Kaiserwetter

Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.

’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…

… er på vej fra

brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.

… er på vej til

årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.

Her var jeg

boller3

Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.

Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.

Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.

Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?

Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.

Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.

Meget, meget fin søndag.

Anitabett Krysantemum, tidligere Birgitte Bjærge

Jægersmændene med ledsagere samles til jagtmiddag en gang om året. Værtsskabet går på omgang, og næste gang er det hos os. En af jægerne havde en ny kæreste med sidste år. Ulla hed hun. Det kan være en udfordring at være ny i en sammentømret flok, men jeg synes, at jeg året før, hvor jeg var ny, havde gjort hvad jeg kunne for at tage presset fra alle nye i al fremtid ved at trække en træls østers ved forretten, brække mine indvolde ud på badeværelset lige efter desserten og blive fragtet hjem i en taxa af min stolte kæreste. Ulla kom ikke i nærheden af at gøre mig kunsten efter sidste år.

Nu nærmer vi os vildtmiddagen, selskabet er ved at blive kaldt sammen, og i går forlød det, at ’Ulla nu hedder Vibeke’.

Min første forvirrede tanke i forsøget på at forstå oplysningen var: “Har hun været ved numerolog??”

Bagefter fattede jeg, at det var hele mennesket, som var blevet et andet.