På denne dag #3

Facebooks Denne dag greb mig igen i dag. Jeg ville bare ønske, jeg kunne huske, hvad det var for en fest, jeg skulle til for ni år siden. De praktiske ting er jeg ligeglad med. Jeg har sikkert lagt tøj sammen.

Nå ja! For otte år siden havde jeg lige holdt stor 50 års fødselsdag og fået Claus’ brugte cd-afspiller til bilen i gave. Jeg var glad! Der sad stadig en Sort Sol-cd i afspilleren … jeg var dobbelt glad.

Senere på dagen holdt jeg brat op med at være glad, da jeg (fordi jeg rodede lidt med den nye bilradio) kørte op i en forankørende bil med trækkrog. Fronten på Hvide T blev ødelagt og kølerhjelmen blev bukket op i et stort A. Det kostede forsikringen tæt på tredive tusind kroner, men det fedeste var, at de ikke dømte den totalskadet. Og at jeg var uskadt, bil og fører foran var uskadte, og det samme var cd-afspilleren.

Gad vide, hvad det var for en film? Har de tre spillet sammen i andet end Evigt solskin i et pletfrit sind? Var den feel bad?

Dét her … er faktisk VIRKELIG uhyggeligt!

Jaha! Det bliver også et alsidigt efterår på Paletten her seks år senere. Så ses vi dér!

Det blev Hvide T faktisk aldrig fantastisk nok til.

2012 var et rigtig godt koncertår! Jeg skal til at tage mig lidt sammen, hvis 2017 skal nå de samme højder, og i hvert fald begynde at gøre plads i 2018-kalenderen.

Her kan vi konstatere det, som alle ved: at solen skinnede mere i gamle dage. For to år siden.

Og at jordbærstiklingerne var større.

Det var alt for denne dag. Gad egentlig nok vide, om min Fantastiske Toyota, aka Toyota Carina stationcar årgang 85, aka Hvide T, som jeg skilte mig af med for tre år siden, stadig lever derude et sted. I ét stykke eller i enkeltdele transplanteret ud i mange forskellige trængende Toyotaer. Man ved aldrig.

Udenfor kategori

  • Jeg lytter krimi. Kidnapperne brugte en hvid Toyota Carina. Jeg følte mig næsten skyldig, da jeg hørte det. Måske solgte Toyota Hvide T videre til lyssky personer, da jeg købte ny bil? Måske fik den ikke den fredelige alderdom, den havde fortjent?
  • I dag skete det! Jeg syntes, det var lysere i morges, da jeg kørte på arbejde.
  • På arbejde sidder jeg over for Nikolaj. Tilsammen udgør vi Sproghjørnet. Kollegerne er skuffede de dage, vi ikke kommenterer noget sprogligt i radioen, diskuterer udtale eller betydning af ord, vi opsnapper, eller vurderer konstruktioner i de tekster, vi arbejder med. Som regel er vi enige. Også om at vi har ret i de fleste af vores iagttagelser. I dag behandlede vi udtale af tombola og tunnel.
  • Er kommet til at tilbringe aftenen i en sær bunke posedametøj. Meget strik, meget stræk, meget blødt. Hver for sig rigtig fine stykker tøj. Sammen topkikset. Men det var det, jeg fik taget på, da jeg havde været i bad efter løbeturen. “Jeg er gift, og jeg er hjemme”, sagde en, jeg kender, engang som undskyldning for at gå rundt i en svedig undertrøje. Er jeg gået i den fælde? Selv om jeg ikke er gift, og selv om jeg faktisk er ren. Undskyld, under alle omstændigheder!

posedamelook

Lavt batteriniveau

I forgårs luftede jeg tanken om, at noget var dødt under motorhjelmen på min bil, fordi der lugtede så råddent i kabinen. I går viste det sig pludselig, da jeg drejede nøglen i tændingen efter at have tanket op, at der var noget dødt. Det var batteriet, og nu er jeg så meget klogere, at jeg ved, at rådden lugt også kan skyldes et batteri, der er ved at klappe sammen og lækker ubehageligheder på sin deroute.

Her holder Hvide T med punkteret lunge. Og med sin 60 liters benzintank helt fuld. Øv!! Til begge dele.

HvideT

Patienten er diagnosticeret. Det er ikke helt nok med et friskt batteri, og i øjeblikket holder den stille – fordi det er hvad den kan – og ved ikke, hvor tæt jeg er på at opløse sytten års registreret partnerskab. Jeg kigger på lille ny bil. Det er både spændende og sørgeligt. Og udmattende.

I aften er det mig, der er på lavt batteriniveau efter at have tænkt så mange voksentanker om biler og finansiering og afgifter og forsikring og komfort og kilometerpris og udbetaling og service og sikkerhed. Der er ikke tale om, at jeg går i tomgang. Det er lavere end det.

På den gode side er der sket det forunderlige, at jeg har gennemført niveau 266 i Candy Crush. Det har jeg bakset med i mange uger.

Så var der ikke flere opdateringer for i dag.

Det er mentalt, det er galt

Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.

Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.

Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.

På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.

I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.

morgenmad

Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.

Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.

Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.

kalkmine

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.

Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.