Spredt tænkning om mandler og tasker

Jeg har en tilståelse. Jeg har ikke formidlet sandheden. Men jeg var i god tro. Og det er nok ikke så slemt. Faktisk har jeg bare talt forkert. Gik det op for mig for to nætter siden, lige da jeg var på grænsen til at falde i søvn.

Sandheden er, at jeg ikke har tolv dages juleferie, og så giver det seneste indlæg jo slet ingen mening. Men jeg troede altså, at det var tilfældet, for det havde jeg talt mig frem til. Men fintællingen forleden nat – dobbelt fintælling, endda – viste, at jeg kun har elleve. Og nu er der kun fire tilbage.

Det er en hel uge siden, jeg har meddelt verden noget digitalt, og det er ikke engang, fordi jeg har villet være smart og moderne og har bekendt mig til digital detox. Det har bare været så nemt og enkelt at nøjes med at være nærværende i den virkelige verden og kun skæve til den digitale i de sene nattetimer, når de andre sov. Ja, nok har jeg fulgt med i feedet, men uden at bidrage med noget selv, og der er helt sikkert verdensnyheder, der er gledet uden om mig. Det kan være, nogen laver et tilbageblik i uddrag og langsom gengivelse til mig på et tidspunkt.

Men jeg har det godt. Det har været dejlige dage hidtil. Og jeg spiste godt, og jeg drak kun lidt (… nej, vent, det var Fader Abraham??). Men jeg morede mig godt.

Mandlen blev væk juleaften. Ingen spiste den, ingen fandt den, og der var ingen risalamanderester. Det er meget mystisk. Medmindreeee … at ham, der havde mandelgaven med, ikke gad have den og lod mandlen forsvinde? Erik??? Nå, men vi raflede om mandelgaven, og jeg vandt ikke. Men jeg gad godt have haft den.

Nu står vi lige på grænsen mellem bagjul og fornytår. Jeg er så småt ved at indse, at jeg nok alligevel ikke får ryddet op i værkstedet i min lange, lange juleferie med de mange, mange dage uden de store planer. Dagene går jo, og jeg skal også slappe af.

Blandt mange virkeligt gode gaver – jeg fik kun gode og dejlige gaver – fik jeg en ny taske, og den er jeg flyttet ind i i dag. Jeg har tømt den gamle og overvejet hver enkelt ting, jeg tog op. Skulle de over i ny taske eller ej. Barkortene fra Paletten og hårklemmen skulle andre steder hen, men alt det andet er vigtigt og fandt nåde. Bortset fra indkøbssedlen, der røg ud. Jeg mangler ikke noget af det, der står på den.

Nu ved I, at jeg har det godt, og hvad der er i min taske.

Jeg tænkte det nok

julegaver

Jeg havde det lidt på fornemmelsen, og så fik jeg ret. Det hele løser sig.

Hvad løser sig? Ja, altså, at det bliver jul UDEN at jeg har været i hektisk panik på noget tidspunkt. Jeg har ikke engang været i nærheden af de røde kinder og det fjerne blik, jeg plejer at tage på de sidste ti dage før juleaften, fordi gaverne ikke køber sig selv, og alt det andet, man skal huske at nå, i øvrigt heller ikke selv tager ansvar for at blive gjort.

Af en eller anden grund er det gået anderledes i år. Jeg har spurgt Morten, om jeg ikke rigtigt nok har været flink og afslappet, og han sagde, at det syntes han. Jeg truede ikke engang.

Jeg har ingen som helst ide om, hvorfor det er gået så nemt.

Vi er også ajour med kalenderlyset. Tallet passer med de dage, der faktisk er tilbage at gøre godt med. Hov, jeg har vist ikke fået åbnet min lakridsjulekaldender i dag…?

… så er dét gjort. To kugler Peach Choc Coated Liquorice var det i dag. Jeg kunne lide det.

Gaverne – også dem jeg har påtaget mig at købe for min mor – er – stort set – pakket ind og forsynet med til- og frakort. Nå ja, jeg mangler at købe én. Det kan jeg ikke fortælle mere om. Måske ved jeg i virkeligheden ikke mere. Hvem ved? Det løser sig sikkert også. Der er stadig to købemulige dage tilbage.

Heldigvis er der KUN to købemulige dage tilbage. Det er kunsten: Start ikke så sent med at købe julegaver, at du ender i hyperventilerende julepanik, fordi du ikke kan overskue det. Start ikke så tidligt med at købe julegaver, at du har tid tilbage til sidst, så du falder i at overkøbe ekstra.

Jeg er måske blevet voksen.

Listefortrøstningsfuld

liste

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.

Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.

Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.

DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.

Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Og se, jeg har allerede købt ind!

Alting. Tjek, tror jeg nok.

jul15

Jeg tror vi er at være der. Vi kan godt gå i gang nu. Med jul.

Alle er færdige med at købe julegaver. Noget mangler at blive pakket ind, og en enkelt gave når frem i sidste øjeblik ad en tosset omvej, fordi jeg var kommet til at skrive rigtigt bynavn, men forkert postnummer. Jeg havde længe ventet i spænding på, at pakken overhovedet blev sendt af sted fra et lager i Sverige. Det blev den i aftes, og det var først da jeg track-and-tracede forsendelsen i dag, det gik op for mig, den var på vej til 8000 og ikke 8800. Den bedste løsning var at krybe til korset og sende gavemodtageren selv ind og hente den i postbutikken i Aarhus – med strenge ordrer på ikke at åbne den. Det gode er, at hun NÅR at få den.

Vi har købt ind. Vi skal ikke engang holde juleaften selv, men der skal jo forberedes alligevel. I flere uger har vi vidst, at vi skulle sørge for vinen til juleaften, halvdelen af maden til frokosten 1. juledag, al mad til hele 2. juledag og bidrage med en ret til frokosten 3. juledag. Så kunne vi jo godt have ordnet det i bedre tid, men nu blev det altså sådan, at klokken 13.30 i dag drog vi på handel. Med tre indkøbssedler. En til juledag, en til andenjuledag, og en med det, vi generelt manglede. Sjovt nok stod der vin på dem alle tre. I supermarkedet hilste vi på en bekendt, som kun gik med en lille kurv. Han skulle bare have det sidste, sagde han, “Men selv om det bare lige er det sidste, ender det altid med at koste tusind kroner alligevel”. Vi kiggede ned i vores propfyldte vogn og tænkte, vi skulle være glade, hvis vores “det sidste” kunne fås for tusind kroner. Ved kassen spurgte Morten for sjov, om jeg ville betale, så skulle han nok gå i kiosken og købe rom. Ja, hvis du betaler min tandlægeregning, svarede jeg raskt, og så grinede vi lidt ad det. Jeg gik i kiosken, og Morten skulle have valgt tandlægeregningen.

Jeg har vasket bilen. Selv om min mor ikke ser så godt længere, kunne hun sagtens lige finde på at kunne se, hvor beskidt min bil er, når hun skal hældes ind i den. Men nu er den ren som et barnligt julesind.

Mortens firma kan snart lukkes ned for et par dage eller i hvert fald sættes på slummer. Det trænger han til efter nogle travle uger. Det gør Klokkeblomst, hans hjælpende fe, som er mig, også.

Vi har fået julekort, kalenderlyset er nået til vejs ende, det samme er det første adventslys, Lasse har støvsuget, der er lagt vasketøj sammen, vi har æblegløgg, som jeg fik af den kollega, som jeg har nisset på hele december uden at blive gættet, og vi har frisk kuller til aftensmaden.

Alting, tjek, altså.

Alle sammen: Glædelig jul. Tjek.

Lise har jo ret

Noget af det fine ved at skulle købe julegaver er, at man kommer ud. Ud på gader og i byens forretninger. Sarte og hårdtprøvede sjæle kunne fristes til at sige “i den voldsomme trængsel og alarm”, men jeg er hverken sart eller hårdtprøvet, synes jeg, så jeg havde taget mit venlige ansigt og mit overskud på og stillet mig ud i kø. Faktisk havde jeg også den slags søde bemærkninger og snappy comebacks med, som for år tilbage fik min førstefødte til at konstatere, da vi kom ud fra en forretning, at “Mor, du er næsten lige så pinlig som far!”. Og jeg havde bare strøet et par små venlige morsomheder ud, mens ekspedienten pakkede ind.

Nå, men det gode ved at komme ud på handel er, at man møder mennesker. Nogle, man er på hils med, og nogle, man udveksler lidt snak med. I en af mine køer i dag kom jeg til at stå ved siden af en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Vi opdaterede derfor lidt på gøren og laden. Hun havde det godt og forstod at skønne på det hele hver eneste dag. Det har hun i øvrigt altid været god til. Hun var flyttet sammen med en mand. “Jeg har skudt papegøjen”, sagde hun og tilføjede “… men det har du jo også?”. Jeg bekræftede. “Man skal bare vente længe nok”, sagde hun, “eller gå i Bilka..” Her hentydede hun selvfølgelig til Bilka-daten, og jeg sagde, at det jo var fedt at finde en mand, der kunne se det sjove i at lægge det første stævnemøde i Bilka.

“Men du kunne heller ikke trives ret godt med en, der ikke havde humor, vel?”

Næh, præcis sådan hænger det sammen. Så jeg trives.