hep

To ens …

Bare for lige at bekræfte, at dét jeg sagde, jeg skulle i lørdags, også var dét, der skete.

Fødselsdagsbrunch skete.

Vækning med sang skete

Gaver skete.

Gæster skete.

Kaffe og lagkage skete.

Spadseretur for at kigge lidt på 24 timers løb skete.

Dejlig aftensmad i festligt vennelag skete.

Vin og Limoncello skete (Limoncello behøver ikke at ske igen …)

Og ja, forresten, luft til at puste begge lys ud skete.

En fisk i hånden, en gemt fotograf og en lagkage

De tre ting virker ikke umiddelbart, som om de har noget med hinanden at gøre. Og det er en fuldstændig korrekt iagttagelse: Det har de ikke.

For ni år siden, da Facebook var ny og jeg skrev opdateringer hver dag og gerne flere gange om dagen, handlede de tit om akvariefisk. Yngsten havde akvarium i flere år, og vi arbejdede evigt på at holde en rimelig bestand af såvel stimefisk som mere interessante fisk, der havde både udseende og ego med sig, og i øvrigt kunne enes og leve sammen i de 54 liter plummervand, der var til rådighed. Skalarer og sværddragere, for at nævne et par af arterne. Sugemallerne hed altid Hanne, og vi nåede op på både Hanne 7 og Hanne 8. For det sørgelige var jo, at der jævnligt døde fisk, så vi måtte supplere. Og af denne status ses det, at der ikke altid var fisk på lager i dyrehandlen heller.

For nogle uger siden, da vejret var mindre hvidt, var vi ude at gå i Ø Bakker, der ligger en halv snes kilometer øst for Viborg. Og måske har I aldrig tænkt over forskellen på jægertøjsfarver og fjeldtøjsfarver. Med jægertøj camouflerer man sig i naturen. Når man går på fjeldet, gælder det om at kunne ses, for hvis man forulykker og skal undsættes, er rød, gul og blå til at få øje på fra luften frem for grønt, gråt og sort. Jeg nævnte det her, da vi vandrede i Norge sidste sommer.

Prøv at finde fotografen på det her billede. Han ville aldrig være blevet reddet af helikopteren.

I weekenden havde vi alle børnene hjemme, og i går fejrede vi store søn, der fyldte 24, og jeg havde lovet brunch. Dagen før var han blevet fejret hos farfamilien, og da han og hans søskende blev kørt hjem til os om aftenen, hilste faren af med at sige, at “så kan det være, din mor bager en kage til dig”.

Lige dér gik det op for mig, at jeg ikke havde tænkt et sekund længere frem end brunchen. Jeg havde ikke tænkt på kage, og jeg havde ikke skænket aftensmad en tanke. Sikke en mor! Heldigvis er Morten både bagersøn og en suveræn lagkageopsmører, så jeg spurgte, om han ikke kunne improvisere en lagkage. Og det kunne han, og den var god! Og der var lys i – helt præcis 12 lys, og jeg har faktisk ikke fået spurgt, hvilken tanke der lå bag dét antal. I øvrigt er en 24 års fødselsdag en af de få andre begivenheder end jul, som kan berettige et kalenderlys.

Aftensmaden blev også reddet. Fødselaren hævdede længe, at han ikke har nogen livret, men vi fik alligevel tvunget et menuønske ud af ham, og jeg lavede en suveræn Cæsarsalat. Sikke en mor!