Udpluk #11

  • Når jægersmænd er på bukkejagt i Sverige, er der også nogle af dem, der sidder på gris. Jo, det er et udtryk. Det betyder, at de håber at få ram på et vildsvin.
  • På Peter A.G.s dag i Toppen af Poppen fortolkede Ida Corr Når jeg bliver gammel. Det gjorde hun helt, helt forrygende. Noget af teksten lyder Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen, og spise mandler med mynthe-stænk, og æbler med lommekniv i solen. I dag ville sådan en tekst slet ikke kunne skrives. Der er jo ingen, der må gå rundt med en lommekniv og tage den frem i solen, ikke engang selv om det er en gammelmandsret at skære æbler med lommekniv.
  • Min bils registreringsnummer starter med AN, og nu har jeg set et par gange, at nogle af de mange biler af samme slags, der efterhånden er kommet på vejene, har nummerplader med bogstaverne BB. Jeg bliver bitter af misundelse hver gang. Det skulle JEG jo have haft. Mine initialer!
  • Et kort øjeblik troede jeg, at nogen havde været på æblerov i kolonihaven og stjålet halvdelen af årets høst. Men så løftede jeg på noget stort ukrudt, og så var æblet heldigvis bare trillet derind.
  • Jægersmanden er på vej hjem fra Sverige og ankommer inden for en time. Desværre er jeg kommet til at bruge hjemmedyrket, meget potent hvidløg i aftensmaden og har en drageånde, der kan svide håret af en skaldet. Han må hellere beholde kasketten på.

udpluk

Toogtyve meter løg

Endelig er jeg på omgangshøjde med kolonihavenaboerne, og jeg er måske endda så stolt af mig selv, at jeg er nødt til at strække armene op over hovedet, lægge nakken tilbage og råbe et begejstret Ha! over min egen dagsindsats.

Jeg har været på feddet hele eftermiddagen, og jeg har trætte øjne og varme kinder efter en hel dag ude. Og lidt ondt over lænden. Men jeg fortjener at hvile på veludført gerning nu. I sofaen med benene oppe, et glas vin ved min side og noget håndbold i fjernsynet, som mest bare kører uden voldsomt engagement fra min side. Det ser ud til, at de klarer det alligevel.

Jeg har lagt kartofler. To sorter, der hedder Hamlet og Mirage, og en sort, der hedder Egen Avl. Alle småknoldene fra i fjor, som vi ikke fik spist, fordi de var så små, at ingen gad dem, har ligget i opbevaringskassen og fulgt deres kartoffelinstinkt. Lange, målrettede spirer har de sat, og jeg har givet dem en chance til.

Haven_saeson4_1

De mere velopdragne Hamlet.

Haven_saeson4_2

Det var bare at starte fra hækken og fortsætte, række efter række.

Haven_saeson4_3

I alt har jeg nok lagt 130 kartofler. Hvis alt går lige så godt, som jeg drømmer om, er vi selvforsynende med kartofler langt ind i vinteren. Jeg er vild med den tanke.

Og jeg har sat løg i lange baner. Eller snarere i korte baner, men mange af dem. Hvidløg stod fra sidste år, og dem har jeg ikke prøvet dyrke før, så jeg er spændt. Almindelig gule løg er det, vi plejer at have, men i år har jeg også sat rødløg, skalotteløg og bananløg. Jeg bredte armene ud og opmålte omkring 22 meter løg – i runde og rundhåndede tal. Det kan da godt være, det er alt for meget til vores husholdning, men så må jeg jo dele ud og i øvrigt lære af det til næste sæson.

Haven_saeson4_5

Det føles helt umådeligt godt at have fyldt halvdelen af køkkenhavens areal med forventninger om rigelige afgrøder og lækre måltider. Jeg kan allerede mærke høsten nærme sig.

Der skal mere i jorden. Jeg har lagt kartofler, og jeg har lagt planer. Men det er først senere. Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Og Danmark vandt over Bahrain.

Laurbærbusken har også lagt planer for den kommende tid.

Haven_saeson4_4