Husk det nu!

Så er den gal igen: Punkterne har hobet sig op på Huske at-noten på min telefon. Måske var det bare at starte fra den ene ende og fortsætte til den anden ende og ganske enkelt få tingene gjort. Men sådan fungerer det ikke helt. Punkterne er ikke listet i en prioriteret rækkefølge, men mere i en … sådan … vilkårlig orden, så kronologien i det skal jeg også tage stilling til.

Tage georginer med hjem – Jeg gravede dem dygtigt og helt efter bogen op i kolonihaven, inden der kom frost, men de ligger stadig i huset deroppe, og jeg bør altså snarest svinge ind omkring og tage dem med hjem til vinteropbevaring et frostsikret sted. Snarest, blev der sagt!

Gøre kalenderlys – DET HAR JEG FAKTISK GJORT!

Gøre adventskrans – Den skal bruges nu på søndag, men skal adventslysene indgå i noget overdådigt eller stå rene og minimalistiske i år? Jeg ved det ikke endnu … Men det er også først på søndag.

Flytte reoler – Av, den var værre! Tre sektioner ABC-reoler i værkstedet skal flyttes en skabsfrysers bredde til venstre for at få plads til – ja, godt gættet – en skabsfryser. Men først skal der findes et andet sted til nogle kæmpestore MDF-plader. Og inden reolen kan flyttes, skal den også lige tømmes – og bagefter fyldes igen. Der står ikke noget om på min liste, hvornår det hele skal gøres. Men måske inden vi fylder fryseren, der nu står midt på gulvet, for meget op med noget dådyrkød, der skal hentes hos slagteren … i morgen?

Skrive ønskeseddel – Jaaerhh, det siger sig selv.

Skrue i solbriller – Mine gamle RayBans, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev 40, har tabt den ene stang igen, og jeg kunne få sat en lille skrue i hos en optiker. Jeg skal bare huske det. Hmm. Det er 18 år siden jeg fyldte 40, så måske skulle de solbriller bare ryge ud nu? Nej. Bare nej.

Lakridsspecier – Vi bagte dem for nogle år siden, og de var ret gode, så jeg vil finde opskriften frem igen. Jeg har set den fornylig, en udrevet side fra et blad, som jeg har foldet sammen og lagt ind i en bog. Men hvilken?

Beskrive bord – Jeg har en idé, som nogen måske kan gribe og udvikle videre på, så det funktionelle møbel, jeg har i tankerne, også bliver flot. Jeg skal bare lige formulere en beskrivelse, jeg kan give videre.

Sortere strømpebukser – Få det nu bare gjort! Og smid alle de hullede ud straks!

Nå, jeg tror, jeg vil starte med at lede efter den småkageopskrift. Det virker vigtigst.

Auberginefarvet mad, men hvad?

Anstrengelserne har båret frugt. Helt bogstaveligt. Fire flotte – okay, indrømmet, ret små – auberginer er høstet fra kolonihaven. Ikke fra friland, men fra indenfor.

Det var et impulskøb i foråret, da jeg købte de andre udplantningsplanter. Tomat, agurk, peberfrugt, hokkaido, squash og så aubergineplanten, som jeg ikke havde nogen som helst erfaring med, men lyst til at prøve. Den er ikke robust nok til at stå ude, læste jeg mig til, så den fik plads under tag i våbenhuset (som fik sit navn efter denne forespørgsel), og der har den haft det fint og passet sit groarbejde i det stille.

Nu er den så færdig med al den avl, jeg kan regne med, og her er fire et flot resultat. Hokkaido gav for eksempel kun to, og peberfrugt tre.

Det er bare lige gået op for mig, at jeg aldrig har tænkt så langt som til efter høsten. Det har på intet tidspunkt strejfet mig at overveje, hvad vi skal bruge auberginerne til. Findes der andet end moussaka på den her tid af året, hvor man bare ikke gider gå ud i regnen og grille dem på havegrillen? Noget knaldlækkert, som vi ikke har tænkt på eller kender?

Kom ind, aubergineentusiaster! Fyr løs med jeres smagfulde erfaringer.

Bare inden vi gør kål på hele høsten på fredag.

Mine forældres liv fortsatte, da jeg flyttede hjemmefra

Jeg havde en telefonsamtale med min mor om new zealandsk spinat. Jeg sad i kolonihaven og nippede bladene af en trillebørfuld spinatplanter, jeg havde trukket op af jorden. Efterårspilleriet, hvor jeg hvert år sidder i dagevis og spørger mig selv, hvor klogt det lige var at så så meget spinat i foråret. To en halv række virker som temmelig meget, når det skal høstes, og så føler jeg mig ikke særligt begavet. Det er i hvert fald ikke lønsomt, hvis man gør det op i tid og penge. Men glæden ved hele vinteren at kunne tage spinat ud af fryseren til hvilke som helst retter opvejer alt besværet. Messer jeg for mig selv, mens jeg sidder i yndlingshjørnet i haven og har fat i hvert e-ne-ste spinatblad, med kaffe i kruset og lydbog i ørerne.

Eller med mor i ørerne, mens vi vender dagens store og små tildragelser. Og så faldt snakken altså på spinaten. Mor spurgte, hvilken slags jeg har, og jeg fortalte, at det er new zealandsk spinat, fordi den slags ikke går i stok, men bare fortsætter med at sætte nye blade gennem hele vækstsæsonen, og derfor kan jeg bare lade det stå og høste det hele på én gang. ”Ja, det var også dét, jeg havde”, sagde hun.

Hvad?

Jeg kan ikke huske, vi dyrkede spinat i urtehaven, da jeg boede hjemme. Grønkål, ja. Spinat, nej. “Måske var det noget, jeg startede på senere”, mente mor.

Så de havde faktisk et liv, efter at jeg flyttede hjemmefra? Jeg ved ikke alt om dem, så? Der skete ting i deres liv, også ind imellem mine besøg? De tog for eksempel nye beslutninger? Såsom at begynde på at dyrke spinat. Det er ikke mig, der har opfundet det?

Det er en meget sær erkendelse. Jeg burde have vidst det. Jeg er 58, min mor er 91. Det er længe siden, jeg flyttede hjemmefra. Men jeg føler mig sådan lidt … narret. Hun kunne godt have fortalt mig, at hun dyrkede spinat.

Oh gavl, oh østergavl

Overskriften er en linje fra et af Niels Hausgaards stille mesterværker, en hyldest til, ja, en gavl. Jeg har forsøgt at finde den korrekte linje i den rette sammenhæng, men det lykkedes mig ikke. Det gør ikke så meget, for teksten er bare mit stikord til at vende mig mod vores egen østgavl. Vores rækkehus har facade mod nord og mod syd, og vores gavl – for vores er det ene af de to huse i rækken, der faktisk har en gavl – vender mod øst. Det er en helt vinduesløs gavl. Skal vi kigge mod øst, må vi have hovedet helt udenfor, og det gør vi som regel først, når vi decideret skal ud af huset og af sted. Derfor er det først på det tidspunkt, vi rigtigt får lejlighed til at kigge på østhimlen. Sommetider bliver vi overvældede. Det var det, jeg blev i går morges, da jeg gik over til carporten. Sikke en himmel. Øjeblikket efter var den forandret, og senere silede regnen ned.

Og dermed kommer jeg til mit egentlige ærinde. For jeg vil såmænd bare fortælle, at selvom regnen også silede ned i lørdags, fik vi faktisk fældet de to ahorntræer i kolonihaven. Det gik overraskende hurtigt, både med fældning, opsavning og oprydning, og jeg husker ikke engang, at vi blev særligt våde. Måske var der ophold i regnen, netop mens vi savede og bar, jeg ved det ikke. Se lige i denne lille film, hvor godt og dygtigt de to venner her nedlægger træer sammen. Det var det sidste af de to træer, med forsnit, hovedsnit og vætning i den rigtige retning. Det var helt efter bogen, og den brug- og brændbare del af træet har stablet sig sammen for at vente på tørre tider.

 

I dag var det sommer

Altså, det er jo efterår. Oktober ER efterår. Men i dag føltes det næsten som sommer, bare fordi solen skinnede, og det ikke blæste råkoldt.

Jeg benyttede lejligheden og vejret til at slå omkring kolonihaven efter arbejde, for al den regn har længe forhindret mig i at slå græsset, men forleden bemærkede jeg, at regnen ikke har forhindret græsset i at gro.

Så det var min agenda: Slå græs og tage bestik af tingenes tilstand. Og tingenes tilstand er generelt god, kan jeg fortælle. Ukrudt, ja. Afgrøder, der skal høstes, ja. Men overordnet: Prima.

Jeg pillede nogle udtjente salatplanter op og smed i containeren, skar de to eneste (og små!) hokkaidogræskar af, kiggede på visnende agurk- og tomatplanter og tænkte et kort øjeblik, at der ikke er så meget tilbage at høste i år. Men SÅ tænkte jeg mig om og talte op. Der er spinat, grønkål (hvis blade haren nipper af nedefra, ganske som den plejer), rødbeder, masser af pastinakker og fem små auberginer.

Lige så smukt vejret var i dag, lige så regnfuldt er det lovet i morgen. En front går hen over landet, siger de. Den er faktisk ikke velkommen, for det er meningen, at vi skal have væltet to ahorntræer. De står ved hækken ind til Evald, og han har været lidt vægelsindet i sin mening om de træer. Allerede sidste forår var han interesseret, i at de blev fældet, for han synes ikke rigtigt, han kan få noget til at gro under dem inde på sin side af hækken. Men så blev det en rigtig varm sommer (det var det faktisk sidste år, husker vi måske), og han og konen kunne sidde så dejligt i svalende skygge under ahornene. I dette forår havde han skiftet mening igen, og jeg lovede, at vi godt kunne fælde dem her i efteråret.

Evald skal selvfølgelig ikke bestemme over vores træer, men vi er lidt ligeglade med dem. De har sikkert sået sig selv, som ahorn bare gør hele tiden, og ingen har pillet dem op i tide, hvilket er en fejl, når det er ahorntræer, man har med at gøre. Nu er de STORE. Fældningen er arbejde, der bare skal gøres. Save-save, køre-køre væk, bortset fra stammerne, der skal blive til brænde og smage brændeovnen engang i fremtiden. Det er ikke slemt arbejde, vi gad godt bare gøre det i tørvejr. Nu må vi se, om vi kaster os ud i det i morgen. De træer løber jo ingen steder. Tydeligvis. Ud over i vejret.