Et stykke med bart

Igen i dag var det havens dag. Det er fem år siden, vi overtog kolonihaven, og således er Haven Sæson 6 netop gået i gang. Dermed er det meste efterhånden blevet rutine, vi ved hvad vi skal, og der er ingen overraskelser. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Det er tværtimod godt, trygt og dejligt gammelkendt. Og det bedste: Der kommer mad ud af det.

Hvad der heller ikke er nogen overraskelse i, er at jeg hvert efterår ikke får gravet køkkenhaven inden vinteren. Således også denne gang. Det betyder – igen, at jeg må grave om foråret, inden jeg kan så. Det øverste grønne lag skal lige vendes ned i jorden, så det i det mindste ser ud, som om der er bar, sort jord.

I år lader foråret og såtiden vente på sig, og jeg har ikke købt så meget som ét frø eller én læggekartoffel. Men jeg har påskeferie, så det var oplagt at starte gravemaskinen. Som er mig og min havespade. Fiskars Classic. Helt analog fræsning.

Det regnede ikke i Viborg i dag, og jeg orkede at grave et okay stykke, mens jeg lyttede til Anne B. Ragdes Liebhaverne og ind i mellem varmede mig ved medbragt termokaffe. For det var altså koldt, og da tæerne på min venstre fod var blevet til is, kørte jeg hjem.

Om tre uger har jeg ferie igen, og så er det nok varmere og mere gravevenligt og såbart. Der når jeg resten. Nok.

I denne påskeferie bliver der ikke mere kolonihavearbejde. I morgen rejser jeg til København og besøger ældstebarnet. Det bliver noget helt andet og lige så dejligt.

Udpluk #14

• Det myldrer med studenter derude. Glade, lettede og lettere berusede studenter.

• Stolte forældre viser billeder af glade studenterpoder på de sociale medier, men jeg har lagt mærke til, at det ikke længere er moderne at sende de ungdommelige afslutningskarakterer med ud. Det er godt.

• Der er studenterkørsel i dag, og den første bortkomne studenterhue er blevet efterlyst på de sociale medier. Huen er fundet, lyder seneste opdatering på some. Det er også godt.

• Sidste år havde jeg selv en student. Det er ret rart bare at være fredelig tilskuer i år. Jeg husker det som en hektisk tid med eksamen, huepåsætning, studenterkørsel, fester og dimission. Det er også hektisk for stolte forældre.

• Især for mødre, der ser det som en del af mor-opgaven at overgå sig selv i velmenende råd til student, der skal på Roskilde Festival for første gang.

• Det var faktisk helt befriende – for begge parter – da han endelig var taget af sted til Roskilde.

• Han skal også på Roskilde Festival i år, og jeg er en rutineret mor, der næsten ikke har givet gode råd. Han ved, hvad han går ind til, og jeg ved det.

• Om lidt spørger jeg ham alligevel, om han ikke skal have sin billet printet ud.

• I næste uge skal Morten og jeg være alene hjemme. Det er helt sært.

• Nå ja, ikke helt alene. I morgen får vi feriehund, som bliver hos os i tre uger. Det bliver spændende. Jeg ved intet om hunde.

• I læser ikke ikke med her, vel, feriehundens ejere?

• Nu til noget helt andet.

• Man kan nemlig altid vise billeder af pæne blomster. Så nedenfor ser I først, hvad der gror op af et hul i kolonihaven, hvor der er gravet en træstub op, og bagefter en vase med rækkehushaveroser, som kun er en lille smule fedtede, efter at jeg har sprøjtet for lus.

• Han printer sin festivalbillet i morgen, siger han.

• Glædelig student, hvis I er nogle af dem, der har sådan noget.

Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.

Hare, hår, håb

Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.

Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.

På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?

Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.

Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.

Eller altså …. vente og se, hvordan det går.

Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.

“Din (mentale) dropbox er næsten fuld” …

Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?

Næ.

Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.

Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.

Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!

“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.

Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.