Ferie!

Ah, hvor godt! Jeg har taget hul på tre ugers sommerferie, som jeg allerede har fyldt meget forskelligartede ting i. Derfor er dette indlæg blevet en tosset blanding af spredte billeder og samlende ord. Ellers kan det hele ikke rummes.

Vi tog til madfestival hos Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegård ved Horsens Fjord i lørdags og mødtes med gode venner. Der var folkemiddag i laden om aftenen med hjemmelavet økologisk mad, hvor vi sad på halmballer omkring kabeltromler. Det var rart og dejligt. Det bedste var at opleve mennesker med en passion, mennesker som gør det, de brænder for, og som stabler sådan et arrangement på benene for at dele det med andre. Læs mere om gården og folkene her.

madfestival

Så har vi været i haven. Klippet hæk, så den ligner naboernes i pænhed, luget køkkenhaven og kørt forfærdeligt forfaldne havemøbler og andre effekter væk. Og nydt. Jeg fortalte om det her.

SirPaul1

I går aftes var vi sammen med Sir Paul i en stuvende fyldt Boxen i Herning. Det var godt nok stort. Helt i toppen af mine koncertoplevelser. Han kom på kryds og tværs i tid og genre i sit kæmpestore katalog og gav os den ene klassiker efter den anden i et forrygende sceneshow. Fra smukke ballader til intens rock. På billedet nedenfor spiller han Blackbird og gav garanteret mere end én blandt publikum blanke øjne. Selv blev jeg tavs og grebet af øjeblikkets storhed, da han satte sig ved pianoet og spillede Let It Be. Selveste Paul McCartney… lige der … spillede Let It Be … i virkeligheden … halvtreds meter fra mig. Tænk.

SirPaul2

I dag har jeg fedtet rundt og købt ind og gravet kartofler op og pakket fjeldgrej og kørt min bil til servicetjek.

havenjuni

Fjeldgrej er, fordi jeg skal vise Morten det mest fantastiske norske lille sted, jeg kender. Min norske familie har et hus i Telemark ved den lange sø Nisser, der strækker sig fra Treungen i syd til Vrådal i nord. Der er udsigt og fjeld, sø, å og alt det smukkeste, Norge har. Jeg har holdt ferie der tre gange før, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at komme igen. Vi skal bade i åen, der strømmer ned over fjeldet, vandre op på fjeldet og skue ud over søen, og så skal vi frem for alt være sammen og geare helt ned. Vi er så mygge- og knotklar.

mygogknotklar

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig?

Er du til Sweet eller Slade?

Det spørgsmål stillede vi hinanden midt i 1970erne for at få et fingerpeg om, hvilken bås vi skulle sætte hinanden i. Begge bands var britisk glamrock med karakteristiske frisurer, vanvittige glitterkostumer og høje popstøvler, men Slade var lidt vildere end Sweet, der spillede mere pop.

Muligheden for at kunne lide begge orkestre sådan cirka lige godt eksisterede ikke. Det var enten det ene eller det andet. Jeg var til Sweet. Jeg kunne deres sange udenad og havde en overgang omtrent samme frisure som forsangeren Brian Connolly. Det var pænt dengang.

Og Sweet og Slade var dengang.

Troede jeg.

Nu har jeg lige læst i den lokale avis, at Sweet og Slade spiller her i Viborg i slutningen af marts næste år. Sammen! Det er helt uhørt. Det er Sweet eller Slade. Ikke og. Er det mon fordi der er faldet nogle af dem fra, så de kun tilsammen er nok til at være et band. Det er 40 år siden, jo. Fyrre år siden de toppede. Jeg vidste ikke engang, at de stadig eksisterede.

Og hvordan skal de så spille, når de skal spille sammen? Hvem skal synge for på Far Far Away og Wig-Wam Bam? Eller er det stadig to orkestre med hver sit repertoire? Man finder vel kun ud af det ved at løse billet.

Men der ved jeg altså ikke rigtigt. De ringer nok også snart fra 70erne og beder dem komme hjem og få håret touperet.

sweetslade

Steffen, Tina og os

“I morgen skal du selv sørge for aftensmad”, sagde vi til Lasse. “Vi skal til Herning og høre Brandt og Dickow”.

“Nåååeh, er det de der billetter, I har snakket om i 750 år?”, sagde han.

Og det er det. Vi har godt nok haft dem hængende længe, og jeg glæææder mig. Det er vi flere, der gør. Vi har lavet aftale med vores gode venner Henrik og Anne Dorthe, og da vi i sin tid spurgte, om de ville med, udløste det et “Ja ja jaja ja ja ja jaaaaaaaaaaaaa” efterfulgt af en hel masse emojis med både flag, høje hatte, guitarer, hjerter og flueben.

Med Steffen Brandt og Tina Dickow er det alt dansk musiks allerbedste og min fortids og nutids favoritter samlet på én scene. Jeg hørte dem sammen for syv år siden, også i Herning, og det var så godt. Jeg er forventningsfuld, og de, der allerede har oplevet dem på denne turne, roser og siger, vi godt kan glæde os. Det gør vi. Jeg har et crush på dem begge to.

I firserne blev jeg voksen i Aarhus med Steffen Brandt og TV2 som lydspor. Nytårsnat – ved indgangen til 2016 – var der to timers fjernsynssammendrag af TV2s livekoncerter gennem tiderne. Henrik og jeg havde en fest. Jeg har mødt min ligefan, og vi dystede om at skråle højest til sangene og mundhugges om, hvem der havde været tættest på Steffen og dermed havde størst ejerskab. I fred og fordragelighed, naturligvis. Men højlydt. Til sidst var alle de andre gået i seng.

I morgen skal vi nok lade være med at synge med. Kun lige så stille inde i os selv. Det bliver så godt.

Den Dickow

Torsdag aften indløste jeg en fødselsdagsgave. En af de gaver jeg fik til senere effektuering end på selve dagen. Min veninde gennem et helt voksenliv havde givet mig billetter til Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert Ned fra Nord/Úr Norðri, hvor Tina Dickow inviterede musikalske venner og stemninger fra Island og Aarhus plus et twist fra Færøerne på scenen til at bygge bro og knytte musikalske bånd mellem sin gamle og nye base.

Så stod jeg der mellem titusind andre midt på Vester Allé, som var lukket af i begge ender, hvorved hele området mellem Rådhuset og Musikhuset blev en stor festivalplads lige midt i byen, og havde en fantastisk aften. Med mine egne bedstevenner og Tina Ds bedstevenner.

Det var magisk. Scenen lignede et lysende græsk tempel i skumringen og nattemørket, og værtinden lignede en gudinde med sine flagrende gevandter i samme blå farve som en stormfuld Nordsø i morgenlys.

Samaris, Eivør, Helgi Jonsson, Ásgeir Trausti, Kjartan Arngrim, Steffen Brandt (i islandsk sweater i anledning af temaet (jeg tror han havde lånt den, jeg tror ikke på han ejer andet end sort tøj!)), Vocal Line og bandet. Alt var så godt, som jeg havde ønsket mig, og mere til.

Og Tina Dickow selv. Hun spænder utrolig bredt, fra stille til råt, fra countryballader til symfonisk rock, og så har hun en mand, hvis lyse stemme harmonerer så perfekt med hendes mørkere, at det bliver helt overjordisk og næsten intimt, når de synger sammen.

Aldrig har hun skuffet mig. Jeg har efterhånden oplevet hende til en del livekoncerter i de senere år, uden at jeg bevidst har opsøgt en rekord eller foretrukket hende frem for andre. Det er bare blevet sådan. Akustisk intimkoncert sammen med Steffen Brandt i Herning, to koncerter i Scandinavian Congress Center, Grøn Koncert, Beachparty i Skive, solo i Holstebro, og denne augustaften var dermed vores syvende møde. Jeg ved ikke med hende, men jeg var i hvert fald godt underholdt. Jeg fik alle mine ønsker opfyldt og glæder mig over, at hun fik mulighed for at give sin by og sit publikum den oplevelse.

Sikke en åbning på den festuge.

Sikke en gave.

Tak.

Ulven kom

Belli

Jeg havde barvagt på Paletten til Peter Belli. Han er fyldt 70, og det var flere af publikum også. Han kan endnu og synger stadig fantastisk. Det er godt, at han forlod ’Teddybjørnen’ og ’Ingen regning’ og gik tilbage til rock’n’roll. Det var en fed koncert og på flere måder en usædvanlig aften. Belli skulle gå på klokken 20. I sig selv er dét tidligt for en stor artist en lørdag aften, men jeg har aldrig oplevet, at størstedelen af publikum var kommet og på plads ved cafebordene kvart over syv. I tal: 19.15. Jeg tror ikke engang, de havde været ude at spise først; de havde bare spist tidligt og var taget af sted.

Det var gæster på 50++, de drak vin og øl – ingen farvestrålende drinks, og de betalte stort set alle sammen kontant. Vi havde usædvanligt få dankorttransaktioner, og det var også den type publikum, der ikke går i baren under sættet. De gør det forinden og igen i pausen. De var gråhårede og havde briller og deres pæne tøj på.

Men tag ikke fejl. Dengang Peter Belli var langhåret, var de det også. Langhårede, unge og rock’n’roll. Og deres dna kunne godt huske det. Rocken og rytmen boblede i dem, og mange af dem kunne slet ikke sidde stille, de gamle beatnikker var unge igen. Det var så fedt.

Belli2

Prøv engang at forestille jer en koncert om fyrre år med dem, der er vokset op med Nik&Jay…