Mynte er en gadedreng

mynte

Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.

Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.

Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!

Der er håb for sommerens mojitos.

mojito

Jeg har set lyset

lyset1

I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.

lyset2

Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.

lyset3

Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.

Håbet er grønt.

Det skal NOK blive forår.

Fuglefight afsnit 3: Urteburet

Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.

Måske skræmte uglen duerne væk.

Måske.

Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.

Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?

Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.

urtebur1urtebur2

Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.

Så hvad siger I? Skal den have en chance til?

Mens vi hoverer på hjemmeadressen.

Her vogter jeg!

uglen

Vi har handlet på nettet, og man har sendt os en ugle. Vi håber, den er lige så magisk som uglerne i den Harry Potterske troldmandsverden.

Den skal holde røverfuglene væk fra krydderurter og blomsterkrukker på terrassen. Det indlysende, som flere har foreslået os, er at anskaffe en rovfugledrage. En silhouet af en rovfugl, som er fæstnet med en snor til en pind, og så kaster vinden den rundt, som om der flyver en farlig dræberfugl rundt. Det skal nok holde spurve og duer væk.

Det er bare ret dyrt, sådan et sæt med fugl og teleskopstang. Men man kunne også få en ugle, så vi. Den har et fjedrende hoved, som vinden kan få til at virre. Så bliver fuglene bange og tør ikke stjæle salvien og timianen. Tror vi. Håber vi.

Duer den?

Vi ved det ikke helt endnu. Den kom i dag. Den ser måske en lille smule … syntetisk ud. Måske er der ikke så meget schwung over den, som det virkede til den sene aften, vi så den i webshoppen og klikkede den hjem. Men den kan faktisk godt sådan ligne lidt en farlig kat, der sidder på bænken og venter på bytte, mens den koldblodigt virrer lidt med hovedet. Eller i hvert fald en ugle, der gør det.

Nu må vi se, om den forskrækker nogen. Der har i hvert fald ikke været nogen fugle og stjæle, efter at vi tøjrede den til bænken. Vi har set et par gråspurve sidde et stykke derfra og undre sig. Men ingen i krukkerne. Så indtil videre konkluderer vi, at den virker.

UGLE MOD FUGLE!!

Hvad der sker, når jeg planter nye krydderurter, ved ingen. Udover at uglen skræmmer, som vinden blæser. Se selv.