dem, der ikke var høje nok til at komme i højden eller var jordbundne af andre grunde. Det var i søndags, og det var fedt og sjovt. Vejret og udsigten var i top, og det var en virkelig fin oplevelse, både brovandring og familiesamling.

Grevinden er topbegejstret for indsigt og udsyn fra de øverste etager, og det fik vi. Vi havde en rigtig god guide, som fortalte med humør og begejstring om alt det, man kan se fra de øverste jernbjælker på sådan en gammel bro fra 1935, mens hun førte os fra Fyn til – næsten – Jylland og tilbage igen. Turen tager to timer og koster 285 kroner for en voksen. Bare til info, hvis det er det vigtigste, I har at spørge om. Resten kan I læse om på bridgewalking.dk.

Det har overrasket mig lidt, at mange af kommentarerne til det billede, jeg lagde på Facebook med teksten ’Agent BB i radiokontakt og sikkerhedsudstyr på toppen af Lillebælt’ har været noget med ’at I tør’ og ’hvor er du modig’. Vel skulle vi op ad mange trapper, og vel gik vi på en smal rist 60 meter over vandoverfladen, først på sydsiden, inden vi krydsede over en tværbro og gik tilbage på nordsiden, men på intet tidspunkt følte jeg det specielt modigt eller grænseoverskridende at gå der. Jeg har ganske vist heller aldrig døjet med højdeskræk og har altid været det barn, der sad højest oppe i de højeste træer. Men altså, sikkerheden var i orden. Heldragt, sele og tøjret til en skinne under hele turen samt radioguidning. Det kunne ikke være mere trygt.

Sandheden er, at det på billedet ser vildere ud, end det var. Man ser ikke så meget af fundamentet, vi går på, men vi var altså holdt godt fast af en line, og der var stabilt gelænder hele vejen.

De her højder – ’bare’ 60 meter over havet – og blåt, grønt og fladt i sigte var meget anderledes end de højder, vi gik i for lidt over en uge siden, men det var stadig højt, og som Morten sagde som kommentar til kommentarerne: Når man har været hér, tør man alt. Se lige denne dronefilm fra Flatiron, hvor vi overnattede. Cirka 1.20 inde i filmen går kameraet tæt på den yderste spids af platformen, og man kan se en lille rund plet med sand. Dét var vores lejrplads. Der lå vi 13 mennesker og sov under stjernehimlen og i lyset nede fra Phoenix. Men vi var jo slet ikke ude og få det lodrette kig ned ad klipperne, som filmen viser. På film virker det langt vildere, end det føltes at være der selv. Dét var heller ikke utrygt, bare flot.

På samme måde er det med billederne fra Lillebæltsbroen.