Forråd

spinatavl

Her er en trillebør fuld af halvdelen af havens spinat. Jeg har fået sået sådan en slags spinat, som ikke går i stok, men bare gror og gror, indtil frosten kommer, og som vist også kan overvintre ude. Men det skal den ikke. Ikke som udgangspunkt, i hvert fald. Det kan godt være, jeg skifter mening, når jeg alligevel ikke får gjort noget ved resten. I dag hev jeg halvdelen op og satte mig med en lydbog i ørerne og en saks i hånden og klippede bladene af. Der gik op mod to timer med det, og jeg var svært glad for, at jeg ikke havde høstet det hele, nu jeg var i gang.

Nu ligger der en pose med over to kilo frisk spinat i køleskabet. Jeg har læst mig til, at det kan blancheres og fryses ned, så det er det, jeg gør i morgen.

Kartoffelhøsten er ovre. Egentlig havde jeg ikke en fornemmelse af, at vi var bagud med det. Jeg har været så lidt i haven, at jeg ikke engang har fulgt med i, hvor langt naboerne er, men jeg kiggede tilbage her på bloggen og opdagede, at vi var en uge tidligere med kartoffeloptagningen i fjor. Der kan jeg også se, at høsten ikke er specielt meget mindre i år, hvad jeg egentlig troede. Kartoflerne er kulet ned i flamingobøtten, og her kan man se en film om, hvordan det er at være en kartoffel dér.

Jeg kunne nemt piske mig selv med, hvad jeg ikke har nået i haven endnu. For eksempel at plante jordbærstiklingerne ud. Lige dét er det vist ved at være noget sent med, men jeg er altså nødt til at have ryddet et stykke jord for alt det ukrudt, som er blevet knæhøjt, mens jeg vendte ryggen til. Men jeg vil godt bede om fritagelse for det der piskning, – jeg gider det ikke. Jeg synes, jeg har været dygtig i dag.

Vi er også ret dygtige til at dyrke rødbeder. De er så store, at jeg måske er nødt til at regne avlen i rummeter. Jeg tog et par stykker med hjem (til sammenligning er skoen på billedet størrelse 39), og planen er at vi skal lave rødbedesuppe i morgen. Jeg håber, vi kan lide det, for  vi er nok nødt til at lave det igen og få brugt flere rødbeder.

roedbeder

Knold

I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.

Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.

Og jeg skal da love for, at de er store.

kartofler_salat

I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.

Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.

Eller en grevindefrokost.

In spe

Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.

Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.

Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.

kartofler

Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.

blaabaer

På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.

peberfrugt

Kokkehuer

Den aftensmad, jeg lavede i dag, kunne jeg lave med to forskellige kasketter på. Det er dem her.

Udskriv

Den ene er den moderne Stop Madspild-kasket; inde under den er der en glorie, der stråler af politisk korrekthed ud gennem stoffet.

Den anden er en ærlig Gider Ikke Gå Ned Og Købe Ind-kasket. Den er gennemvædet af en lang arbejdsdags sved.

Det var nummer to, jeg havde på, da jeg kiggede i køleskabet og talte syv kogte kartofler, nogle grillpølser (halvanden, der havde været på grillen, og to, der ikke havde) og en halv bøtte rejer. Jeg skar i skiver, fordelte det i et fad, piskede fire æg, som jeg krydrede med salt, peber og paprika og hældte over. Rev noget rød cheddar over og satte fadet i ovnen.

foer

Det fik en halv time ved 200°.

Så tog jeg kasketten af og opdagede, at der faktisk var en lille glorie inde under. Jeg bød yngsten til bords, og han så også lyset og fandt, at maden smagte godt.

efter

Den lille anlægsgartner

Jeg har sået og plantet lidt her og lidt der og på forskellige dage og i lidt tilfældig rækkefølge og hvad jeg havde lyst til og tid til. Der var også noget i forvejen, og der må jo ikke være kartofler samme sted hvert år. Meget af det er på slump og lidt vilkårligt, og en del har jeg tænkt anderledes til at begynde med, end jeg endte med at gøre det. Jeg har også allerede glemt, hvornår jeg startede med hvad.

Så jeg har lavet et skema, så jeg kan huske hvad og hvornår. Så kan jeg også nemt svare på, hvornår jeg lagde kartofler, for det er jeg helt sikker på, at jeg vil blive spurgt om igen og igen. Ikke at nogen har spurgt endnu, men det er nok, fordi jeg er så hurtig til straks at få indføjet i enhver samtale, at jeg har lagt kartofler.

Der er plads til mere. Persillerod, pastinak, rødbeder, mere salat, mere spinat, flere jordbærplanter, et æbletræ. Men ikke ærter.haveplan