Hold så fri

“Folk der arbejder, skal sørge for ikke at arbejde om lørdagen”, sagde min mor i telefonen.

Det var ikke hovedemnet i vores samtale, men vi nåede dertil ad en tangent, fordi det under snakken gik op for hende, at det er fredag, og at der venter en weekend forude og dermed fridage for mig. For hende – og for andre, der ikke er i skolesystemet eller på arbejdsmarkedet – er der ikke den store forskel på hverdage og weekenddage.

Og så var det, hun kom til at tænke på konklusionen på en undersøgelse, hun havde læst om i avisen eller set i fjernsynet. Travle folk skal huske at holde fri, når de har fri. Altså lade være med at arbejde hjemme og på den måde mindske risikoen for at blive stressede.

Det vidste vi godt. Intet nyt under solen der.

Men det ledte os ind i en snak om, hvad det er for noget arbejde, man skal holde sig fra. Er havearbejde arbejde, og må man grave sin have om lørdagen? Er rengøring arbejde? Hvis nu – altså HVIS nu – man syntes, rengøring var den fedeste måde at slappe af på, måtte man så godt gøre hovedrent i hele hytten – altså HVIS? Der er jo nogen, som har de ting som deres travle, lønnede beskæftigelse.

Selvfølgelig ved vi godt, hvad det handler om, og hvem det er, der skal geare lidt ned med hvad, og huske at koble fra, så deres motor ikke brænder sammen. Og vi blev enige om, at det må være op til hver enkelt, hvad han eller hun slapper bedst af med, og folk må lave havearbejde eller hovedrengøring, som det passer dem. Sådan er vi så kloge, mor og jeg. De kunne bare have spurgt os, inden de bekostede den undersøgelse.

Og for en sikkerheds skyld gør jeg, som mor siger. Jeg har haft travlt i denne uge, og i morgen er det lørdag. Det er bedst, hvis jeg holder mig fra både havearbejde og rengøring.