Årets bogstavelige julegave

Måske er det blevet en tradition, at jeg får noget med bogstaver i julegave. Jeg er i hvert fald den helt rigtige modtager så. Jeg elsker bogstaver. Både typografi og anvendelse. Både hvordan bogstaver ser ud, og hvad de kan bruges til.

Sidste jul fik jeg et typodarium. Det er næsten nået til det sidste blad og har været mig en fornøjelse hele året. Denne jul fik jeg ørehængere. Nej, der var hverken tale om fængende musik eller medrivende lydbog, men derimod øreringe lavet af taster fra gamle skrivemaskiner. Der medfølger endda et billede af, hvilken skrivemaskinemodel tasterne kommer fra. Jeg kan godt lide at få historien med, og jeg glæder mig meget til at hænge med ørerne og Erika 8-B’erne og skiftetasterne.

Det er FanTASTsmykker på Bornholm, som har specialiseret sig i at lave unikasmykker af gamle skrivemaskinetaster sat på sølv. Og det er Morten, som har fundet og kontaktet dem og ladet dem fremstille sådan en fin særlighed til mig.

Er de ikke fine? Er jeg ikke bare heldig?

Yndlingskjole

woodwood

Jeg har lige slettet et punkt på min huskeliste. Sy kjole under armene, stod der. Og så gjorde jeg det. Altså, det har stået der i flere dage, så jeg gjorde det sådan set ikke lige med det samme. Faktisk skulle det have været sat på listen i mange uger, før jeg reelt skrev det, så man kan overhovedet ikke sige, at jeg gjorde det med det samme.

Hvordan kom det i første omgang så vidt, at jeg var nødt til at rimpe kjole? Har jeg skumsvedt under armene og på den måde mørnet stoffet? Det tror jeg egentlig ikke. Der er tale om simpel slitage på en kjole, der har hængt på mig op mod halvdelen af tiden gennem mere end fire år. Yndlingskjolen er det. Den blødeste, rareste og rummeligste sorte uldne kjole, der både kan bruges til hverdag og fest, ude i verden og hjemme i sofaen.

Det var den første gave, jeg fik af Morten. Juleaften for fire år siden sad jeg på den brødrene gård i familiens skød og pakkede gaver ud. Der var også en pakke, jeg selv havde haft med fra en, som ingen andre end jeg på det tidspunkt havde hørt om. Jeg pakkede op under stor bevågenhed fra min familie og fandt den sorte kjole. Mine niecer beundrede og undersøgte nysgerrigt. ”Wood Wood”, sagde de anerkendende og lagde hovedet på skrå, “Hvem er han?”, spurgte de også, og vi vidste alle sammen, at ham skulle jeg arbejde videre med.

Da jeg sad og rimpede de skredne og slidte strikninger sammen for lidt siden, tænkte jeg på, hvilket klarsyn og hvilken sikkerhed, han har været grebet af den decemberdag, han købte sådan en eksklusiv gave til en kvinde, han kun havde kendt i to uger, – satsede og i den grad ramte klokkerent plet. Det er ret imponerende.

Og nu er kjolen repareret og kan sagtens holde længe endnu.

Den jul havde jeg faktisk også givet Morten en gave med på juleferie. Det var Kathryn Stocketts roman Niceville. Det var altså også en god gave, men ikke helt så uendelig i brug.

Mit typodarium

typodarium1

Jeg fik et typodarium i julegave. Hvad er dog det? Det er en afrivningskalender med 366 forskellige skrifttyper, en for hver dag i 2016. Før juleaften havde jeg ingen anelse om, at der fandtes sådan noget, men det var en gave, der var skudt lige ind i hjertet på mig – af en der kender mig godt, og som selv ser og anerkender skønheden i typografi.

Jeg er vild med den. Hver dag er ny og spændende. På forsiden af bladene står forudsigelige ting som måned, dato og ugedag, men med en ny font hver dag, og på bagsiden står navnet på fonten og dens designer, en beskrivelse af den, hvilke skriftsnit den findes i og anden interessant info for typonørder.

Fjerde januar var for eksemple sat i BC Kakao, den kan jeg godt lide; femte januar hedder Banca – ret ordinær, og så har jeg smugkigget ud i fremtiden og set, at skriften sjette januar hedder Kaaaipi og er grim og ulæselig, og at der på den syvende dag er en font med både arabisk og latinsk alfabet.

Og det bliver ved. Det er lækkert. Jeg er glad.

2016 bliver et godt typografisk år.

typodarium2

Dobbelt op på Patriots

Den ting på ønskesedlen, som man bare ved, man ikke får. Men hvis man ikke skriver det, er der jo ingen, der ved, man ønsker sig den.

Som barn startede jeg i mange år mine ønskesedler til fødselsdag og jul med 1. Hest, 2. Seletøj til hest. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde stillet mig, hvis jeg havde fået nummer to uden at få nummer et, men jeg fik aldrig nogen af dem. Min far var nemlig en klog mand, og jeg har faktisk aldrig været særlig hesteinteresseret. Klog var jeg heller ikke, siden jeg alligevel skrev det på.

Til denne jul stod der på Lasses ønskeseddel  – sammen med en masse fornuftige ønsker – NFL hjelm i fuld størrelse. Hold er underordnet, men gerne New England Patriots. Vi vidste, at det var den ting, han ikke rigtigt regnede med at få. Og bestilte den i Patriots’ webshop. Den nåede hjem inden jul, og vi glædede os til at se hans reaktion. Derfor blev vi også lidt ærgerlige over at se, at der blandt hans andre julegaver var en pakke, der til forveksling lignede vores i vægt og størrelse. Havde nogle andre virkelig tænkt som os og ville overraske ham med præcis den gave, han ikke regnede med at få? Så vi sørgede for, at han pakkede den fra os op først. Sig det ikke til nogen.

Der var hjelme i begge pakker, begge var Patriotshjelme, men heldigvis ikke ens. En til at have på hovedet (en replika, dog, så den skal kun bruges til at se fjernsyn med, ikke i nærkamp) og en anden i samme størrelse, men til at rumme snacks til kampene.

Han blev så glad og overrasket, da han pakkede ud. Først den ene, og så den anden. Det var det værd!

Ekstra glad var han i nat, da han så sine favoritter vinde 35-31 over Baltimore Ravens i en vildt spændende kamp. Dog vist uden hjelm på hovedet.

Patriots

Jeg var en del af flokken

Et par dage før jul landede denne bog i min postkasse.

livelolland1

Som en ekstra julegave til mig selv. Det var virkelig dejligt midt blandt alle de pakker, der skulle pakkes ind og dirigeres videre til alle de andre. Her var en, jeg bare skulle pakke ud og stikke til side til mig selv. Det blev en julegave til mig fra mig. Og på en måde også af mig. Alligevel var den nærmest en overraskelse, fordi jeg havde glemt alt om den.

Bogen er tegnet og skrevet af Kristina Ricken, der tegner og skriver bloggen Live fra Lolland. Her fortæller hun hverdagsglimt fra sit liv på landet med studier, kæreste og hunde, i sin helt egen streg og med en virkelig skæv humor.

Engang i foråret – marts, april, deromkring – luftede hun ideen om at samle nogle af sine skæve streger i lidt længere historier og med mere tekst. For at få råd til trykningen af et givet antal bøger crowdfundede hun. Det er smart. Ved at donere et beløb kunne  man hjælpe hende med at virkeliggøre projektet. Det var egentlig ikke en stor sum, hun havde brug for, bare ti tusind kroner, men stadig et beløb stort nok til at kunne vælte en studerendes økonomi. Donationens størrelse var valgfri, men ved et vist beløb blev man lovet tak, en virtuel krammer og sit navn i bogen, ved et lidt større beløb tak, en virtuel krammer, sit navn i bogen og et signeret eksemplar af den, når den udkom.

Jeg er sådan en, der gerne vil hjælpe og samtidig er optaget af egen vinding, så jeg overførte det, der skulle til for også at få en bog ud af det.

Og se, der kom den pludselig. Jeg synes, den er både fin og sjov. Den kan Kristina Ricken godt være stolt af. Tag selv et smut til Lolland her og få en fornemmelse af, hvad der foregår i den lyserøde dames runde hoved.

Nej, jeg får ikke noget for at skrive om det. Jeg fik jo bogen. Som jeg har betalt for. Og fået mit navn i. Det er lidt som at være der selv.

livelolland2

livelolland3