Kyssenisserne – det glædelige gensyn

Vi har julepyntet i dag. Vi har gjort, som vi plejer. Det er tredje jul i Vestergade, så der er dannet en præcedens i den sammenbragte familie. Den skæve papmachéengel var glad for at gense papmachéjulemanden med marengs i hele ansigtet. Krybbespillet står på det lave røde skab. Ringlenissen fra Mortens barndom hænger det sædvanlige sted og ringler. Kæmpekoglerne hænger i stuevinduerne i røde silkebånd. Højttalerne har fået små nissehuer på, og juleposthjertet af stof hænger på døren med et ubeskrevet julekort i, fordi der skulle være noget i til at holde det udstrakt, og vi nok ikke får nogen analoge julekort mere. Rådyropsatserne har fået guirlander på, og metalkurven af form som et flettet julehjerte hænger foran terrassedøren med gran i. Kyssenisserne kysser stadig. Det er som det plejer, og det er fint. Næste jul bor vi i hus, og så finder den gamle pynt nye steder. Men vi ved heldigvis, at englen igen glæder sig til at stå og se lalleglad ud ved siden af marengsjulemanden sammen med alle de små trænisser, og at kyssenisserne er helt uanfægtede af skiftende adresser.

De har hængt ved hinanden i femten år, og jeg holder meget af dem. Laura lavede dem i fritteren, da hun gik i tredje klasse, og jeg ved, at tilsvarende par findes i rigtig mange hjem, som har haft børn på Viborg Vestre Skole i de år. De var en slags signaturjulekreation i 3’eren, den afdeling af fritidsordningen, hvor de store børn gik.

Ingen jul uden kyssenisserne. Synes jeg. Selv er de ligeglade. De vil bare kysse.

kyssenisserne

Alting. Tjek, tror jeg nok.

jul15

Jeg tror vi er at være der. Vi kan godt gå i gang nu. Med jul.

Alle er færdige med at købe julegaver. Noget mangler at blive pakket ind, og en enkelt gave når frem i sidste øjeblik ad en tosset omvej, fordi jeg var kommet til at skrive rigtigt bynavn, men forkert postnummer. Jeg havde længe ventet i spænding på, at pakken overhovedet blev sendt af sted fra et lager i Sverige. Det blev den i aftes, og det var først da jeg track-and-tracede forsendelsen i dag, det gik op for mig, den var på vej til 8000 og ikke 8800. Den bedste løsning var at krybe til korset og sende gavemodtageren selv ind og hente den i postbutikken i Aarhus – med strenge ordrer på ikke at åbne den. Det gode er, at hun NÅR at få den.

Vi har købt ind. Vi skal ikke engang holde juleaften selv, men der skal jo forberedes alligevel. I flere uger har vi vidst, at vi skulle sørge for vinen til juleaften, halvdelen af maden til frokosten 1. juledag, al mad til hele 2. juledag og bidrage med en ret til frokosten 3. juledag. Så kunne vi jo godt have ordnet det i bedre tid, men nu blev det altså sådan, at klokken 13.30 i dag drog vi på handel. Med tre indkøbssedler. En til juledag, en til andenjuledag, og en med det, vi generelt manglede. Sjovt nok stod der vin på dem alle tre. I supermarkedet hilste vi på en bekendt, som kun gik med en lille kurv. Han skulle bare have det sidste, sagde han, “Men selv om det bare lige er det sidste, ender det altid med at koste tusind kroner alligevel”. Vi kiggede ned i vores propfyldte vogn og tænkte, vi skulle være glade, hvis vores “det sidste” kunne fås for tusind kroner. Ved kassen spurgte Morten for sjov, om jeg ville betale, så skulle han nok gå i kiosken og købe rom. Ja, hvis du betaler min tandlægeregning, svarede jeg raskt, og så grinede vi lidt ad det. Jeg gik i kiosken, og Morten skulle have valgt tandlægeregningen.

Jeg har vasket bilen. Selv om min mor ikke ser så godt længere, kunne hun sagtens lige finde på at kunne se, hvor beskidt min bil er, når hun skal hældes ind i den. Men nu er den ren som et barnligt julesind.

Mortens firma kan snart lukkes ned for et par dage eller i hvert fald sættes på slummer. Det trænger han til efter nogle travle uger. Det gør Klokkeblomst, hans hjælpende fe, som er mig, også.

Vi har fået julekort, kalenderlyset er nået til vejs ende, det samme er det første adventslys, Lasse har støvsuget, der er lagt vasketøj sammen, vi har æblegløgg, som jeg fik af den kollega, som jeg har nisset på hele december uden at blive gættet, og vi har frisk kuller til aftensmaden.

Alting, tjek, altså.

Alle sammen: Glædelig jul. Tjek.

Sammenbragt, du

Det er vores anden jul og dermed den anden julepyntning i Vestergade. Pynten kommer fra forskellige kasser, og det er to forskellige pyntekulturer og forskellig historik, der skal finde fælles fodslag i december.

Konstateringerne efter endt pyntning beskriver det meget præcist:

Han: “Man kan ikke sige, vi går all in på vores julepyntning..!”
Hun: “Synes du ikke? Jeg synes, der er meget!”

Så vi har nok ramt mængden helt rigtigt.

Men selv om vores fælles juletraditioner er nye og spæde, er der alligevel ting fra sidste år, som er værd at gentage. “Det er bedst, hvis vi stiller tingene samme sted som sidste år”, mente Astrid. Og så gjorde vi dét. Og tilføjede nogle fornyelser.

Vi er sammenbragte og rummelige, og det er julepynten også.

I nisselandskabet står den skæve engel med vingerne under armen side om side med julemanden med marengs i hele hovedet. Sammenhold, du.

englenogjulemanden

I krybbespillet har hyrderne åbnet stalddøren for flygtninge og fremmede. For Fedtmule, julenissen, Tim og Bum, Kasper, Melchior, Balthazar og Tintin. De vise mænd er kommet gående fra østerland, nogle er kommet fra Andeby og nogle i en raket. Det er et julemirakel.

krybbespillet

Den særeste nyhed er uroen i stukrosetten. Jeg havde en ide om en flok hvide stjerner, der hang ned i forskellige længder tråd, men manglede en slags ring at hæfte stjernerne på. Pludselig stod Astrid oppe på køkkenbordet og gravede i det allerøverste skab. “Hvad med den her?” Det hun stod med var så sært, at jeg købte ideen med det samme. Fordi den var indlysende genial og kunne præcis det, som den skulle. Så her er årets innovation.

stukuroen

Og hvad er det så? Jo, det er den der fluenetskærm, man sætter over fadet med boller eller lagkage for at holde insekterne væk på terrassen om sommeren. Nu er den selveste himmelhvælvingen, der skærmer hele stjernehimlen og stjernevrimlen ind under jul.

Rummeligt, du.

Guldfredag

Så gik jeg da heldigvis glip af Black Friday- og Open By Night-infernoet – og forresten også skøjtebaneåbning og juletræstænding på torvet, fordi jeg havde travlt med gyldne øjeblikke.

adventsgaver

Jeg var på adventsgaveturne til de to store hjemmefraflyttede børn i Aarhus. En pose med fire guldpakker til hver af dem. Og en lille pose med to bagerkager til hvert sted. På den måde fik jeg kaffe, kage og snak først hos Laura, og dernæst kaffe, kage og snak hos Niels. Dobbelt godt tænkt af mig.

Niels foreslog et spil Scrabble, og jeg sagde ja tak. Det er længe siden jeg har spillet krydsordspil, som ikke var Wordfeud på en tablet. Ældstesøn er en god modstander, som godt gider gøre sig umage i pointjagten og finde de bedste steder at lægge sine bogstavbrikker.

scrabble

På vejen hjem kørte jeg for tredje dag i træk med slukket lydbog og jodlede i stedet løs på Sneflokke kommer vrimlende. Det er verdens sjoveste melodi at digte på, og tre dages rimeri har lønnet sig. Min sang er færdig og printet og klar til afsyngelse i morgen sammen med to tossede damer. Jeg glæder mig virkelig til at se de guldkorn, vi tilsammen har fået dynget op.

Adventskransen er også rørt sammen. Jeg kom nemt om ved det. Vi går minimalistisk i år.

adventskrans

Vær velkommen, julefred

jul

Nu er der ikke så meget mere, jeg kan stresse over. Ikke at jeg har været voldsomt stresset. Bestemt ikke. Jeg har måske muligvis bare haft et vildt blik i øjnene af og til, og haft lister liggende både på computeren og i dropbox og på køkkenbordet og i hovedet.
Nu har julefreden har sænket sig. Jeg kan ikke finde på mere. Rundt omkring i lejligheden er mine dejlige børn, som jeg glæder mig over at have samlet, så småt ved at vågne, kan jeg høre, og inden så længe begynder det store familiejulehurlumhej. Jeg glæder mig.
Glædelig jul!