Hvor kikset tøj kan børn egentlig tåle?

Der var en pointquiz i et Kender du typen?-program, hvor de to livsstilseksperter skulle gætte, om vores hovedperson var typen, der A) havde abonnement på børnetøj, altså fik en ny pakke tilsendt, når barnet formodedes at være vokset til en ny størrelse, B) håndplukkede tøjet ved selv at gå ud og købe det i fysiske butikker, eller C) arvede børnetøj fra venner og familie.

Kvinden, hvis hjem vi besøgte, viste sig at være B-typen, som selv gik ud og købte tøj til sin søn.

Det har jeg også gjort, men jeg har i lige så høj grad været på C-holdet, og i tidens løb har der cirkuleret mange poser med tøj mellem mine børn og deres fætter og kusiner, i takt med at de store voksede ud af tøjet, og de små voksede til. Det var der rigtig god fornuft i. Noget af tøjet holdt til mange børn, noget blev slidt op undervejs, noget syede vi selv.

En af pointerne i ’Kender du typen?’ var, at vi klæder vores børn i den stil, vi selv har, så det hele hænger lidt sammen, og på den måde præger vi dem.

Arrh, jeg ved ikke rigtigt….

Hvor kikset tøj kan man egentlig gå igennem barndommen med og stadig blive et hæderligt menneske?

Undskyld, børn! Det her virkede altså som en god idé i 1995!

Men så var det en helt anden type

Jeg så Kender du typen?

Det første lange stykke tid kunne det have været mig. “Vores hovedperson” var en kvinde. Hun boede i en stor lejlighed på øverste etage i en ejendom (godt nok i København, men alligevel) med sine børn. Hun cyklede frem for at tage taxa. Hun var meget loose i sine holdninger. Vi så sønnens værelse, hvor der blandt andet lå værktøj på gulvet, og der var ikke særlig stylet. Jeg har godt nok før set værre rod i børneværelser på min egen adresse, men indtrykket, man skulle have, var, at hun godt kunne lade rodet på børneværelserne ligge og godt kunne lade børnene have deres frirum der uden at gå og rydde op.

Hun var også meget loose i forhold til madlavning. Økologi, “når det er der og ikke koster for meget ekstra” og ellers madvarer uden toptjek. Der var ikke aftensmad på regelrette tidspunkter, og sommetider kunne det godt være rugbrød. Børnene måtte også godt få Nutella en gang imellem. Bare maden sådan overordnet var sund, var der plads til looseness. Og hun syntes, at morgenmad var et af de vigtigste måltider, fordi man skal starte dagen ordentligt.

Indretning var ikke noget, hun gik så meget op i.

Men pludselig var hun 43. Og pludselig læste hun Berlingske i stedet for Politiken. Herefter var der mindre og mindre, jeg kunne sammenligne mig med. Resten var stiletter og læder, Agent Provocateur-undertøj, gourmetlakrids, ugentlig massage til hele familien, temperament, målsat forretning. Nå ja, så kunne hun også sable champagne.

De to livsstilseksperter gættede begge rigtigt.

Hvis det var mig, der havde materialiseret mig ved udsendelsens slutning, ville alle alligevel være blevet vildt forvirrede. Jeg er jo ikke kendt.