Nutella om eftermiddagen, når man er i kibbutz

En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.

Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!

Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.

Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.

Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.

Som man siger…

Der kan godt blive lummert på et flødebollekursus.

Altså mest fordi der opstår en god varme, når 11 mennesker står tæt sammen og skal håndtere nytillærte færdigheder og tempereret chokolade i et meget lille lokale.

Men også lidt på grund af de sære formationer, sådan noget skum danner, når man sprøjter det ud. Som man siger. Og på grund af de sætninger, hjælpsomme medkursister får sagt. “Du skal tage godt fat om sprøjteposen” “Skal jeg holde den oppe for dig?” “Du har lige en revne dér!”. Find selv på flere.

Vi havde givet en kollega et flødebollekursus i fødselsdagsgave, og meningen var, at hun ikke skulle alene af sted. Derfor stod vi i går seks kvindelige kolleger og fem, vi ikke kendte, i et lille lokale hos Social Foodies i M.P. Bruunsgade i Aarhus og lavede bæredygtige flødeboller.

Social Foodies hævder, at de laver Aarhus’ bedste flødeboller, og det kan jeg sagtens overbevises om, at de har ret i. De var i hvert fald gode. Det virker også, som om de laver Aarhus’ bedste alt muligt andet. Chokolade, nødder, kager, konfekt og is. Det er de samme folk, som står bag Paradis Is, som man ikke glemmer, hvis man først har smagt det.

At fremstille flødeboller er både overraskende let og overraskende svært. Marcipanbundene var forberedt, da vi kom, det samme var store portioner hindbær-, vanilje- og lakridsskum, og chokoladen løb hele tiden i butikkens store chokoladesmelter, så vi skulle egentlig bare samle flødebollerne. Det kom der meget grin og meget spektakulære resultater ud af.

Først var der pænt og ryddeligt.

Så gik vi i gang med at sprøjte. Som man siger.

Håndgjorte flødeboller er aldrig ens. Jeg forstår hvorfor.

Overtrækning er lettest med kvalmende meget smeltet chokolade. Og er lidt svært.

Til sidst var der ikke så pænt og ryddeligt længere.

En af kursisterne fik lavet noget, som jeg syntes lignede Fordelingshatten fra Harry Potter.

Kammertonen kan jeg ikke love

9komma9

På lørdag skal jeg mødes med to meget- og hurtigtsnakkende, højtråbende, tossede, vidunderlige kvinder. Engang var vi kolleger; siden skiltes vores professionelle veje, men vi er evigt og for altid ligeværdige kolleger i vid, vanvid og rablerier. Det går ikke stille for sig, når vi ses, hvilket vi har gjort alt for sjældent. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der er alkohol, smøger og ligefrem tale i rigelige mængder. Sidste gang var jeg værtinde. Vi tilbragte en augustlørdag i kolonihaven, og det var SÅ sjovt, og jeg var SÅ mærket dagen efter. Derfor besluttede jeg allerede dengang at lade bilen blive hjemme og tage toget til Aarhus, når vi skulle til julestue. På lørdag, altså.

Der er blevet udstukket en opgave til alle. Vi skal komme med en julesang på hver sin melodi, og den skal handle om vores lille klub. Jeg har store forventninger. Billedet øverst er en lillebitte bid af min kladde. Mere vil jeg ikke røbe, og sandsynligvis bliver det den eneste krumme, der bliver kastet ud i det offentlige rum. Medmindre det ender med at være offentlighedsegnet, og det tvivler jeg på, det gør. Til gengæld er jeg sikker på, vi får det overskægt og er trætte på søndag. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig for vildt?

Sådan så det ud på Instagram i sommer, da vi fremsatte en offentlig erklæring.

9komma9_sommer