Fundering fra spinatbedet

Spinat er sundt og godt. Spinat er på mange måder en stor og fyldig grøntsag, især i overført betydning, og især hvis man har in mente, hvor meget arbejde der faktisk ligger bag, inden hjemmedyrket spinat når frem til middagstallerkenen.

Det er let at tømme en pose spinatfrø ned i en sirlig rille i urtehaven og sætte sig til at vente. Spinat gror villigt, og pludselig er det blevet stort og høstklart, og SÅ kommer det store arbejde. I flere sæsoner har jeg troligt siddet i mange timer og nippet blade af stænglerne, skyllet og skyllet, til der ikke længere var risiko for knasen mellem tænderne fra jord, der ikke var skyllet væk fra bladene. Så har jeg blancheret og konstateret, hvor meget udbyttet svinder ind i omfang, hvorefter jeg har frosset avlen ned i passende portioner, lige klar til brug.

Sådan er det også i år, og jeg har ikke engang tømt spinatbedet i kolonihaven endnu.

Der er masser af tid til at fundere, overveje og drage nye konklusioner undervejs. Kolonihavedyrkning er en dynamisk disciplin, og jeg har bestemt mig for at springe over spinatbedet næste år. Dels har vi faktisk stadig spinatportioner i fryseren fra sidste år, og dels er vi fra nu af en spinatspiser mindre i husstanden.

Fra i morgen, faktisk. Yngsten flytter hjemmefra, og det sætter i sig selv tusindvis af tanker i gang. En epoke slutter, når den sidste flyver. Da de to ældste fløj fra reden, havde jeg stadig en hjemmeboende tilbage. Nu skal jeg give helt slip, og der bliver tomt på en anden måde. Nogle dage hver anden uge har vi heldigvis stadig Astrid og er således tre til aftensmad, men langt de fleste dage vil der kun være Morten og mig – og dermed også færre til at lave maden, og vi skal indrette os anderledes på mange måder.

Måske er tiden nu kommet til at få gang i en længeresigtet madplanlægning i stedet for dag-til-dag løsninger og akutindkøb. Måske skal vi kaste os ud i en eller to måltidskasseordninger. I hvert fald vil vi lave fiskekassen, som vi får hver anden uge som basiskasse til tre, om til en måltidskasse til to personer.

Omvendt skal vi heller ikke have så mange måltider leveret til døren, at grøntsager af egen avl bliver helt overflødige. Jeg vil stadig gerne have fingrene i jorden og mærke den rige fornemmelse af at dyrke selv.

Sådan flyder tankerne, når jeg sidder i baggangen i den gode stol mellem vaskemaskine, tumbler og baljer som på billedet herover. Spinaten vil jeg ikke træde i næste år, men salat, kartofler og rødder af mange slags vil der stadig være grobund til sammen med løg, kål og græskar.

De udeboende børn vil sikkert også sætte pris på omfattende grøntsagskasser og poser med hjemmebag, når jeg hele tiden kommer og besøger dem.

Spinaten er svundet ind til to portioner til frys.

Udflytning pågår.

Nissehuebærrene boomer

Taybærhøsten tegner storslået i år. Vi plantede busken for fire år siden, fordi vi (Morten) fik øje på den på en planteskoletur og syntes, den var en skæg og anderledes bærfætter at have i haven. Den kunne vi nok få noget sjov ud af, blev der tænkt.

Taybær er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, googlede jeg mig til. Da jeg efter købet viste Lasse et billede af bærrene, syntes han mere, de lignede Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi var spændte på udkommet.

Det første og det andet år og også de efterfølgende bar busken stort set ingenting, og de få bær der var blandede jeg bare i hindbærmarmeladen. I år slår hindbærhøsten grundigt fejl, til gengæld får vi en ordentlig masse taybær, medmindre nogle lede fugle pludselig får smag for dem. De er på ingen måde fire centimeter lange, men der er masser af nissehue og cambodjansk tempel over designet.

Jeg har kun plukket de mørkeste og regner med at tage dem efterhånden, som de modner. De ryger løbende i fryseren, og så ender de fleste nok som marmelade. Som alle bare har at kunne lide.

Vi har også solbær. De får samme skæbne.

Brug øjnene. Kig op, når du går.

Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.

Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.

Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.

Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.

Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.

Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.

Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.

Typen uden rygrad

Jeg gik til kolonihaven i dag. Altså gik, som i spadserede, som i vandrede på mine fødder de fire kilometer. Altså lod både bil og cykel stå hjemme, tog ranselen på ryggen – med madpakke og andre fornødenheder – og tilbagelagde strækningen til fods.

I kolonihaven gjorde jeg dejlige ting som at slå græs, luge, drikke kaffe, plante hokkaido- og squashplanter (fra nu er nattefrost lyst i band!) og beundre mit værk.

Bagefter vandrede jeg hjem igen. På vejen gik jeg ind i en butik og købte 2 kilo mel og et stort stykke ost, for det manglede vi hjemme, og sådan en type er jeg, at jeg tænker på den slags. Jeg købte også lidt sødt til gåturen, for det trængte jeg til.

Det viser sig, at jeg er typen, der når at kværne tre chokoladebarer, inden jeg gror en rygrad.

Fuglekrigen fortsætter, nu med gamle våben

Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.

Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.

Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.

Skræmmeuglen!

Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.

I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!

Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!