Frodigt flor

Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.

Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.

Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!

Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.

Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.

Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.

Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!

Vilkår for fuglemælk

Denne lille plante med fine hvide blomster står midt i en række af trædesten, vi har lagt gennem urtehaven i kolonihaven. Måske hedder den nikkende fuglemælk. Jeg tror, det er en løgplante, og jeg er sikker på, at løget har overlevet den gennemgribende afskrælning af det øverste lag jord, som vi foretog, da vi overtog haven efter Gudrun for fire år siden. Der er meget, som har overlevet, har det vist sig.

Jeg kan se for mig, hvordan Gudrun omhyggeligt og sirligt har lagt en spandfuld fuglemælkløg i jorden og glædet sig hvert eneste år over det fine væld af hvidgrønne blomster i klynger rundt i haven.

Vores vision med haven har været at gøre den til en nyttehave snarere end en prydhave. Vi ville ha’ grøntsager frem for blomster.

Og sådan kan man fuldstændig uforskyldt få ændret sine livsvilkår helt uden at flytte sig. Det er lidt tankevækkende: Da Gudrun var dronning, var fuglemælken et ønskebarn. Nu, under vores regime, står den det selvsamme sted og er en skarnsunge.

Tilsået! Og vasket!

andenpinsedag

Wup wup, så er der fyldt ud i køkkenhaven. Der er kun plads til små, små spontaniteter og Lasses bønner, som det stadig er lige tidligt nok at putte i jorden. I dag har jeg sået rødbeder og plantet grønkål og alle mine små squash- og hokkaidounger. Jeg håber, nogle af dem overlever. Hvis ikke, har jeg lært til næste år for pokker at vente lidt længere med udplantningen til friland. Vi ser.

Alle flagretingesterne er plastikstrimler, som skal skræmme de tykke duer, der kan lide nyspiret rucola (jeg VED det, for de narrede mig sidste år) og måske spæde grønkålsplanter (jeg ved det ikke, men naboen har hængt plastik over sine kålplanter, så det har jeg også gjort).

Det har været en fin anden pinsedag. Haven er så pæn, som den næppe bliver igen i år. Der er luget, og man kan se bar jord (ikke mellem trædestenene, ved det godt). Fra nu af bliver det et kapløb mellem naturen og mig, og vi ved ikke, hvem der vinder. Det er tit ukrudtet, der lægger sig i front og holder positionen gennem hele sommeren. Vi ser.

 

washapp

Jeg har også vasket bil i dag, og dét her lærer jeg aldrig at forstå. Hvordan ved min telefon, at der er nogen inde i vaskehallen foran mig? Ja ja, jeg kan godt regne ud, at det er den QR-kode, jeg lige har scannet fra standeren, som fortæller systemet (hvilket system? Hvor?), hvilken vaskehal jeg holder ved, og samme system har registreret al aktivitet. Men alligevel! Det er spooky.

Sommetider er jeg hamrende knivskarp, og sommetider er jeg virkelig, virkelig nem at imponere.

Flittige hænder

I min sidste ferieuge har jeg forenet det nyttige med det behagelige. Om formiddagen har jeg fedet den med alting og ingenting hjemme, og ved middagstid er jeg taget i haven med madpakke og lydbog. Langsomt er et ferieforsømt vildnis blevet tæmmet. Jeg har sorteret nyttevækster fra unyttevækster og konstateret, at der af de fem rækker spinat, jeg har sået og egentlig troet, der kun blev ukomme og ikke udkomme af, faktisk var blevet en smule avl. En meget lille smule. Langt fra sidste års bugnende høst, men måske bliver der til en enkelt portion.

Man kan igen se sort jord, som ikke er dækket af knæhøjt ukrudt, mellem urterækkerne. Der er plads til at sætte nye rækker jordbærstiklinger og måske så lidt mere salat. Gulerødder og rødbeder skal bare have tid til at vokse sig større, og Lasses bønner, busk- og pral-, trives fint og udnytter deres klatremuligheder. Der er stadig masser af salat – iceberg og rød og grøn romaine.

Vores lille havecontainer er fyldt til randen med grønt affald og er på tømningsselskabets rute i dag. Ugleskræmslet er sat væk for i år og får måske arbejde igen næste år.

Før og efter. Jeg er lidt stolt af mig selv.

haveferie

Der er grund til at tro på squashhøst.

squash

Ikke meningen, men dekorativt alligevel. Får fred indtil videre.

dekorativt

Vidste I forresten, at Flittige Hænder var navnet på det ugeblad, som senere skiftede navn til Hendes Verden? Min mor abonnerede på ALT for Damerne og mormor på Familiejournalen, og så byttede de indbyrdes, når de var færdige med dem. Mors kusine Johanne holdt Hjemmet og hendes nabo Aase Flittige Hænder, og de overtog også bladene efter hinanden. Bunkerne havnede hos henholdsvis mor og Johanne, og med jævne mellemrum mødtes de til eftermiddagskaffe og udvekslede stabler. “Byt’ bla’e” var et fænomen i mit liv lige fra mine allertidligste erindringer. Flittige hænder skiftede navn til Hendes Verden i 1962, hvor jeg bare var tre år, men de nordfynske koner må være blevet ved at bruge det gamle navn, siden det har sat sig så fast i mine minder.

 

En ny chance

Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.

Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.

Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.

Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.

20150619_205137

MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!

Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.