3. august 2016 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
På visse områder er det helt i orden, at hverdagen er ved at finde sit gamle mønster igen. Ja ja, vel er jeg træt, når jeg kommer hjem fra arbejde og går i fare for bare at klatte omkuld på sofaen. Lige i dag er trætheden måske også forstærket af regn og gråvejr – og at jeg som sædvanligt (dér var det med hverdagen igen!) er kommet til at gå for sent i seng og dermed få sovet for lidt. Og ja ja, helt dagligt er det alligevel ikke, for Morten og mindsten har udnyttet de sidste dages skolesommerferie til at tage på sheltertur på Fyn – og øv for regn og gråvejr i den forbindelse, for resten.
Men der, hvor hverdagsvanerne er velkomne, er på kokkeområdet. Lasse er færdig med at være på udlandsferie, og det er onsdag! Onsdag er hans maddag.
Jeg kom ind af døren klokken halv fem og hørte som det første lyden af emhætten. På komfuret stod en gryde. Og der duftede godt. Kokken var ikke at se. Jeg kiggede ind på værelset. “Hvad koger du?” “Sådan noget … bøf…” “Bøf?!?” “Ja, det skal simre”.
Jeg har lindet på låget. Det simrer. Der er også noget tomat og noget løg dernede. Det dufter godt! Måske skal vi også have nogle af de alsaciske knefles, han købte i Strasbourg. Det er ægnudler, jeg tror, de hedder Spätzle på tysk. Jeg er spændt.
Under alle omstændigheder stornyder jeg, at juniorkokken er på hjemmebane igen.
Måske skulle jeg også lige udnytte den tid, jeg slipper for ved komfuret, til at gå en runde med støvsugeren. Det kan i hvert fald aldrig skade. Hverken at omgivelserne bliver en smule renere eller at skærpe appetitten med fysisk arbejde.
Denne hverdagsonsdag er god ved mig.
10. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.
Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.
6. marts 2014 | Køkkenskriverier |
At jeg har insisteret på, at børnene skulle have en ugentlig maddag, er det klogeste træk jeg har foretaget i hele opfostringen af dem. Ja, jeg håber da, at de også selv sætter pris på at vide, hvad der er op og ned på en grydeske, men i første omgang fryder jeg mig udelukkende af selviske årsager.
Det er forholdsvis nyt, at yngsten er avanceret fra kokkeføl til juniorkok med udvidet ansvar (inklusiv indkøb på egen hånd), og der er ting, han lige skal guides med, men det kommer. Og i dag lukkede han døren til køkkenet, tændte radioen og fløjtede, mens han skramlede med gryderne og håndterede bacon og hakket kød. Jeg lagde tøj sammen, spillede Candy Crush og kroede mig og holdt mig væk. To gange blev jeg spurgt til råds om småting, inden han slog døren op og stolt forkyndte: Skal vi se på det, så?
21. august 2013 | Køkkenskriverier |
Vi er så småt ved at komme ind i den vante gænge igen efter sommerferien, hvad angår kokkeføllets maddag. I nogle år har den 16-årige haft en ugentlig dag, hvor han bestemmer, hvilken aftensmad han og jeg sammen skal lave. Min bagtanke er, at han får sig nogle huslige færdigheder og en fornemmelse af madlavning. Han kan godt lide at se madprogrammer og sætter stor pris på velsmagende og veltillavet mad. De barndomsdage, hvor han kun ville have smøreost og bacon er for længst ovre.
Vi har haft stor fornøjelse af Spisebrødrenes udsendelser, og kokkeføllets absolutte favorit er netop en af deres opskrifter, som han efterhånden kan lave uden min indblanding. Han gør det bare ikke, for det er hyggeligt at gøre det sammen. Spaghetti alla putanesca. Det betyder ’den lille luder’ og er en ret, som skøgerne i Napoli hurtigt kunne lave mellem kunderne. Og den smager fantastisk. Kapers, ansjoser, oliven, hvidløg og citron går sammen i flok og løfter smagen.
Det var det, han ville lave i dag, for det var længe siden sidst.
Og se, det blev godt!
Det her er min hjemmelavede kogebogsholder. Bukket i hegnstråd. Hægtes på hylden, og brødkassen holder den fast. Og køkkenbordet holdes frit. Egen ide, eget design, meget minimalistisk. Skal måske finpudses lidt, men det bliver den nok ikke. Nogen har engang kommenteret – og komplimenteret – at jeg har skabt et på én gang råt og feminint design, som kan bruges i både i- og ulande. Det er smukke ord. Og rigtige.
