PAS nu på

Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.

Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.

Men VI ved det!

Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.

Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.

Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.

Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.

Hvor tager madpakkerne hen, når de tager af sted?

Når den daglige madpakke er smurt, og posen med den frysetørrede kaffe er i rygsækken sammen med primus og foldekopper, vil alle selvfølgelig gerne vide, hvor de tager hen.

Det kan være på vandretur på fjeldet. Eller til en solbeskinnet klippeblok ved en sø, hvor man kan bade. I bilen nordover på en bygevejrsdag. Det er altid spændende. Også for madpakkerne.

Der har for eksempel været madpakker med ad den stejle, blå turløjpe op på Lindefjell, som rejser sig 691 meter over havet, og hvorfra der er vid udsigt over Nisser.

Her.

Der har også været madpakker med igennem Kviteseid, hvor skyerne sad lavt den dag.

Og madpakkerne har været i Morgedal, som bryster sig af at være skisportens vugge, fordi det var her, Sondre Nordheim kom fra, og han betragtes som den første og største pioner inden for moderne skiløb. I hvert fald gad Sondre ikke ret meget andet end at løbe og lege på ski og udvikle bedre bindinger og skiteknikker, og nu er han foreviget som statue i Morgedal. Foran ham står Morten og sender livevideo, men han står der ikke permanent.

Madpakkerne har også set bålfadet på stentårnet i søen i Morgedal, hvor den olympiske ild blev tændt som starten på fakkelstafetten inden OL i Lillehammer 1994.

Fælles for alle madpakkerne er, at de har været i godt selskab. Vi har det godt. Vi snakker og griner og lægger mærke til alle mulige ting og funderer over meget sjovt, skævt og forunderligt undervejs. Vi er også stille sammen og fordybede hver for sig. Men frem for alt er vi gode sammen, synes vi selv. Vi snakkede om det i dag, efter at vi på en rasteplads ved en serie hårnålesving ned mod Kviteseid havde set et par, der var holdt ind for at spise madpakke. Vi var også kørt ind, og faktisk stod de lidt i vejen for et godt fotomotiv – og de gav sig god tid. Men de snakkede ikke sammen. Ikke et ord sagde de til hinanden. Det virkede, som om de mere spiste parallelt end sammen. Det kan der være mange grunde til, og man skal selvfølgelig altid huske, at det, man tilfældigt overværer, bare er et nedslag i en lang række af øjeblikke. Man ved ikke, hvad der er sket før, eller hvad der kommer efter. De kan have været skrupsultne og helt sukkerkolde, så der ikke var kræfter til også at snakke, eller de kan have aftalt lige at holde mund, mens de spiste, fordi de bare havde jodlet og sunget hele vejen fra Seljord eller Åmot. Eller de kan have været løbet tør for ord for altid. Vi ved det ikke.

Jeg er bare sikker på, at vores madpakker har det sjovere end deres.

1-0 til vejret

Sidste år gik vi op på Hægefjell, der er områdets højeste fjeld på 1021 m. Det var en fantastisk tur, som jeg beskrev her. I år ville vi gerne gentage succesen, og det nye skulle være, at vi indtog fjeldet fra Vrådalsiden. Altså med færgen over Fjonesundet, op til Vrådal, videre op til Vrådal Panorama, og derefter helt op til enden af stolehejsen, hvorfra der skulle være en turløjpe over til Hægefjell. I fjor bemærkede vi, hvor stien fra Vrådal mødtes med den rute, vi dengang kom ad, et lille stykke inden den endelige opstigning.

Altså helt kort, for nu at tage luften ud af den videre fortælling, gik det sådan, at vejret ikke var med os i dag. Byger drev hen over nordenden af Nisser og de højeste fjelde havde skyhat på, men det skiftede hele tiden, og vi besluttede at se, hvor langt vi kom. Fjeldregel nummer 8 er jo: Vend i tide – det er ingen skam å snu. Vi kom et pænt stykke op, men efter tre heftige byger var både vi og terrænet omkring os drivvåde. Fjeldet blev desuden glat af regnen, og vi bestemte os for at vende om, – det var alt for let at glide, og udsigten var ikke så vid, som den ihærdige fjeldvandrer fortjener. Det, vi kunne se, var, at bygerne ville blive ved. Dagens tur blev ikke helt den, vi havde håbet på. Men bare vent, Hægefjell, vi får dig en anden gang. Det bliver muligvis ikke i år, vi tager dig fra Vrådalsiden, men vi kommer igen.

Og på sin egen våde måde var det alligevel en flot tur i dag.

Her kommer færgen.

Godt med panorama over Vrådal og omegn.

Hægefjell er toppen i midten.

Det kunne godt være mig, der havde stået model til skiltet.

Hvis han var forulykket alene på fjeldet, var han aldrig blevet fundet i sit camouflagetøj. Godt, han fulgtes med en i rød signaljakke.

Bukser har bare at tørre hurtigt.

Frokostpause mellem bygerne.

Sært vejr.

Venter på vinter.

Sært vejr gik væk igen.

Hægefjell, dit gamle skaldede bjerg, du ligger jo bare derovre bagved og venter på os. Vi kommer tilbage!

Højfjeldssol

En billedkavalkade fra solbeskinnede fjelde og dale må være på sin plads i dag. Vi skal nyde vejret, når det er der, og når det er godt, for vi ved ikke, hvad vejrtjenesterne byder os de kommende dage. Yr.no og pent.no er ikke enige, og vi kan ikke gøre noget ved det, ud over at vente og se og så i øvrigt bare klæde os ordentligt på og have rigeligt med Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade med.

Men i dag. Dér var det godt, og det udnyttede vi til feriens første vandretur. På med vandreklunset og ned i rygsækken med madpakker og primus. Vi kørte sydpå og drejede til højre, stillede bilen, da vi nåede Haugsjå, og gik opad på en tur, vi havde set i en brochure. Den var ikke mærket af, så vi kom nok ikke til at gå helt den rute, vi havde regnet med, men det blev så bare en anden flot tur.

Al den gåen gjorde voldsomt sulten, og vi kørte videre ned til noget af alt det sø, der er i Norge, og sad under bagklappen i bilen og kiggede på noget pænt, mens vi spiste madpakkerne.

Det næste mål var Jettegrytene, som er naturens eget badeland, dannet af smeltevand gennem tusinder af år. Det er svært at beskrive med ord, både stedets fysiske omfang og dets egenart. Billederne fortæller lidt, og ellers er det bare at komme derud, hvis man er på de kanter. Men vælg en dag med godt vejr, for stedet indbyder til at tage tøjet af og glide i vandet. Det ligger bogstaveligt talt helt ude i skoven. Først kører man otte kilometer på asfaltvej fra Haugsjå og derefter yderligere otte kilometer på en smal grusvej, der snor sig op og ned igennem og rundt om fjelde for til sidst at ende på en parkeringsplads, hvorfra der kun er kort til fods til dette her:

Fyren, der står på klippen oppe til højre, sprang på hovedet ned kort efter, at jeg tog billedet. Der er altså dybt i nogle af de huller.

Det var den dag. Den gik godt.

Aftenhimlen lover … ja, jeg ved faktisk ikke, hvad den lover. Men den er så pæn, at det sikkert er noget godt.

Herfra hvor jeg sidder

Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.

Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.

De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.