Jul på Vesterbo #2

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,

Hyggemæt

For enden af en weekend, hvor vi har hygget igennem med gode venner, grinet og snakket, drukket godt, spist godt – også til bunden i småkagedåserne, fældet juletræer, gået tur, sovet for lidt, købt julegaver, lagt puslespil og pyntet juletræ, føler jeg mig så træt som en på 55.

…?

Stod der virkelig pyntet juletræ? Ja. Vi har snydt lidt og pyntet tidligt. Det blev et fint træ. Og heldigvis var vi enige om lamettaen. Lametta, de smalle sølvstrimler, som kan skabe sådan en ufred, hvis der er forskellige meninger om, hvorvidt den skal på træet, eller om det i stedet skal være fehår eller ingen af delene. Fra nu af bliver vi budt velkommen hjem af kugler, lys og flettede hjerter. Og lametta

julestjernejuletraejuletaeppe