Bruxelles i lange januar

For to måneder siden købte jeg to knaldbillige flybilletter til Bruxelles til en forlænget weekend i slutningen af januar. Min kusine har boet i byen i vel 30 år efterhånden, de seneste mange år i det fedeste byhus i Saint-Gilles. Billedet herover er fra gårdhaven, fotograferet sidst jeg var der. Jeg har besøgt hende flere gange, og det er også hos hende, Morten og jeg indlogerer os om … ja, der er faktisk kun lidt over 7 UGER til! Det er julen, der snyder tidsfornemmelsen – alt på den anden side af jul virker uendeligt fjernt, men om syv uger er vi sikkert ved at tænke på at pakke vores kufferter. Den smule håndbagage, som de knaldbillige flybilletter tillader os at have med, altså.

Morten har en længere Bruxelleshistorie end jeg og har været der mange gange, og nu skal vi trække de bedste dele af vores historikker ud og forene dem. For eksempel forestiller jeg mig da, vi skal på Tintinmuseet.

Og lige nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig virkelig meget til at tage min kæreste i hånden og komme af sted!

Pæne Norge

Rui_udsigt

I aftes gik jeg i seng med denne udsigt. Her til morgen var den akkurat lige så fantastisk, bare lidt mere skyindhyllet. Det går over.

Vi er rejst til Norge. Til fjelde og fred og noget af det smukkeste natur, jeg kender. De næste dage opholder vi os i de her omgivelser. Det er i orden at være misundelig.

Rui_syd

Det er min kusines hus. Hun var her i aftes, da vi kom, og det var dejligt lige at ses, inden hun drog hjemad. Huset er min tantes barndomhjem, og meget står autentisk, men der også moderniseret og bygget til. Da jeg var her første gang i 1999, var der stadig das i laden med stort hul til store numser og lille hul til små numser, og vi badede i en balje på køkkengulvet. Det gik fint. Siden har huset fået tilbygning med badeværelse, og denne gang er vi endda kommet til wi-fi og fortrinlig mobildækning.

Det her sted er spækket med historie og historier. Kastanjetræet i forgrunden af billedet kommer af en kastanje fra min morbrors – og min – barndoms gård på Nordfyn, hvor der står en mægtig kastanjeallé.

Rui_fadebur

Autentisk. Jeg kommer altid til at tænke på fadebursmusen fra Dyrene i Hakkebakkeskoven. Her opbevares ikke mad, men der skal nok være mus.

Rui_nord

Her dufter af jasmin. Meget.

Rui_koekken

Selv om vi er på ferie, er der et par arbejdsrelaterede ting, der skal ordnes. Tænk at være på arbejde med den udsigt. I nattøj.

Om lidt pakker vi ranselen og går på fjeldtur. Med KvikkLunsj i rygsækken, for det er forbudt at gå uden “Hele Norges Tursjokolade”.

Den der kirke, altså

Sagrada1

Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.

I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.

Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.

Sagrada2Sagrada3Sagrada4

Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.

Jeg er Gaudi-fan.

Rød måne

Den første heftige forårssol er altid barsk for Mortens hoved. Han har ikke noget hår at tage fra med, og han plejer at tage sine forholdsregler og sætte en kasket på.

I år kom Barcelona først med den stærke sol, og ingen af os havde tænkt på hverken hat eller faktor. Så et par dage med sol i sylten satte spor på toppen. Da han efter morgenbadet bøjede sig for at tage strømper på, så jeg tydeligt kontrasten mellem issen og kroppen.

Han lignede faktisk det japanske flag.

Hils kirken med frugterne

Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.

Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.

Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.

Jeg glæder mig.

Hola