Spredt tænkning om mandler og tasker

Jeg har en tilståelse. Jeg har ikke formidlet sandheden. Men jeg var i god tro. Og det er nok ikke så slemt. Faktisk har jeg bare talt forkert. Gik det op for mig for to nætter siden, lige da jeg var på grænsen til at falde i søvn.

Sandheden er, at jeg ikke har tolv dages juleferie, og så giver det seneste indlæg jo slet ingen mening. Men jeg troede altså, at det var tilfældet, for det havde jeg talt mig frem til. Men fintællingen forleden nat – dobbelt fintælling, endda – viste, at jeg kun har elleve. Og nu er der kun fire tilbage.

Det er en hel uge siden, jeg har meddelt verden noget digitalt, og det er ikke engang, fordi jeg har villet være smart og moderne og har bekendt mig til digital detox. Det har bare været så nemt og enkelt at nøjes med at være nærværende i den virkelige verden og kun skæve til den digitale i de sene nattetimer, når de andre sov. Ja, nok har jeg fulgt med i feedet, men uden at bidrage med noget selv, og der er helt sikkert verdensnyheder, der er gledet uden om mig. Det kan være, nogen laver et tilbageblik i uddrag og langsom gengivelse til mig på et tidspunkt.

Men jeg har det godt. Det har været dejlige dage hidtil. Og jeg spiste godt, og jeg drak kun lidt (… nej, vent, det var Fader Abraham??). Men jeg morede mig godt.

Mandlen blev væk juleaften. Ingen spiste den, ingen fandt den, og der var ingen risalamanderester. Det er meget mystisk. Medmindreeee … at ham, der havde mandelgaven med, ikke gad have den og lod mandlen forsvinde? Erik??? Nå, men vi raflede om mandelgaven, og jeg vandt ikke. Men jeg gad godt have haft den.

Nu står vi lige på grænsen mellem bagjul og fornytår. Jeg er så småt ved at indse, at jeg nok alligevel ikke får ryddet op i værkstedet i min lange, lange juleferie med de mange, mange dage uden de store planer. Dagene går jo, og jeg skal også slappe af.

Blandt mange virkeligt gode gaver – jeg fik kun gode og dejlige gaver – fik jeg en ny taske, og den er jeg flyttet ind i i dag. Jeg har tømt den gamle og overvejet hver enkelt ting, jeg tog op. Skulle de over i ny taske eller ej. Barkortene fra Paletten og hårklemmen skulle andre steder hen, men alt det andet er vigtigt og fandt nåde. Bortset fra indkøbssedlen, der røg ud. Jeg mangler ikke noget af det, der står på den.

Nu ved I, at jeg har det godt, og hvad der er i min taske.

Twelve days of Christmas

Jeg har juleferie. I 12 dage. Tolv. Det bliver knageme dejligt. Næsten to uger at fylde alt muligt i. Mest jul, selvfølgelig, og en masse spontan afslapning. Samvær med familien. De store børn hjemme på juleferie. Visitter her og der. I morgen lægger vi ud med at bage flere småkager, for fedtebrødene er på uforklarlig (i hvert fald uforklaret – og benægtet) vis forsvundet fra dåsen. Så er der noget gløgg, der vil drikkes, og det første julebarn ankommer.

Det er velsignet at kunne holde fri i så mange dage og ikke have en lang liste med ting, der skal gøres. Vi skal lige have købt mad ind til julehjemmedagene, men jeg er færdig med at pakke julegaver ind. Så vidt jeg ved.

Heldige mig.

Sangen Twelve days of Christmas handler om de tolv dage fra juledag til Helligtrekonger, men i min personlige kalender er de rykket lidt. Og de starter NU.

Kold tyrker

Det var bestemt ikke gennemtænkt, det der med at starte på arbejde efter en dejlig lang juleferie. Det kom bare.

Først var det noget med at stå op tre timer før jeg plejer. Faktisk havde jeg veltilfreds sagt blot få aftener før (på den anden side af midnat), at det med at gå sent i seng og stå sent op, det er dét jeg er lavet til.

Så var det noget med at gå i bad, selv om min seng var et indlysende bedre sted. Og noget med at finde på tøj, som var noget andet tøj end rummeligt fleece, strik og stretch.

Så var det noget med at lave madpakker og vække en 3.g’er, som ikke ville op, fordi han havde fri i første modul, og det mente han nu nok, at han havde sagt.

Så var det noget med at sætte sig ned i en iskold bil og køre af sted i morgenmørket. Det var også noget med at lytte til bog, der har været temmelig forsømt i to uger, fordi jeg ikke har kørt ret meget alene og heller ikke har hverken løbet eller støvsuget i den tid, og dét var dejligt. Både at lytte igen og ikke have støvsuget eller løbet.

Så var det noget med at drikke kaffe. Der ramte jeg ikke helt rigtigt med dagsmængden, kunne jeg mærke i maven, da jeg kørte hjem om eftermiddagen.

Så var det noget med at løse nogle arbejdsopgaver, og det gik egentlig helt godt. Men så var det også noget med skulle registrere tid og huske, hvad jeg havde lavet flere timer før og skrive det rigtigt ind i et skema. Det brugte vi ikke hjemme i ferien. Der var det nok at sige ud i luften, at jeg havde lavet en kande te eller været nede med skraldeposen eller taget boller op af fryseren.

Så var det noget med, at det var mørkt igen, da jeg kom hjem. Og at det der hverdag fortsætter i morgen klokken 06.

Nu er det noget med igen at gå lidt for sent i seng til, at det virker rimeligt at skulle stå så tidligt op. Og at jeg måske har vænnet mig til det midt i februar.

Hvor det næsten er forår.

Ikke?

Sådan en dag

vinterterrasse

Sådan en dag, hvor udsigten fra spisebordet er solrig og snerig. Hvor jeg stadig har pyjamas på klokken to om eftermiddagen. Hvor der er verdens bedste brød i ovnen. Hvor vi har støvsuget og gjort lidt rent. Hvor en af os rumsterer med værktøj og boremaskine i soveværelset. Hvor en af os har været ude og indløse julens flaskepant. Hvor en af os bladrer i dessertbøger for at nå frem til årets nytårsdessert. Hvor en af os lige er stået op og stadig har fjernsynsfodbold og sin rengøringspligt i badeværelset foran sig. Hvor vi stadig er langt nede i gear. Hvor vi måske senere skal have dagtøj på og gå en lille tur.

Sådan en dag er helt i orden med mig.

En verden indenfor

Hele juleferien har jeg opholdt mig i en verden af blødt. Jeg er stået ud af sengen og har taget blødt på. Jeg har syslet lidt rundt og siddet eller ligget i sofaen, været meget lidt udgående, bortset fra juleaften, juledag og nytårsaften. Jeg har nydt, nydt, nydt, at jeg ikke havde ret meget, jeg skulle.

I dag var første arbejdsdag efter ferien, og jeg har været ude og møde samfundet. Jeg har bevist, at jeg kunne komme tidligt op og skifte til noget tøj, som samfundet kunne holde ud at se på.

Her ligger min ham.

IMG_5158

Fjällräven Frost sweater i blød lammeuld, som jeg fik i julegave. Den har jeg også haft på ude i verden i dag. Den kan verden godt holde ud at se på. Skal I have link? Her: fjallraven.dk/frost-sweater

Patrick fleecebukser. De må ikke komme ud i samfundet. Allerhøjst ned og tømme postkassen, men ikke uden for gadedøren. For ni år siden købte min veninde dem for mig, og på det tidspunkt skulle de kun opfylde ét eneste krav: en voldsom benvidde. Jeg havde revet akillessenen over og var påmonteret en walker hele døgnet de første tre uger og kunne ikke få noget almindeligt tøj over foden. Jeg havde egentlig glemt, at jeg havde dem, men har nydt gensynet her i ferien. Som det ses, har de stadig betragteligt brede ben.

Nye bløde hjemmefutter, også en julegave. De ligner store nullermænd indhyllet i støvede spindelvæv, lidt samme farve som de store spindelvæv, der hang fra bjælkerne i laden hjemme på gården, men det skal man ikke lade sig narre af. De er dejlige! Og varme! De kommer fra et sted, der hedder Bedroom Athletics. Jeg var nødt til at google det, men det er altså ikke mere kinky end forhandling af hjemmesko og nattøj.

Nu er jeg hjemme igen….